Infinite

Britiske Chiwetel Ejiofor har siden gennembruddet i Stephen Frears’ fremragende thriller Dirty Pretty Things fra 2004 udmærket sig med en række mindeværdige roller.

Og det er underordnet, om han er i fokus – som manden, der blev kidnappet til slaveri i Steve McQueens Oscar-vinder 12 Years a Slave – eller har en birolle, der stjæler scenerne. Han formår konsekvent at tiltrække sig opmærksomhed med dragende præstationer.

Det gælder også den rædderlige Infinite.

Filmen handler om en række individer – såkaldte infinites – der i uendelighed bliver reinkarneret og dermed kan huske de liv, de tidligere har levet.

Hovedpersonen er Evan McCauley (Mark Wahlberg), en skizofren person, der måske er en reinkarnation af de mest profilerede infinites: Heinrich Treadway.

Han har mange evner, der ikke kan forklares, men ingen erindring om sine tidligere liv. Indtil skurken Bathurst (Chiwetel Ejiofor) dukker op og trigger enkelte minder.

Bathurst tilhører en gruppe, der vil stoppe reinkarnationerne og destruere alt liv. Evan er i den modsatte ende af spektret. Hans fraktion tror på, at reinkarnationen er en gave fra en højere magt, hvorfor de har en forpligtelse til at gøre verden til et bedre sted.

Begge grupper leder efter en mystisk genstand: Ægget. Med den genstand vil det være muligt at udslette alt organisk liv på jorden.

Hvis det lyder interessant, så lad mig straks tilføje, at hvis hele den rodede og tåbeligt snørklede handling skulle opridses, ville pladsen være opbrugt.

Rollen som Bathurst kan vække mindelser om Chiwetel Ejiofors agent for magthaverne i rum-westernfilmen Serenity. Selv om han er skurk, er det fascinerende at høre, hvordan en true believer kan ræsonnere sig frem til, at drab er okay, så længe det sker i en højere sags tjeneste.

Bathurst er mere karikeret. Det ses alene i den overdrevne pistol, han går rundt med. Den skyder med specielle kugler, der indfanger infinite-sjæle, hvis han skyder dem i hovedet. Og han oser af præcision og sejhed, når han begår sine ugerninger.

Men det tæller kraftigt ned, at Mark Wahlberg kommer til kort i hovedrollen. Han brillerede tidligt i karrieren som pornostjerne i Paul Thomas Andersons Boogie Nights, men i Infinite er han fuldstændigt uden charme og indlevelse.

Han smider om sig med dumsmarte bemærkninger, hvis han da ikke vrisser gammelgnavent, som om han overhovedet ikke har lyst til at være der.

Instruktøren Antoine Fuqua, som står for det amerikanske remake af den danske thriller Den skyldige, gør brug af overdrevent mange computereffekter, som ikke ser specielt kønne ud.

Og actionscenerne, der ellers burde være alfa og omega for en film som denne, giver slet ikke et sug i maven. Havde de gjort det, ville det være nemmere at tilgive den spegede historie, som vi har set det med John Wick-filmene.

Infinite ender derfor som en discount-udgave af The Matrix, hvor alt, inklusive action og eksistentialistiske overvejelser, blegner i sammenligningen.

For Paramount+, hvor filmen har premiere, er det ikke nogen god start på den store satsning. Tanken er, at der i 2022 skal udkomme en ny originalfilm hver uge. Men hvis det her er niveauet, har Netflix, HBO og Disney intet at frygte.