John Wick

I John Wick slår Keanu Reeves snesevis af banditter ihjel, fordi én af dem har stjålet hans bil og dræbt hans hund.

Det lyder dumt, siger du? Hmm. Hjælper det, hvis hunden var den sidste gave fra hans kone og dukkede op på hans dørtrin efter hendes begravelse med budskabet: Glem ikke at elske?

Nej? Nå, men det oplæg må du altså sluge, hvis du skal se John Wick. Og det skal du, hvis du har smag for action.

For efter et forspil med forklaringstunge føle-føle-flashbacks kickstarter hundemordet årets guilty pleasure på det store lærred: en djævleblændt underholdende gang B-action med speederen i bund indtil slutningens bratte opbremsning.

Inden længe erfarer hundemorderen Iosef Tarasov nemlig, at Wick er en pensioneret lejemorder. Typen, der klipser sine sår sammen med en hæftemaskine og omtales med Voldemort-agtig ærefrygt i den kriminelle underverden.

Sådan én fucker man ikke med ustraffet. Og Wick kommer nu med øjne lynende af hævntørst efter Iosef og hans far Viggo, som er Wicks gamle lejemordspusher. Han spilles med tilmålt galskab af Michael Nyqvist (Mænd der hader kvinder) på tærsklen mellem det manisk intimiderende og det komisk karikerede.

Filmen gør et stort nummer ud af at blæse Wicks ry op, inden vi første gang ser ham i fuldt actionman-vigør – og han skuffer ikke.

Keanu Reeves er halvvejs mod de hundrede, men stadig lige så cool og adræt som i The Matrix, lidt mere grov i trækkene med alderens spor i det forgræmmede ansigt. Han er i storform her – en perfekt forening af brutalitet og elegance, når han nærmest svæver rundt mellem fjenderne og affyrer det ene kraniesplintrende skud efter det andet.

Reeves har da også optimale arbejdsforhold takket være debutanten Chad Stahelskis stilsikre instruktion. Han løfter actionscenerne op blandt årets bedste i samarbejde med den erfarne stuntmand og assisterende instruktør David Leitch. Stahelskis kneb er begrænsningens kunst. Han lader Reeves og kompagni træde i forgrunden i nøgterne indstillinger.

I en tid, hvor en overflod af skamklippede og rystede actionscener fremkalder mere svimmelhed end spændthed, er det vederkvægende rent faktisk at kunne følge med i, hvad der foregår.

Og løjerne er oven i købet så sikkert koreograferet og fotograferet, at kampen føles usædvanligt fysisk og konkret. Blodet sprøjter som springvand, og døden bliver en selvfølgelighed, når selv folk ude af fokus i baggrunden af billedet får en kugle for panden.

Stahelskis baggrund som stuntkoordinator fornægter sig ikke (som en pudsig notabene var han Reeves’ stuntdouble i The Matrix). I de stille stunder er det lettere at diagnosticere debutantens børnesygdomme. Det stærke cast turnerer de plumpe replikskifter og onelinere, så godt de kan (og heldigvis ikke uden selvironi), men snak er noget, der bare skal overstås.

Til gengæld lykkes filmen fornemt med at skabe en fascinerende forbryderunderverden – en egenartet enklave med egne love, hvor lejemordere indkvarterer sig på de kriminelles luksushotel med guldmønter som valuta.

Her står de til rådighed for forbrydersyndikaterne, når nogen skal aflives. Men blodsudgydelser på hotellet er strengt forbudt. Det er Sin City med måde, og der er masser at udforske i en kærkommen toer.

En fesen og forjaget slutning kvæler desværre lidt af begejstringen på vej ud af biografen. Derek Kolstads manuskript er en konstant klods om benet på filmen, men der er også en slagside i klipningen.

John Wick er en arketypisk B-actionfilm, der kan sine genregreb på fingrene og ved, hvad dens kernepublikum vil have. Den giver dem nøjagtigt dét og kun dét, men meget få film gør det bedre.