Det sidste brev fra din elsker

For en romantisk film, hvad enten den befinder sig i komedie- eller dramagenren, er det vigtigste, at man som publikum er engageret i kærlighedshistorien.

Her fejler Det sidste brev fra din elsker.

Filmen er baseret på Jojo Moyes’ bestseller The Last Letter From Your Lover og handler om to kvinder.

Ellie Haworth (Felicity Jones) er en journalist, der på sin arbejdsplads, den fiktive avis London Chronicle, tilfældigvis finder en række brevudvekslinger mellem ”J” og ”Boot”.

J er lig med den rige Jennifer Stirling (Shailene Woodley), som i 1960’erne havde en affære med journalisten Anthony O’Hare (Callum Turner). Kælenavnet Boot stammer fra en bog, de begge holder af.

Det er deres kærlighedsbreve, Ellie finder i nutiden. Da der kun står ”J” og ”Boot” i brevene, sætter hun sig for at finde ud af, hvem de er. Journalisten i hende får færten af en god historie.

Til at hjælpe sig har Ellie en af avisens arkivarer Rory (Nabhaan Rizwan). En lidt forsigtig type, der står i stor kontrast til den bramfrie journalist.

Fælles for dem begge er dog, at de på hver sin vis har det svært med kærligheden. Og så er det ikke svært at gætte, hvordan det udvikler sig mellem dem.

Det sidste brev fra din elsker er præcis lige så forudsigelig, som man kunne frygte.

Halvdelen af filmen foregår i flashbacks, hvor man følger J og Boots romance, der selvsagt er kompliceret af, at hun er gift med en usympatisk forretningsmand (Joe Alwyn).

Det er filmens svageste del.

Det altoverskyggende problem er den manglende kemi mellem J og Boot. I stedet for at fortælle, hvorfor de falder for hinanden, får vi serveret mange flotte billeder af de smukke mennesker, iklædt fashionabelt tøj fra perioden – pænt, men uden substans.

En bilulykke og et hukommelsestab hos J skal forsøge at skabe spænding og mystik. Men når man ikke kan identificere sig med de to personer, er det skønne spildte kræfter.

Anderledes forholder det sig med Ellie og Rory, spillet af Felicity Jones og Nabhaan Rizwan. Fra første blik, han kaster på hende, er man overbevist om, at der er noget på spil.

Felicity Jones har den slags karisma og energi, hvor alt, hvad hun gør, bliver elektrisk. Som da hun fortærer en hel croissant på kort tid, fordi man ikke må have mad eller drikke med ind i arkivet.

Deres historie fungerer, fordi forholdet får lov til at udvikle sig organisk. Man forstår, hvorfor hun begynder at se ham som andet end en irriterende skrivebordsrytter.

Første gang vi møder Ellie, er hun på vej ud af sengen fra en tilfældigt one night stand. Jo flygtigere bekendtskab, jo mindre er chancen for at blive såret. Og moralen om at turde gå efter kærligheden bliver slået fast med syvtommersøm.

I USA bliver filmen udsendt direkte på Netflix. Og den minder da også mest den slags tv- og streamingfilm, man ser, når der absolut ikke er andet at kaste sig over.