Escape Room: No Way Out

For et par år siden var selskabslegen Escape Rooms noget af det mest trendy overhovedet.

Sammen med en håndfuld venner kunne man give sig i kast med at forsøge at komme ud fra et aflåst lokale ved at løse forskellige små opgaver og gåder.

Fænomenet blev selvfølgelig grebet af filmbranchen, der lavede den sløje No Escape og Escape Room. Sidstnævnte er Escape Room: No Way Out en efterfølger til.

Som de eneste overlevende fra forrige omgang er Zoey (Taylor Russell) og Ben (Logan Miller) glade for at være sluppet med livet i behold. Men også frustreret over, at bagmændene i det mystiske firma bag de brutale lege, Minos, ikke er blevet fanget.

Sporene fører dem til New York, men bedst som de tror, at de har styr på det hele, befinder de sig i en metrovogn sammen med fire fremmede. Vognen bliver adskilt fra resten af toget, og da den ruller ind på en forladt station, starter det livsfarlige spil igen.

Instruktør Adam Robitel stod også bag forrige film, og formularen er simpel: Tag en håndfuld mennesker, og lad så uret tikke ned i de forskellige rum, der er de rene dødsfælder.

Konceptet er ikke just originalt.

Den canadiske sci-fi-horror-perle Cube var i 1997 en blodig fornøjelse, hvor fem fremmede vågner op i et hvidt rum. Hurtigt finder de ud af, at de befinder sig i en gigantisk terningstruktur, hvor ikke alene nogle af de enkelte rum er fyldt med fælder – rummene flytter sig også.

Saw-filmene førte dødslokale-idéen til nye makabre højder i 00’erne og tilføjede samtidig spil-elementet, hvor man skulle løse en opgave for at slippe væk med livet i behold.

Escape Room: No Way Out er dog langt fra de ovenståendes niveau, hvad opfindsomhed og splat angår.

Trods en aldersgrænse på femten år er det så som så med blodsprøjt og lemlæstelse. De intense øjeblikke består primært af folk, der råber meget højt om, at situationen er åh så farlig. Men da hverken fire manuskriptforfattere eller Robitel har givet os nogen grund til, at vi skal bryde os om personerne, føles scenerne noget irrelevante.

Det er næsten givet på forhånd, at alle på nær Zoey og Ben dør, fordi de er de eneste, som har noget, der minder om en forhistorie med substans.

I et rum, som skal forestille en gade i New York, regner det med syre. Desværre er udførslen ikke nær så grum, som idéen på papiret lyder. Og det er absurd underholdende at betragte en flok mennesker råbe og skrige højt om, hvor forfærdeligt noget er, uden at vi får et blodigt kadaver på bordet.

Er det morbidt og på grænsen til det usmagelige at grine af mennesker, der dør? Ja, måske, men ikke når man tydeligt kan se, at det sand, de er ved at synke ned, er lavet med halvfesne computereffekter.

Har man ikke råd til god CGI, så brug dog praktiske effekter. Ikke alene ser det bedre ud, det er også langt mere beundringsværdigt at bruge den slags håndværk.

Forhåbentlig får vi det i den uundgåeligt tredje film, der nok kommer om et par år. Budgettet på femten millioner dollars er allerede indtjent, og hvis der er noget, man kan være sikker på med gyserfilm, er det, at en bare nogenlunde succesfuld franchise bliver vredet indtil sidste blodsdråbe.