No Escape

No Escape er en meget ligefrem horror-thrilller om en vlogger, der rejser til Rusland med nogle venner for at prøve et såkaldt escape room.

Det er en særlig form for forlystelse, hvor deltagerne skal slippe ud af et aflåst rum ved at løse en række opgaver og gåder.

Den blandede flok af venner tæller SoMe-wannabe-stjernen Dash, den ekstreme sportsudøver Sam, hovedpersonen Cole samt kæresten Erin og hans bedste ven Thomas.

Vi lærer ikke meget mere om personerne end deres navne og levebrød. Et spadestik dybere kommer vi kun med Cole.

Han er en superegoist, der har mere end almindeligt svært ved ikke konstant at give opdateringer til sine følgere. Selv når han sidder på en lille russisk café og nyder et stille øjeblik med kæresten, søger hans hånd mod telefonen for lige at melde ind hos sine online-tilbedere.

Det er måske ikke så underligt, da han er blevet filmet hele sit liv. Først af forældrene, som vi ser i en af filmens mange montager, og siden af sig selv.

”Da jeg fik et kamera, filmede jeg alt,” siger Cole i en voice-over og italesætter filmens knap så subtile pointe: Vi er blevet alt for forhippet på at skabe en alternativ version af os selv online og få positiv tilkendegivelse fra en skare af tilfældige mennesker spredt ud over kloden.

I jagten på likesglemmer vi det vigtige i livet – nemlig de mennesker, som er lige foran os og deler vores øjeblikke.

Det er et interessant emne, instruktør og manuskriptforfatter Will Wernick har valgt at dykke ned i. Problemet er bare, at rammen for historien er stjålet fra en langt bedre og mere elegant film.

David Finchers thriller The Game fra 1997 bliver ofte overset. Det er måske ikke så underligt, da den ligger i smørhullet mellem instruktørens to 90’er-klassikere, Seven og Fight Club.

I The Game er Michael Douglas en usympatisk rigmand, hvis far begik selvmord på sin 48 års fødselsdag, og sønnen frygter at ende på samme måde. En gave sender ham ud i et spil, hvor grænsen mellem virkelighed og leg flyder sammen, så selv publikum har svært ved at følge med.

I No Escape er det bestemt ikke tilfældet.

Efter gruppens ankomst til Rusland møder de Dash’ mystiske rigmandsven, som giver dem adgang til det eksklusive escape room.

Ad omveje tager filmen en drejning over i torturporno-genren, hvor der ikke bliver sparet på effekterne for at tilføje det sidste blodsprøjt.

Det er også set mere overbevisende og udpenslet hos Eli Roth og hans Hostel-franchise, hvor unge collegestuderende bliver udsat for grusomme pinsler i unavngivne østeuropæiske lande.

I det hele taget virker det, som om Will Wernick har set de to førnævnte film samt den moderne torturpornos bannerfører Saw – og kopieret de bedste elementer fra dem.

Derfor bliver No Escape aldrig overraskende eller grufuld. Det hele er set før, bare bedre udført.

Den ellers spændende idé om, hvordan vi i en sygelig grad er blevet afhængige af at få anerkendelse på de sociale medie, får ikke rigtigt kød på sig. Personerne er simpelthen for tynde til, at man bryder sig om, hvad der sker med dem.

Filmen hed oprindelig Follow Me, og det kan forstås enten som at følge én i virkeligheden eller online. Ærgerligt, at man ikke har bibeholdt den meningsfulde titel.

Potentialet er der til en underholdende lille b-film med lidt spiddende samfundskritik. I stedet er resultatet et halvslattent svirp med en karklud.