Boss Baby – Det bli’r i familien

Hvis en film skovler millioner ind, øjner filmselskaberne straks en god forretning og går i gang med at skabe en efterfølger.

Det går nogle gange godt, andre gange ikke. Boss Baby – Det bli’r i familien hører til i sidstnævnte kategori.

I Boss Baby fra 2017 fik publikum æren af at opleve Alec Baldwin – en af filmhistoriens mest maskuline skuespillere – lægge stemme til en nuttet og forretningsorienteret baby Ted, der er en slet skjult parodi på Donald Trump.

Den sjove præmis blev i første film til en veludført historie med gakket animationsstil og grovkornet humor, der ikke desto mindre var universel nok til at score en Oscar-nominering for bedste animationsfilm.

Det er gået stejlt ned ad bakke for fortsættelsen.

Handlingen foregår 30 år efter den første film, hvor unge Tim opdagede, at hans lillebror Ted var leder af den hemmelighedsfulde organisation Baby Corp. Nu er de begge blevet voksne, men stadig er de meget forskellige.

Ted er succesfuld og meget rig, og Tim er en hjemmegående far til to kloge og opvakte piger: storesøster Tabitha og lillesøster Tina. Da Tina viser sig at have overtaget kontakten til Baby Corp, bliver de to voksne brødre sendt på en ny mission.

De to brødre må forsøge at overvinde den gensidige irritation og arbejde sammen, så de kan finde ud af, hvad stifteren af storesøster Tabithas skole har af skumle planer. Men for at lykkes med det, må de to brødre blive til deres barndoms selv igen.

Den første Boss Baby fik kritik for at være for orienteret mod voksne. Det kan man roligt sige ikke er tilfældet i efterfølgeren.

Det samme filmhold har kastet sig hovedkulds ind i den farvestrålende, fantasifulde verden af animation, men det virker, som om de har haft samme koncentrationsniveau som, ja, en baby.

Der lader på ingen måde til at være tænkt over filmens overordnede handling eller budskab.

Der pakkes så mange forskellige historier ind i den 107 minutter lange film, at det rent faktisk føles, som om der allerede er blevet smidt en tredje film ind.

Det starter med et fokus på den hjemmegående far og hans anstrengte forhold til intelligente datter Tabitha, som i højere grad beundrer succesfulde Ted end sin egen far. Den tråd taber filmen, da lillesøsteren Tina overtager scenen og sender de to brødre ud på missionen, som af uransagelige årsager altså foregår på Tabithas skole.

Her skilles brødrene ad og ryger ind i hver deres klasseværelse, hvor de kører hver deres parallelle historie. Samtidig er der en række sidehistorier med storesøsteren, som skal lære at synge, og en skurk med planer om zombieforældre og mobiltelefoner.

Man mister ærligt talt overblikket, hvad end man er voksen eller barn.

I et unødvendigt højt og træls tempo farer alting sammen i et virvar af larmende flimmer og farver med absolut ingen rød tråd. Stakkevis af mulige budskaber bliver konstant præsenteret, så det er umuligt at forstå, hvad filmen egentlig vil sige.

Animationen er til gengæld strømlinet og kører derudad som en velsmurt maskine, mens musikken bestemt er fornøjelig. På lydsiden kan man desværre kun ærgre sig over, at den danske udgave lider under at mangle det helt store trækplaster.

Alec Baldwin er en institution, der har gjort en kunst ud af at bruge både stemme og krop. Det har han været siden en legendarisk monologscene i Glengarry Glen Ross fra 1992.

Selv ikke mesterlige Søren Pilmark kan i den danske udgave ramme samme klang som magnetiske Baldwin. De danske stemmeskuespillere har ellers en god energi, som kan mærkes særligt i sangene. Anders Bircow giver den ihærdigt gas som skurk.

Men filmens opskruede tempo resulterer i, at man forlader biografen med hovedpine.