Anmeldelser

DR’s musikalske rejseprogram er stadig vidunderligt berigende komfort-tv, selv om politik kommer til at fylde lovligt meget i tredje ombæring, hvor turen går til USA.

Anders W. Bertelsen er efter tyve år tilbage i topform som den stædigt ubestikkelige journalist i politisk thriller, der effektivt punkterer vor selvforståelse som et idyllisk demokrati.

Den syvende Alien-film er ikke fejlfri, men en original og gysende frisk genstart af en franchise, som længe har ventet på en modig instruktør.

Islandsk coming og age-fortælling om en niårig pige, der på landet roder sig ind i et voksent trekantsdrama, bæres af betagende skuespilpræstationer.

Velresearchet biografi fortæller historien om Danmarks største komedienne, Birgitte Reimer, der var pikant sjov, men endte med at blive lukket inde på sin egen kro i Sydfrankrig.

Matt Damon og Casey Affleck kan ikke redde kupfilm, der forsøger at være både sjov og politisk, men ender med at være mere elefant end elegant.

Marco Bellocchios pompøse film om en jødisk drengs skæbne i den katolske kirke er et must, hvis man elsker bling og livets store spørgsmål.

Skuespil-ikonet Elizabeth Taylor træder i gamle optagelser frem med stor værdighed som en meget moderne stemme, der modsatte sig at blive seksualiseret.

M. Night Shyamalan startede på toppen og har siden stødt arbejdet sig nedad. Men er hans nye thriller så dårlig, at den ikke havde fortjent at blive vist for anmelderne?

Der gemmer sig en håbløs romantiker i britisk film om forsigtig homoseksuel forelskelse, som er et vigtigt modstykke til de vanlige lidelseshistorier.

Seriemorderfilm med Nicolas Cage hugger så meget med arme og ben fra filmhistorien, at den ender med at være en horrorperle i sin egen ret.

Sjov samfundssatire for børn og unge er en lærerig guide til at blive en god samfundsborger i en tid, der er præget af stor forvirring.

Den elskede amerikanske pendant til Cirkeline bliver kvalt i filmatisering, der er dummere end, hvad man kan tillade sig at udsætte sine små poder for.

Man bliver både klogere og i godt humør af norske Dag Johan Haugeruds snakkefilm om to gifte mænds homoseksuelle begær.

Ægteparret bag den første oliemalede spillefilm følger op med et endnu mere helstøbt og bjergtagende kærlighedsværk, der fortjener at blive set for æstetikken alene.

Grusom mishandling af Boccaccios mesterværk er lige så italiensk som amerikansk popcorn, lige så poetisk som en plastikspand og lige så charmerende som en vreden karklud.