Becoming Led Zeppelin

Da John Paul Jones som ung fortalte sin far, at han ønskede sig en elektrisk bas, lød beskeden, at det brummende instrument var en dille. ”Anskaf dig en saxofon i stedet, de går aldrig af mode,” vurderede han.

Men en elbas skulle det være, og siden blev Jones bassist i et af 70’ernes førende bands, Led Zeppelin.

Det er den slags skægge anekdoter, rockhistorien er fyldt med, om trodsige unge mænd, der stædigt insisterer på deres langhårede subkultur og ender med at nå til tops.

I begyndelsen af Becoming Led Zeppelin – der fik premiere på Venedig-festivalen i en tidlig udgave i 2021 –får man fornemmelsen af, at vi har at gøre med endnu en i den uendelige række af rockdokumentarer lavet efter samme opskrift.

Men ret hurtigt viser det sig, at instruktøren Bernard MacMahon har blik for, hvad der gjorde gruppen til noget helt særligt.

Filmen følger Led Zeppelins tilblivelse og understreger, at John Paul Jones, guitaristen Jimmy Page, trommeslageren John Bonham og sangeren Robert Plant ikke bare var vilde unge, der larmede sammen, men meget dygtige musikere, som vidste præcis, hvad de lavede.

Særligt interessant er det at få indblik i Jimmy Page og John Paul Jones’ tidlige arbejde som session-musikere. De udgjorde blandt andet rytmegruppe for Shirley Bassey under indspilningen af James Bond-klassikeren Goldfinger.

Becoming Led Zeppelin er nemlig forbilledligt fokuseret på musikken og dykker en anelse længere ned i de tekniske aspekter end de fleste musikdokumentarer.

John Paul Jones forklarer, hvor religiøst han adlød John Bonhams højre fod på stortrommen, og Jimmy Page udbreder sig ivrigt om det eksperimenterende lyddesign på de to første Led Zeppelin-albummer, der helt ydmygt hedder Led Zeppelin og Led Zeppelin II.

Man får virkelig respekt for de individuelle musikeres evner – især rytmegruppen, der syrer helt ud og alligevel forbliver forbundet – i filmens flotte, lange koncertsekvenser med optagelser fra bandets tidlige år.

Det danske publikum oplevede gruppens første koncert, efter de opstod fra asken af det kendte orkester The Yardbirds under navnet The New Yardsbirds.

Den intense støjdemonstration fandt sted i Gladsaxe Teen Club i 1968. I filmen indgår optagelser fra året efter, da bandet vendte tilbage til Danmark og spillede i TV-Byen for en flok høfligt nikkende danskere i striktrøje og skrædderstilling. Her fornemmer man virkelig, hvor nyt et udtryk, de fire musikere stod for med deres komplekse lyd og frisurer.

Det er som at se et møde mellem, hvad der skulle blive 70’ernes mest kompromisløse repræsentanter, og de temmelig uforstående 60’ere.

Er man ikke inkarneret fan af Led Zeppelin, må man finde sig i at lide en smule under Jimmy Pages selvhøjtidelige bluessoloer, og de langt fra skarpskårne sange, som bandet insisterede på. Faktisk kæmpede Jimmy Page indædt for, at ingen numre på pladerne skulle kunne blive selvstændige hits.

Mellem arkivbillederne lader de tre overlevende bandmedlemmer sig veloplagt interviewe, mens John Bonham – der døde tragisk i en alkoholrelateret ulykke i 1980 – er med igennem et sjældent, gammelt interview, som vennerne smilende lytter til undervejs.

Interviewene er nærmest ASMR-agtigt behagelige. Høflige, britiske boomere, der med bløde stemmer fortæller lødigt om gamle dage og nørder musik. Der er masser af fine anekdoter, men dokumentaren ender som en lidt flad øvelse, der ikke for alvor kommer til bunds i noget.

Becoming Led Zeppelin vil ikke overvælde publikum med sex, drugs og rock n’ roll. Faktisk er den fuldstændigt uden konflikt, og historien stopper i 1970, længe før de sædvanlige stoffer og dødsfald kom i vejen for arbejdsglæden.

Vi oplever zeppelineren stige nydeligt til vejrs, men Hindenburg-ulykken, som gav inspiration til gruppens navn, er forvist fra historien.

Det er forfriskende, at Becoming Led Zeppelin springer de sædvanlige rockklichéer over og koncentrerer sig om musikken. Men i længden bliver det en lille smule kedeligt at se tre nostalgiske mænd kigge på arkivklip.