Adolescence

Vi kastes direkte ind i en voldsom og højdramatisk anholdelse af trettenårige Jamie, som bliver sigtet for drab på en skoleveninde. Han skulle ifølge politiets oplysninger have stukket hende adskillige gange på kroppen med en kniv. 

Da døren er slået ind med et brag, bliver det nordengelske arbejderhjem raseret på få minutter. Folk bliver smidt til vægs med automatvåben stukket helt op i ansigtet, alle skriger og hyler, vasketøjet bliver gennemgået for tekniske beviser, og Jamie ender med at tisse i bukserne af skræk, så hans far får tilladelse til at hjælpe sønnen. 

Alt er så fremmedgjort og chokerende uvirkeligt, at selv politiinspektøren Luke Bascombe er mærket af det. Men samtidig er anholdelsen optaget og skildret ekstremt virkeligt. Det føles, som om man er der selv. Og det er frygteligt. 

Det sidste skyldes ikke mindst, hvad man i begyndelsen tror er seriens party trick: Hvert afsnit er fotograferet i ét samlet og uklippet forløb. 

Så fra huset går kameraet med ind i politibilen og videre ind på politistationen, hvor vi er med til Jamies registrering, blodprøven og samtaler med advokater. Kameraet følger historien og kan skifte til en forbipasserende, som så bliver hovedperson. 

Man tænker uvilkårligt, om det vitterlig kan passe, at der intet klip er. Ikke mindst, fordi dramaet, som udspiller sig for øjnene af én, er så vedkommende og autentisk, at man helt glemmer at sidde og holde øje. 

I alle fire afsnit er man tryllebundet af historien og dramaet fra første til sidste sekund. Vi taler om, at man ikke går på toilettet – heller ikke, selv om man jo bare kan sætte afsnittet på pause. Så medrivende er det. 

De fire afsnit er angiveligt fotografere i det, man teknisk kalder ”one-shot”. Instruktøren Philip Barantini markerede sig allerede ved at bruge teknikken i den britiske serie Boiling Point fra 2021, hvor lange passager i en restaurant også er uklippede. 

Med Netflix-miniserien Adolescence – der betyder ungdomsårene, overgangen fra barn til voksen – går han linen ud. 

Han har forklaret teknikken til mediet Deadline. Når der ikke klippes, ”blinker kameraet aldrig”, siger han. Og det kamerablik giver serien ”en vis råhed og ærlighed”. Samtidig tvinger teknikken hvert afsnit til at stå som et lille selvstændigt og sammenhængende værk. Og det gør de virkelig. 

Første afsnit viser anholdelsen og dramaet på politistationen. Andet afsnit er politiets besøg på skolen, der i pædagogisk totalopløsning arbejder med og imod opklaringsarbejdet. 

Tredje afsnit – nok det bedste – er ét langt og ustyrligt intenst kammerspil mellem Jamie og en psykolog, som syv måneder efter anholdelsen er ved at lave en mentalundersøgelse af Jamie. 

Fjerde afsnit foregår tretten måneder efter første afsnit og udspiller sig hjemme hos Jamies familie, i et byggemarked og på farens fødselsdag, som skal fejres, imens Jamie sidder i fængsel og venter på at skulle i retten. 

Man begriber ikke, hvordan serien skal kunne slutte fyldestgørende. Men det gør den – også i den grad. Og vel at mærke uden at forlade familiens skød. Det er rørende og dybt tragisk i en sjælden grad. 

Da Philip Barantini optog serien, medvirkede der 320 statistister, som skulle koordineres. Hvert afsnit er lavet over en hel måned, hvor de første tre uger gik med gennemspilninger uden kamera. I den sidste uge af hver måned optog man to timelange gennemspilninger om dagen, og de fire afsnit, der er udgivet, er dermed de fire bedste ud af i alt 40 indspillede one-shots af de forskellige grundforløb. 

Resultatet er enestående. 

Stephen Graham og Jack Thorne (kendt for This is England-serien) har på grund af den specielle tilblivelsesform skrevet serien løbende i processen, og Graham spiller overbevisende selv faren. Owen Cooper er lige så enestående som unge Jamie, mens Ashley Walters og Erin Doherty er blændende som henholdsvis politiinspektøren og psykologen. 

Det paradoksale er, at Adolescence er nervepirrende, selv om historien er helt ordinær. 

Den handler ikke om magtmisbrug eller politivold, men om det forbavsende voldsomme drama som en anholdelse, en varetægtsfængsling i surrogat og en psykologundersøgelse er for Jamie, hans forældre og søskende, klassekammeraterne og lærerne, politifolkene og retsmyndighederne. 

Hvem er de skyldige? Forældrene? De andre børn? Lærerne? Barnet selv? Det skræmmende er, at Jamie er en ganske normal og tilsyneladende velfungerende dreng. Han er blevet mobbet og kaldt incel-agtig kvindefjendsk, men som en kriminalassistent formulerer det: Man får aldrig en forklaring i den slags sager. 

Adolescence handler om, hvordan en tragisk hændelse påvirker en række mennesker. Den sætter os i deres sted med en teknisk kraftpræstation, der vil gå over i streaming-historien.