Mavka: Skovens sjæl

Inde i skoven bor skovens vogter. En ånd, der skal beskytte naturen mod dens fjender. 

En nat møder han en skovhugger, der i afmagt beder til, at et mirakel kan redde hans døende datter. Derfor skænker vogteren ham en dråbe fra livets kilde, som udspringer ved det mystiske mørkebjerg langt inde i skoven. 

Men besidderiske som menneskene er, vender skovhuggeren tilbage med bevæbnede styrker, der forsøger at udslette skoven for selv at eje kilden og dens rigdom. 

Instruktørparret Oleh Malamuzh og Oleksandra Ruban udfolder den ukrainske Mavka: Skovens sjæl som et økodrama i børnehøjde. 

På sine ældre dage skal vogteren overdrage ansvaret til efterkommeren. Skovens andre væsner synes, at nymfen Mavka er for sød til at modstå fjender, men hun håber inderligt på at være den udvalgte. 

Imidlertid bliver hun forelsket i et menneske – den musikalske Lukas – da hun hører hans fløjtespil. 

Samtidig vender skovhuggerens datter tilbage. Ikke for at takke sine redningsmænd, men for at følge i farens fodspor og tilkæmpe sig ejerskab over kilden. Snart blusser hadet mellem mennesker og naturen op igen. 

Som filmskurk repræsenterer skovhuggerens datter den virkelige verdens oligarker, der beriger sig på naturens og deres undersåtters bekostning. Selv om Lesya Ukrainkas teaterstykke, som er filmens forlæg, oprindelig blev opført i 1911, er det svært ikke at se ligheder mellem den forfængelige, tyranniske og opportunistiske filmskurk og Putin, der vil tiltvinge sig herredømmet over Ukraine. 

Fortællingen udspiller sig i romantiske omgivelser, hvor runde bakker svulmer op af flade marker med spidse bjergtinder i baggrunden. Mellem bakkerne ligger en landsby beboet af bønder. Iført smukke folkedragter fortæller bønderne sagn om ånderne i skoven, som man for alt i verden ikke må fornærme. 

Åndernes fejrer naturens rigdom og takker for årets afgrøder med skøn, sanselig musik, som beriger et farverigt animationsunivers fyldt med nuttede og sjove væsner som for eksempel Mavkas kattefrø og Lukas’ hundehvalp. 

Når Mavka: Skovens sjæl er bedst, er her tale om skønhed, kreativitet og opbyggelighed på højde med de mest uforglemmelige Pixar-film. 

Det er dybt imponerende, at filmen er færdiggjort i et land under bombardement. Men vi glemmer nogle gange landets problemer fra før den russiske fuldskala-invasion i 2022. Præsident Volodymyr Zelenskyj kæmpede dengang ihærdigt mod korruption, mens ukrainske lgbt’ere døjede med samme homofobiske lovgivning og stigmatisering, som Rusland er blevet kritiseret for siden 2013. 

Sidstnævnte smitter desværre af på filmen. 

Skurkens håndlanger Frol er en feminin fyr med farverigt, tætsiddende tøj og rævepels om halsen. Arketypen er velkendt i filmhistorien – fra den transkønnede morder Buffalo Bill i The Silence of the Lambs til Jafar i Disneys Aladdin. Med dansk tale optræder han desuden med karikeret fistelstemme. 

Det er meningen, at publikum skal grine ad Frols smerte, hver gang han angribes af dyr, eller noget tungt falder ned over hans hoved. Også af hans død, da han kastes ud af et vindue fulgt af en tændt motorsav.

Både danske og ukrainske børn, som ikke lever op til snævre kønsnormer, vil med sikkerhed blive utilpas af den scene, selv om den ikke nævnes i Medierådets vurdering af filmens aldersgrænse på syv år. 

For at skaffe medicin til sin døende onkel hjælper en rådvild Lukas skurkene med at finde kilden, inden han kommer på bedre tanker. Moralen er, at medløbere til verdens ondskab ofte handler af desperation og ikke af had. 

Ser man Mavka: Skovens sjæl med sit barn, kan dens morale være indgangen til den alvorssnak, som forældre skylder de små bagefter. Skildringen af Frol som syndebuk modarbejder filmens ellers fremragende budskab om sameksistens på tværs af kulturer. Også med dem, der er anderledes end os selv.