Presence

Presence er en minimalistisk spøgelsesfilm, hvis handling foregår i et hus beboet af mor (Lucy Liu), far (Chris Sullivan), datter (Callina Liang) og søn (Eddy Maday). 

Og så et spøgelse. 

Familien virker ved første øjekast normal og fredelig, men ligesom i de fleste normale, fredelige familier er der seismisk aktivitet under overfladen. 

Det opdager vi gennem øjnene på spøgelset, som har travlt med at bevæge sig rundt i huset og iagttage personerne. Det kan finde på at lave klassisk poltergejst-halløj såsom at vælte ting på gulvet. Men dette spøgelse er ikke en baryl, blot en engageret iagttager. 

På nær et enkelt glimt til slut er spøgelset usynligt. Vi oplever det kun som point of view i form af lange, subjektive kamerature rundt i huset. Fortælleformen med en usynlig iagttager til stede via pov fik sit store gennembrud i 1981 med Sam Raimis The Evil Dead og kendes også fra Thomas Vinterbergs Festen, hvor der ligeledes er tale om et familiedrama i et hus med et spøgelse. 

I en æra med danske titler kunne Presence have heddet ”Tilstedeværelse” eller ”Manifestation”. 

Et langt stykke af vejen ligner Presence en klassisk spøgelsesfilm a la den fremragende tv-film The Haunted (1991), hvor familien flytter ind i et hjemsøgt hus og efter hårrejsende forskrækkelser må hidkalde clairvoyante eksperter. 

Presence er velspillet, men bliver aldrig uhyggelig, og det er vistnok heller ikke meningen. Det gradvist mere komplekse familiedrama forbliver i centrum, og filmen ender i samme kategori som for eksempel Woody Allens Interiors – altså et psykologisk karakterstudie, der kredser om eksistentiel angst og følelsesmæssig isolation. 

Filmen har en flot scenografi, som kombineret med en Rembrandt’sk lyssætning gør husets indretning til en visuel nydelse. Pov-kameraet fungerer ikke som fluen-på-væggen, men snarere som fluen-der-flyver rundt-i-hele-huset. Hele tiden. Hvilket hæmmer indlevelsen i dramaet. 

Presence er instrueret af Steven Soderbergh, der med sin imponerende debutfilm fra 1989, Sex, løgn og video, startede en bølge af independentfilm. Han har siden vekslet mellem store Hollywood-film og små, personlige indieprojekter. 

Under dæknavnene Peter Andrews og Mary Ann Bernard har Soderbergh selv fotograferet og klippet Presence. Der er ikke mange klip, for kameraturene er lange, og jeg fandt dem irriterende, selv om jeg normalt elsker, når Orson Welles, Hitchcock og Spielberg laver deres ekvilibristiske oners, lange scener filmet uden klip. Og den intense gadedans i Better Man var en euforisk oplevelse for mig.

Men Soderberg skulle have hyret en bedre fotograf. 

Presence er skrevet af David Koepp. Han skrev også efterlivskomedien Death Becomes Her og spøgelseskomedien Ghost Town samt Soderberghs krimidrama Kimi, men er bedst kendt for ramasjangfilm som Jurassic Park og de to seneste Indiana Jones-film. 

Plottet i Presence minder om Casper (1995), hvor Christina Ricci bliver ven med et computeranimeret spøgelse, der hjælper hende mod truende elementer. Også i Presence bliver vi undervejs vidne til en virkelig modbydelig trussel i huset, men det er ikke spøgelset. 

Sjovt nok spøger min egen fortid i denne subgenre, for da jeg 1990 læste film på HF, skrev og instruerede jeg spøgelsesfilmen Enken. Den foregår ligesom Presence i et privat hjem, hvis beboer iagttages af et engageret spøgelse, vi kun oplever via pov-kameravinkler. 

Enken scorede et 13-tal, så jeg har det skidt ved kun at give tre stjerner til Presence. Den vil muligvis vinde ved gensyn, men vil man se en virkelig god og gribende spøgelsesfilm fortalt fra den afdødes synsvinkel, bør man tænde ektoplasmadetektoren og gå på jagt efter David Lowerys A Ghost Story fra 2017.