The White Crow

Hvad er vigtigst i en film, hvor dans har stor betydning? At hovedrolleindehaveren er en solid skuespiller, eller at han er en habil danser?

I The White Crow, der handler om den sovjetiske balletlegende Rudolf Nureyev og hans afhopning til Paris i 1960’erne, har instruktør Ralph Fiennes og manuskriptforfatter David Hare åbenbart vurderet, at dansen er vigtigst.

I rollen som Rudolf Nureyev finder vi den ukrainske balletdanser Oleg Ivenko, der ikke tidligere har prøvet at spille skuespil. Og det kan man desværre sagtens se. Ivenko veksler mellem to ansigtsudtryk – det alvorlige og det arrige – og det bliver aldrig rigtigt overbevisende.

Af og til bliver det ligefrem ufrivilligt komisk, fordi filmen død og pine insisterer på, at der skal tales engelsk med tyk russisk accent.

Til gengæld kan Oleg Ivenko danse, og de fejende flotte balletscener gør undertiden filmen til en fornøjelse.

The White Crow begynder i et slidt tog engang i 1930’ernes USSR. På bunden af det kommunistiske samfund bliver Rudolf Nureyev født. Det står hurtigt klart, at han ikke er, som små drenge er flest. Han gider ikke lege i sneen, og som teenager udvikler han en selvopfattelse, der er meget anderledes end andre, som er formet af det kommunistiske styre.

Rudolf er overbevist om, at han er den bedste. Og han bakkes op på danseskolen af den underdanige, men mesterlige Alexander Pushkin, der på det tidspunkt gik for at være den dygtigste balletinstruktør i Sankt Petersborg. Pushkin spilles i øvrigt fornemt af en russisktalende Ralph Fiennes.

Der går ikke længe, før filmen begynder at krydsklippe mellem de formative år og den danseturné i Paris, som skulle blive så skæbnesvanger for den karismatiske danser.

Sammen med en række andre sovjetiske balletdansere skal den 23-årige Nureyev danse i Paris. Modsat sine dansekolleger, som afholder sig fra at konversere med pariserne, finder Nureyev sig veltilpas i det vestlige samfund. Især taler han godt med den smukke Clara Saint (Adèle Exarchopoulos), hvis afdøde kæreste var søn af en højtstående politiker.

Mens det parisiske eventyr udfolder sig, hives vi hele tiden tilbage til Nureyevs sovjetiske fortid.

Det ene øjeblik udforsker Nureyev nattelivet i Paris, i det næste drikker han te hos Alexander Pushkin i Sankt Petersborg.

Selv om billederne fra fortiden adskiller sig fra Paris-scenerne ved at være blåtonede og dunkle, er det alligevel svært at finde hoved og hale i, hvornår i kronologien de forskellige scener udspiller sig. Og de mange tilbageblik er vanskelige at engagere sig i, da det ofte ikke virker, som om de har nogen betydning for den mere velfungerende Paris-fortælling.

Vanskeligt er det dog ikke at forstå, at pariserne er ellevilde med det russiske stortalent. I sit hjemland fik Nureyev at vide, at han ikke danser som et naturtalent. Han er for klodset. Men i Paris fortæller en vestlig dansekollega, at han til trods for tekniske fejl inkarnerer dansens sjæl.

KGB-holdet, der ledsager de sovjetiske dansere, bifalder ikke Nureyevs flirten med vesterlændingene.

Måske mistænker de ham endog for landsforræderi, og tingene begynder at spidse til, inden det hele kulminerer i en nervepirrende finale, hvor Nureyev må træffe et livsændrende valg mellem Vesten og Moder Rusland.

Halter skuespillet, og er opbygningen rodet, er det til gengæld ikke svært at lade sig betage af balletten. De farverige og eksplosive balletscener tager én ud af tid og sted, og de er så stærke, at det føles som at sidde på første række i Det Kongelige Teater.