Det store klimaslagsmål

Det kan sagtens være spændende, når dokumentaristen tager med en toppolitiker på arbejde.

Når den slags dokumentarer lykkes, lærer publikum politikeren bedre at kende og får samtidig et indblik i de diskussioner og beslutninger, der har så stor indvirkning på danskernes liv.

Sådan en film er Det store klimaslagsmål ikke.

TV 2-dokumentaren er en tandløs gennemgang af klimaminister Dan Jørgensens indtil videre mislykkede forsøg på at leve op til den klimalov, han selv har været med til at trumfe igennem.

Efter filmen er man hverken specielt meget klogere på ”det store klimaslagsmål” eller hovedpersonen.

Dokumentaren begynder ved Folketingsvalget i 2019, da Dan Jørgensen bliver udpeget som klimaminister.

For første gang spillede klimadebatten en afgørende rolle for vælgerne, og de fleste husker nok, at Pia Kjærsgaard gav ”klimatosserne” skylden for Dansk Folkepartis historisk dårlige valg.

Modsat DF-dronningen er Danmarks grønne omstilling en hjertesag for Dan Jørgensen.

Siden han ”var lille og kiggede på fugle”, har den nyslåede minister været interesseret i det grønne område, og han får hurtigt gennemført en meget ambitiøs klimalov: Inden 2030 skal Danmarks CO2-udledning nedbringes med 70 procent!

Som Dan Jørgensen og dokumentaren forklarer, er det den mest ambitiøse klimapolitik i verden, og toppolitikere fra nær og fjern vil i benovelse kigge os over skulderen.

Men Klima-Dans plan kommer til at indebære nogle svære valg, som kan gå ud over borgerne i Danmark. Filmen viser ikke hvordan og hvorledes, men det bliver i hvert fald dyrere at spise kød og køre bil.

Dan Jørgensen fortæller flere gange, hvordan kloge aviser som Financial Times roser hans ambitiøse plan, men ministeren tøver for længe med at træffe beslutningerne, mener hans kritikere.

Det spidser til, men Dan Jørgensen har lært af den bedste.

Ukritisk får ministeren lov til at beskrive sig selv som arvtageren efter den store klimaforkæmper: Svend Auken. Når Dan Jørgensen oplever mest modgang, tænker han på, hvad ”Svend ville sige”.

I dokumentaren er Dan Jørgensens største kritikere Morten Østergaard og Ida Auken. De to politikere fylder en hel del, og det giver en følelse af, at dokumentaren allerede på premieredagen ligner noget fra en fjern tid.

Ida Auken bliver tituleret som politiker for Radikale, men har jo skiftet til samme parti som Dan Jørgensen, og Morten Østergaard er færdig i dansk politik, fordi han ikke kunne holde snitterne for sig selv.

Der er ikke interview eller unikke optagelser med de to kritikere, men i stedet bruger dokumentaren arkivbilleder og stakkevis af avisudklip.

Det er kedeligt at være vidne til, og det bliver ikke bedre af, at Dan Jørgensen tilsyneladende ikke har haft lyst til at give noget af sig selv til filmskaberne.

Dokumentaren foregår stort set kun på bagsædet af hans ministerbil og i forskellige mødelokaler. Det er ikke ophidsende at se et diasshow i virkeligheden, men det er decideret nedtrykkende at se det filmet i en dokumentarfilm.

Når vi er hjemme hos ministeren, optager Dan Jørgensen sig selv sige banaliteter om, hvor udfordrende arbejdet som politiker er.

Det sker gerne foran den nu famøse bogreol, hvor Dan Jørgensen med spændt biceps rakte en Hemingway-biografi til kæresten, Berlingskes blogger Katherine Diez. Da Jørgensen selv lagde det omtalte foto ud på Instagram, blev han kritiseret for at være banal og selviscenesættende.

Hvis han med sin deltagelse i Det store klimaslagsmål ønsker at ændre det indtryk, er det ikke lykkedes.