Nureyev

En veldrejet mandekrop flyver igennem luften. 

Det er den russiske ballets legendariske danser, Rudolf Nureyev, der i sin fremtoning afspejler Robert Mapplethorphes erotiske fotografier. Han afbryder en fængslende sekvens, der viser Romanov-slægtens sidste Tsar hilse på sine undersåtter, før lærredet fyldes med klip fra Eisensteins Oktober fra 1927.

Deterministisk som en græsk tragedie kæder David og Jacqui Morris’ dokumentar den berømte dansers ekstraordinære liv sammen med Den Kolde Krig. 

Det ser vi blandt andet i en sekvens, der viser billeder fra Nureyevs tid ved den franske ballet. Det berettes, hvordan vores hovedperson fra de russiske stepper lod sig lokke af vestlig dekadence og hoppede af til Paris blot to måneder efter, at russeren Jurij Gagarin blev den første mand i rummet. 

Samtidig gør filmen sig umage i at fortælle, at der ligeledes kun skulle gå to måneder til, før Berlinmuren blev rejst. 

Fablen styrkes blot af, at vi senere ser en aldrende og noget sygelig Nureyev vende tilbage til Rusland. Han skal optræde i Gorbatjovs falmede stormagt, netop som Berlinmuren falder igen. 

Et mesterligt symbol på Vanitas. 

I sin struktur minder filmen om en digtoplæsning. Den svinger rytmisk mellem det mytiske og det lyriske, mellem oplysning og en hyldest til den montageteknik, der blev udviklet i Sovjetunionen. 

Ud af den hektiske og episodiske opbygning udspringer en sælsom perle. Den er så betagende smuk, at man næsten glemmer, at filmen er en biografi over et levet liv. Et liv, der udsprang af fattige kår, spirede til storhed i rampelyset og endte med en smertefuld død. 

Den rå montage afbrydes sporadisk af balletdansere i blød bevægelse på scenen. Imens hører vi om alle Nureyevs kære, der forblev fanget i Sovjetunionen, da en af Moder Ruslands mest fejrede sønner flygtede til Vesten. 

Forsigtigt fortæller en af danserens ungdomsveninder fra Sankt Petersborg, at der var mange homoseksuelle i deres omgangskreds. Hendes ord bliver ikke uddybet, men de hænger i luften, når sort-hvide fotografier af Nureyev sammen med andre unge mænd glider hen over lærredet. 

Umiddelbart virker det gammeldags at gå så stille med dørene, når man taler om en død berømtheds seksualitet. Især når hverken danserens kærlighedsliv eller hiv-smitten, der endte med at koste ham livet, var en hemmelighed. 

Men Nureyev er ikke en film, der vil stryge os med hårene. Vi skal ikke blot se, men også opleve kontrasten mellem den varmblodige, homoseksuelle tartar og den tilknappede, heteronormative tidsalder, han levede i. 

”Aids er ikke forsvundet.” 

Som lyn fra en klar himmel minder rulleteksten os om vores vestlige privilegier. For mange af os er aids et fortidslevn. Men i Rudolf Nureyevs hjemland er det stadig et tabu. 

Den storslåede forestilling bliver løbende mere personlig. Danseren blev forelsket i en anden balletdanser, Erik Bruhn, der i sin tid var Danmarks ypperste bidrag til den internationale teaterscene. 

Det er en detalje, der beriger fortællingen om et menneske, der hverken lod sig tøjle af sit ophav, normerne eller forventningerne til ham. Tværtimod tog han skæbnen i sin egen hånd. 

Nureyev var potent og trodsig, men han var også poetisk og emotionel. Vi hører i en rørende scene, hvordan Rudolf ved Eriks dødsleje med tungt hjerte citerer Hamlet og siger: ”Sov sødt, Danmarks prins.” 

Nureyev fortæller så mange historier, at det burde mislykkes. Det handler ikke bare om en mands kamp for at finde sin plads i livet, men også om Den Kolde Krig, ballet, kærlighed, sygdom og det 20. århundrede. 

Men med sin overlegne fortællestil har filmen en rød tråd, der binder alle de rå fragmenter sammen til en magisk forlystelse.