Vores sidste sommer

Nikolai bærer en cykel op ad trapperne til lejligheden, hvor den intetanende fødselar Philip stadig sover.

Men fødselarens overraskelse blandes med dårlig samvittighed. Gaven har været dyr, og Philip har ikke råd til at gengælde kammeraten, når han har fødselsdag.

Først skal vennerne dog fejre dagen, der ender på den lokale bodega. Over et slag billard og til tonerne af The Doors’ People Are Strange gør en fremmed kvinde sin entre som en moderne femme fatale. Hun kommer til at skabe røre i deres venskab.

Aske Bang er skøn som den kejtede Philip. Han og sushi-kokken Nikolai (Mathias Skov Rahbæk) er bofæller og har været bedste venner, siden de var små. Kammeraten støtter Philip igennem en svær kvartvejskrise farvet af en utilfredsstillende karriere.

Philip drømmer om en fremtid som festarrangør. Han vil derfor bruge vennens arbejdsforbindelser til at starte virksomhed med at køre en partybus.

Men med et blakket ry som uansvarlig bøv går det trægt med at overbevise nogen om at bakke op om drømmen. Philip tjener derfor til dagen og vejen ved at sælge små Eiffeltårne på Strøget.

Det tærer på venskabet, at Nikolai hænger på huslejen og alt det praktiske, som Philip ikke har råd til.

Det er derfor påfaldende, hvor selvsikker den ellers nedslåede mand er, når han på bodegaen byder den fremmede kvinde Agnes (Shortlist-vinderen Sofie Torp) at slutte sig til dem.

Philip og Agnes bliver hurtigt et par, selv om kemien mellem dem synes underligt fraværende. Deres samtaler virker tørre og forcerede, men noget tyder på, at det er et bevidst valg af den svenske serieskaber Ville Gideon Sörman.

Instruktøren er uddannet på Den Danske Filmskole og kendt for kortfilmene Nyforelsket og Jeg ser dig på Ekko Shortlist.

Omvendt er der nemlig noget passioneret i de skjulte blikke mellem Agnes og Nikolai.

Det kommer især til udtryk, når de i sommerhus spiller kongespil mod Philip, der bliver plørefuld og falder i søvn. Man sidder som seer yderst på sædet i spænding om, hvorvidt de kan holde nallerne fra hinanden.

Nikolai er urolig og akavet, når han prøver at tale med Agnes om hendes arbejde på antikvariat. Han taber hurtigt ansigt, fordi han ingenting ved om litteratur.

Det bliver til en gennemgående joke i serien, at han af ren nervøsitet ikke kan føre en normal samtale med hende. Men der er noget i hans længselsfulde blik, der gør indtryk på hende.

Det er temmelig stalker-agtigt, når han følger Agnes på arbejde og stirrer på hende igennem butiksruden. Men det forhindrer ikke lidenskaben i at spire mellem dem. Og det kommer ikke blot til at true romancen mellem hende og Philip, men også gutternes livslange venskab.

Agnes’ tiltrækning af begge mænd forklares ved, at hun er sårbar efter et nyligt forlist forhold og søger intimitet, hvor hun kan finde den. Men her stopper seriens interesse i hende som andet end et redskab for mændenes udvikling.

Trods dygtige Sofie Torps mange nuancer ender Agnes i den udskældte kategori ”Manic Pixie Dream Girl” – en spøjs, men smuk kvinde, der i film som Den fabelagtige Amelie fra Montmartre og 500 Days of Summer tjener det formål at hjælpe en mand igennem en livskrise.

Serien gør ligesom de underholdende film en ære i at iscenesætte hvert rum, som personerne træder ind i. Agnes’ antikvariat er stille, og bøgerne er højt stablede, så duften af læderindbundne mammutværker nærmest trænger igennem skærmen.

I andre scener ledsager sirlig guitarmusik nærbilleder af sushi, der tilberedes på en restaurant. Man bliver nærmest sulten, når maden bæres ud.

Skønnest er scenen, hvor Philip og Agnes på en date løber tør for øl og sniger sig ind i en lukket kiosk, hvor han har en deltidsstilling. Kiosken har en afdeling med spilleautomater, og smukt fotograferet står de to og ser op på en mekanisk, dansende fisk, der er monteret til væggen.

Det er et morsomt billede på ungdommelig afmagt og tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert – hvad der er den rette vej frem i livet.