Viften

Varmen er ulidelig hjemme hos Anna Heegaard. Derfor hejses en plade over middagsbordet, hvor en lille, brun dreng ligger på maven og vifter køligere luft ned til gæsterne. Nogle smiler blidt til barnet med den ydmygende opgave. Andre ignorerer ham og herskabets andre slaver.

Året er 1848. Kort før generalguvernør Peter von Scholten frigav slaverne på Danmarks kolonier i Caribien, hvor Viften finder sted.

Instruktør Frederikke Aspöck og forfatter Anna Neye vender satirisk den konventionelle heltefortælling om von Scholten kendt fra Palle Kjærulff-Schmidts Peter von Scholten fra 1987 på hovedet.

Med hjælp fra Søren Sætter-Lassens ironiske fortællerstemme viser de, hvordan øernes sorte befolkning selv tager deres frihed. Men de berører også den interne splittelse mellem slavegjorte og de såkaldte frikulørte, som ejer sig selv.

Anna Neye spiller selv hovedrollen som Anna Heegaard, der var von Scholtens frikulørte elskerinde. Siden barndommen har hun og veninden Petrine (Sara Fanta Traore) været sammensvorne, selv om relationen er magtskæv. Veninden er nemlig Annas husslave.

Når Petrine ønsker frihed for sig selv og sønnen, føler besidderiske Anna sig svigtet og lader veninden føle, hvad det vil sige at være ejet.

Solen spejles i brusende bølger ved stranden, der læner sig op ad byen Frederiksteds kulørte huse, som skyder op i den vilde natur. Det ser malerisk ud, når Petrine iklædt sin blå silkeuniform kommer gående på vej til markedet.

”Hvide kælling,” siger en forbipasserende til hende. For selv om hun ikke er hvid, anses hendes troskab til en slaveejer for forræderisk.

Oprøret ulmer og kan nærmest høres i Rasmus Bille Bähnckes besnærende toner. De blander trommelyde med forvrængede sangstemmer, som minder om råb.

Viften har Christopher Læssø, Peter Gantzler og Karen Mukupa i mindre roller. Men det er kemien mellem Anna Neye og Sara Fanta Traore, der giver historien dybde. Deres komplicerede forhold viser, at venskab ikke er lig med solidaritet.

Anna beskytter sin ejendom, mens Petrine kæmper for frihed. Trods den voksende kløft er der dog en ømhed imellem kvinderne.

Det er en lille genistreg, at Jesper Groth – vinder af det danske Melodi Grand Prix – spiller den blodtørstige admiral Irminger, der kommer for at beskytte kolonierne mod ufred. En eftermiddag i Annas stue afviser han smilende hendes forklaring om, at n-ordet betegner de hårdtarbejdende, slavegjorte mennesker i øernes økonomiske hierarki.

Der udspiller sig en morsom, men også modbydelig scene, hvor den hvide mand illustrerer sin fordrejede udgave af darwinismen. Med hjælp fra en abe-skulptur, Petrine på knæ foran, dernæst Anna let foroverbøjet og sig selv helt oprejst i spidsen skærer han det ud i pap.

Nærmest som symbol på dansk hyggeracisme er Irminger i højt humør. Men han drives af had og slikker sig lystigt om læberne, når han får lov til at lemlæste en af Annas slaver.

Kameraet dvæler ikke ved volden, men klipper til historiske træsnit og skitser af slaveskibe og afstraffelse. Det understreger virkelighedens grusomheder og tilfører filmen et dokumentarisk element.

175 år efter slaveriets ophør er kongerigets fortid som slavenation stadig et underbelyst, nærmest tabuiseret emne. Det er derfor på høje tid, at filmskabere har modet til at belyse denne dystre del af Danmarkshistorien.

”Skal vi bøde for vores forfædres forbrydelser?” spørger en af Annas hvide gæster. Replikken hentyder naturligvis til, når mennesker i dag fejer samtaler om racisme af bordet.

Mellem linjerne siger filmen, at svaret er nej. Til gengæld kan vi tage ansvar for, at menneskers lidelser ikke bliver forlænget.

Udsagnet er tåkrummende sjovt, angstfremkaldende og tankevækkende. Ligesom filmen.