Serieanmeldelse
06. juni 2019
Vida – sæson 2
I et af Los Angeles’ slumområder betragter søstrene Lyn (Melissa Barrera) og Emma (Mishel Prada) barndomshjemmet, som de vil sætte i stand. Foto | Katrina Marcinowski

Vida – sæson 2

Særpræget skildring af kulturen i en mexicansk ghetto i Los Angeles er fortalt med hjerteblod og sans for drama.

Af Kjartan Hansen

Maskerede, brune skikkelser protesterer på gaden.

Budskabet på menneskemængdens røde bannere er symbolsk sløret som tegn på en uvis fremtid. Men vi forstår arrigheden i deres blikke såvel som de vrede, spanske toner på lydsporet. En umiskendelig protest mod Trumps minoritetsfjendske agenda.

Vi befinder os i et fattigt område af det solbeskinnede Los Angeles, hvor end ikke skadedyrsbekæmpere dukker op, når man ringer til dem. Slummens forarmede beboere forventes alligevel ikke at kunne betale.

Ligesom den fortabte søn vender Lyn og Emma i seriens første sæson hjem efter længere tids fravær. Det gør de, når deres mor Vida dør og efterlader søstrene med ansvaret for hendes forfaldne boligblok i en af byens mexicanske ghettoer. Men hvor sønnen blev taget imod med åbne arme, konfronteres søstrene med den armslængde, de i årevis har holdt deres ophav i.

I fortsættelsen af Vida forstærkes den kolde modtagelse af, at især den biseksuelle, borgerlige storesøster Emma (Mishel Prada) har ambitioner om at renovere boligkomplekset og ikke mindst baren i stueetagen.

Det er en byfornyelse, som får især de ældre lejere til at frygte strengere husregler, stigende priser og en invasion af privilegerede, hvide mennesker, der vil fortrænge deres oprindelige kultur.

Imidlertid kæmper Emma med sin egen selvopfattelse. Hun fremstår striks og tilknappet, men med en umættelig seksuel appetit. Facaden krakelerer dog, når hun er alene. Her er det umuligt at skjule sig for minderne om en svær opvækst. Det, som storesøsteren i virkeligheden higer efter, er den ømhed, moren aldrig gav, og anerkendelsen fra det mexicanske miljø, hvor hun ikke passede ind.

Også Lyn (Melissa Barrera) lider af en identitetskrise. Hun har som morens pyntedukke altid været smuk og populær, men som voksen vil hun gerne ses som andet end et kønt ansigt og leder derfor efter en dybere mening med livet.

Taget i betragtning af, hvor nøje begge søstres hår altid er sat og mængden af sminke, de bruger, virker Lyns ønske knapt så oprigtigt som søsterens. Men deres polerede ydre er med til at adskille dem visuelt fra det hårde miljø, de vender hjem til.

Vi møder Chelsea Rendons fåmælte Mari, når hun med bandana, blå læbestift, kraftig eyeliner og slidt denimvest cykler igennem nabolaget med spansk hiphop i ørerne.

Imens hun i en af seriens smukkeste sekvenser drøner derudad, skifter perspektivet mellem nærbilleder af den smilende kvinde med det rå udseende og optagelser med et bevægeligt kamera, der indfanger den beskidte side af englenes by.

Undervejs bliver det spændende at følge, hvordan Lyns forhold til Mari kommer til at udvikle sig. Som hinandens diametrale modsætninger – prinsessen og drengepigen – er de begge intimideret af hinanden.

Det er derfor et oplagt valg af serieskaber Tanya Saracho at gøre dem til et umage makkerpar, når Mari bliver ansat som sygeplejer for Lyn og Emmas sengeliggende bofælle.

Det er igennem skæve eksistenser som Mari, udendørs homobryllupper, kvindelige krigsveteraner og intime koncerter under en nedlagt motorvejsbro, at vi lærer blokken at kende som et sted, der trods armod sprudler af liv, kultur og sammenhold. Alt det, som de bedre stillede søstre ubevidst søger.

I et tv-serielandskab, der er domineret af den hvide middelklasse, er det klart, at Vida med sin skildring af mexicanske amerikaneres hverdag har meget på hjerte.

Vi ser konflikter i hobetal mellem søstrene og de håndværkere, der hjælper med at renovere baren, varmblodige skænderier mellem tidligere flammer på åben gade og mellem tilsyneladende clairvoyante ældre kvinder og en skeptisk, yngre generation.

Det kan blive for meget af det gode som i den gammeldags sæbeoperagenre telenovela. I de første fire afsnit af sæson 2 risikerer overfladisk drama at stjæle fokus fra det egentlige, nemlig søstrenes ambitioner og gensyn med fortiden.

Men det er befriende, at Vida fortæller historien om et andet USA end det, vi til daglig bliver overdænget med i amerikansk fiktion. Og forhåbentlig kommer grundhistorien til at stå endnu klarere frem i de resterende seks afsnit af sæsonen.

Titel:

Vida

Sæson:

2

Land:

USA

År:

2019

Serieskaber:

Tanya Saracho

Medvirkende:

Melissa Barrera, Mishel Prada, May Celestine, Roberta Colindrez, Tonatiuh

Spilletid:

Ti afsnit af cirka 35 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:

29. maj på C More

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
18. juli 2026
Tip Toe

Tip Toe

Serieanmeldelse
10. juli 2026
Proud

Proud

Biografanmeldelse
28. maj 2026
En skønne dag

En skønne dag

Streaminganmeldelse
26. maj 2026
Kiss of the Spider Woman

Kiss of the Spider Woman

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro