Verden er uskarp

Mellem rækværket under en mole peger kameraet ud mod bølgen blå, der bruser ind mod klipper og småsten i vandkanden. 

Samme indstilling foreviges i Marianne Engbergs fotografi, men med et radikalt andet udtryk. Vidste man ikke bedre, kunne det være to ganske forskellige steder. 

Allerede i filmens første fem minutter skildres fotografen som en kunstner, der ikke blot gengiver virkeligheden, men viser den med sit særlige blik. Meget af virkeligheden er sløret og uskarp, men via fotografens sanser træder noget skarpt frem.

Engberg er en af fire indsigtsfulde danske kvinder, hvis liv som fotograf er kernen for filmens fortælling. 

En rå og uskøn verden fylder lærredet, men giver efter for rolige og sanselige naturbilleder, dynamisk byliv og en nogle gange fordrejet virkelighed. 

Hver kunstners udtryk fortæller en historie om det samfund, vi lever i, og de menneskelige erfaringer, som kunstnerne har gjort sig i det 20. århundredes sidste halvdel. 

Det er en tid, hvor teknologien har revolutioneret kunstneriske tilgange og metoder. Montage, animation og filmmediets udvikling er ikke uden betydning for de medvirkende fotografers genopfindelse af klassiske former i billedkunsten som portrætter, naturbilleder og stilleben. 

Verden er uskarp er dedikeret til afdøde Tove Kurtzweil, som voyeuristisk stillede skarpt på en foranderlig hverdag befolket med mennesker, der har for travlt til at ænse hendes kameralinse. 

Hendes modsætning findes i rebelske Nanna Bisp Büchert, der giver objekter ny mening, når de vises i fremmede omgivelser. Eller Else Tholstrup, der fængsles af naturen og farverne på birketræets stamme, når dens hvide bark krakelerer. 

Filmen fremhæver en skønhed, som fortjener at blive set. Det er derfor skræmmende, at over hundrede år efter poeten Filippo Marinettis krav i Futuristismens manifest om, at kunsten skal ud til folket, pakkes Elses fremragende billeder væk i kælderen. 

Mens andres værker skjules på akademier og museers klasseopdelende mure. 

Nanna Bisp Bücherts billeder er stadig udstillet. Hun poserer som cowboy med gevær i sin entré, når hun introduceres. Næste gang hun træder foran kameraet, klædes hun i sort og skal forestille manden med leen. 

Helt anderledes er de drømmende billeder, hun tidligt i karrieren tager af sine børn foran et spejl eller i et hjørne med deres yndlingsbamse. Gradvis udskiftes de af selvportrætter, der kortlægger hendes eget liv. 

Filtreret gennem linsen genopstår verden som abstrakt kunst på grænsen til det bizarre. Afskårne fuglevinger forvandles til en rede med æg, imens fine blomster er for pæne til at blive foreviget. 

Intetanende mennesker optræder ofte i baggrunden, når Tove indfanger livet omkring hende. Flygtige glimt af hendes sort-hvide, nogle gange slørede billeder indfanget fra skæve vinkler, sender publikum på en rejse igennem tid og sted. 

Som når hun fotograferer himlen mellem højhuse eller en livlig restaurant ned gennem loftvinduerne. 

Billederne vækker den buldrende by til livs, imens Marianne Engberg fortæller om sin ungdom i New York, hvor hun betages af at se berømte musikere som Bob Dylan spille uforstyrret i Central Park. 

Nogle af de medvirkende fik tidligt i karrieren succes. Men Nanna Bisp Büchert stod i skyggen af en mandlig kunstner, der tager æren for hendes værker. 

Fortællingen vækker genklang hos de andre kvinder. Else Tholstrup har sågar arbejdet som sekretær på kunstakademiet, selv om hun reelt set fungerede som akademiets fotograf. 

Den kunstneriske proces er interessant at høre om. 

Hvor én spontant foreviger det, der fanger hendes opmærksomhed i naturen, planlægger en anden nøje, hvor og hvornår hun tropper op med sit camera obscura. 

Men Verden er uskarp er allerbedst, når den giver plads til fotografernes medrivende, personlige erfaringer.