Udenfor sæsonen

I den smukke, rolige, dronefilmede åbning på Stéphane Brizés – kendt for Markedets lov – lækre drama ser man fra Guds lodrette perspektiv en taxa, der kører på en lang og lige vej. 

Destinationen er en mennesketom badeby i Udkantsfrankrig. Udenfor sæsonen, som også er filmens titel. I ét billede får man reelt hele plottet i filmen afsløret – man ved det bare ikke endnu. 

At der hele tiden er en undertekst – noget uudsagt, noget uudsigeligt – er kernen i den smukke og usædvanligt stilfærdige film. 

Det er en fransk film, som til at begynde med er befriende at være i. Man har tid til at iagttage. Man har tid til at falde til ro. Man har tid til at åbne sig. 

Skuespilleren Mathieu er taget på landet for at sunde sig. I Paris har han lige forladt en stor teaterproduktion, som ellers skulle have været hans store comeback på de skrå brædder. Nu har han opgivet det hele og er – delvis på sin omsorgsfulde kones foranledning – taget til en søvnig, vestfransk badeby. 

Guillaume Canet spiller hovedpersonen med en lun og underspillet humor, og filmen har samme glimt i øjet, blandt andet med en fin brug af indlagte sms’er. 

Vi er i den tomme restaurant og i det kedelige spaområde med den lidt kraftige kvinde, der skal stå for en behandling, som ender med at være både latterlig og akavet. Vi er med på de lange gåture på de tomme strande, som giver flere smukke billeder med bølgers brydning i lodrette linjer på lærredet. 

Badebyens eksteriør er holdt i den smukkeste palet af sandede jordfarver. Filmen er alle nuancer mellem sandsten og beige og brun, hvilket giver en visuel ro. 

Da publikum således er faldet til ro sammen med Mathieu, som dasker rundt i badekåbe på hotelværelset, dukker en gammel kærlighed fra fortiden op. 

Alice – spillet sart af Alba Rohrwacher, hvis udseende med kornfarvet hår og nærmest sandfarvet teint i sig selv er enestående – bor i byen, som Mathieu befinder sig i. Hun er i mellemtiden blevet gift og har fået en datter. 

Men inden længe beslutter de to sig for diskret at genoptage forbindelsen. Først er det bare kaffe, samtaler og sms’er, men inden længe står det klart, at der er noget uafklaret imellem de to. 

Herfra er dramaet i fuldt flor, og det er samtidig her, at filmen føles umiskendeligt fransk. Historien om Mathieu og Alice er på en gang snakkende, romantisk, temperamentsfuld og dyb. For historien, der præsenteres, kan ses på to måder – og vi får dem begge to. 

Vi tvinges til at lade os rive ud af klichéerne og ned i virkeligheden, herunder den følelsesmæssige indre virkelighed, som bliver det egentlige sted, hvor historien udspilles. Eller historierne. 

Er det her en fortælling om banal utroskab? En gift kvinde, der er træt af sin dødkedelige, midaldrende lægemand, som er begyndt at cykle febrilsk, fordi han er ældre end hende. Og er der noget mere trygt end en gammel flamme? 

Eller er det en fortælling om ægte kærlighed, som aldrig blev til noget, men som måske kunne blive til noget? 

Man skal se Udenfor sæsonen for de små poetiske pletskud i dialogerne og for dens romantiske og især eksistentielle dybde, som virker autentisk. 

Kan man gå tilbage til en fuser? Var det en stor kærlighed, eller ser det bare sådan ud, når man kigger nostalgisk tilbage? Skal de to bryde ud af de familier, de er endt i? Eller kan muligheden for et lille sidespring forsvinde lige så pludseligt, som den dukkede op? 

Udenfor sæsonen er en lille fransk perle, som giver stof til eftertanke.