Tsumu – Hvor går du hen med dine drømme?

Langs en smal grus-sti går tre unge venner i forårssolen. 

De lægger byen bag sig og omfavner den grønlandske natur, imens de synger Stand by Me. En charmerende reference til Rob Reiners filmklassiker af samme navn. 

Ligesom drengene i ungdomsfilmen står vennerne i Tsumu over for en bølle. Han er dog ikke et menneske af kød og blod, men en selvopfyldende profeti. 

Filmen følger nittenårige Lars, der sammen med vennerne Eino og Thomas udgør et lille queer-fællesskab i den lille landsby Tasiilaq. 

Angiveligt har landsbyen med sine blot 2006 indbyggere sat en uheldig rekord for selvmord og seksuelt misbrug blandt unge. Statistikkerne er blevet genfortalt i generationer, og de unge mennesker ser ikke andre muligheder end at fortsætte i forældrenes fodspor. 

Det vil trekløveret lave om på. 

De står ved, hvem de er, og vil inspirere deres jævnaldrende til at gå imod strømmen, omfavne livet og vigtigst af alt: Ikke begå selvmord! 

Lars filmer sig selv om natten, når han ligger søvnløs. En aften er han grådkvalt og kan slet ikke formulere, hvad han har på hjerte. Filmen knækker og viser en kirkegård i regnvejr, før han tager derhen og lægger blomster på søsterens grav. 

Hvorfor hun tog sit eget liv, forbliver uvist. Men det giver et sug i maven, at hun for andre blot er endnu et tal i statistikken, som kloge hoveder kan vifte med. 

På sociale medier gør landsmændene sågar sjov med vilkårene i Østgrønland. Et ekko af rigsfællesskabets fordomme og behandling af grønlændere. 

”Hun er hos Jesus nu,” fortæller han sin niece og nevø, der grædende ser billeder af deres mor i kisten. Smerten kan ikke ties ihjel, selv om familietragedien er svær at tale om. 

Eino indtager en lederrolle i gruppen og underviser de andre i teater, hvor skuespillerne i flok gentager, hvor vigtigt det er ikke at have ondt af sig selv. 

Den unge mand gør sig selv til et forbillede ved at vrage fortidens kønsnormer og selvmedlidenhed. Håret er langt og tøjvalget spænder fra maskulint til feminint efter behov. 

Om aftenen lægger Lars, Eino og Thomas drag-sminke, taler om at feste og nyde ungdommen, før de finder en mand og slår sig ned. 

Imens deres jævnaldrende venner tager på druk, gælder festen for dem om at tage på eventyr. Som når de vandrer ud i bjergene med gevær og øver sig på at skyde mod tomme sodavandsflasker. 

Tsumu betyder på grønlandsk ”hvor skal du hen med dine drømme?” Titlen italesætter uvisheden om, hvor ungdommen skal hen for at finde håb, hvis det er umuligt, hvor de er. 

Nogle rejser væk og får en uddannelse. Andre vil ikke forlade familien. Den store vide verden er jo skræmmende, når man er rodfæstet i den lille flække. 

Fraværet af homofobi er tankevækkende i instruktør Kasper Kiertzners film. Imens fordomme om småsamfund og snæversynethed ofte kædes sammen, ser queer-fælleskabet ud til at være en populær klike i Tasiilaq. 

Ikke desto mindre hænger Jesus fordømmende på korset i baggrunden, imens Lars filmer sig selv synge med på et popnummer, strække sine lange ben op over hovedet og danse videre, inden endnu en prøve med teatertruppen. 

De religiøse billeder hænger overalt i hjemmet og minder ham om en frelser, der tilsyneladende forsømmer dem, han holder af. 

Ude af sig selv taler Lars direkte til kameraet om moren, der er alkoholiker og var ude af stand til at passe ham som lille. Alligevel har hun taget sin afdøde datters børn til sig. I baggrunden høres den berusede kvinde råbe og skråle inde i stuen. 

Det er et spørgsmål om tid, før myndighederne banker på døren. Ligesom dengang Lars kom på børnehjem. Men han kan ikke finde ud af, om han selv kan gøre noget for at hjælpe børnene. 

Tsumu er en sjælden perle, der skildrer de barske vilkår i Østgrønland. Ypperligt flettes det sammen med landets skønhed og menneskers trodsige livskraft.