The Wheel of Time – sæson 2

En lille pige gisper efter vejret og gemmer sig under bordet. 

Hun skulle ellers have ventet pænt udenfor, mens de voksne snakker. Men i mørket ser hun noget uhyggeligt, der får hende til at spæne ind ad døren. Noget menneskelignende, men med store, skarpe tænder kommer løbende mod hende. 

Først når hun hører ordet ”monster”, går det op for hende, hvad hun har set. 

Ikke alle i The Wheel of Time baseret på Robert Jordans bogforlæg i fjorten bind kan se det overnaturlige. Derfor hverves pigen af den magtliderlige Mørkeherre Ishamael (Fares Fares). Han truer den etablerede orden i fantasy-universet regeret af kvinder med magiske egenskaber som den lille pige. 

Lidt som mutanterne i X-Men-filmene undervises begavede unge på en borg. Her lærer de at styre deres magiske kræfter, før de selv tilslutter sig magteliten, som Mørkeherren vil nedbryde. 

Blandt eleverne er Nynaeve (Zoë Robins). Hun opdager i sin nysgerrighed, at selv de gode drives af egne ambitioner på bekostning af fællesskabet. 

Hun er en af fem begavede unge, som Rosamund Pikes hovedperson Moiraine samlede i første sæson. Blandt dem skulle Moiraine finde en særligt udvalgt til at nedkæmpe Mørkeherren. 

Sidst vi så dem, blev de adskilt, og i anden sæson har de hver deres fortælling. De stikker i alle mulige retninger og bliver til en kringlet, usammenhængende beretning. 

Seriens computergenererede monstre er mest effektive i mørket. Som i en scene, hvor Moirane forfølges ved nattetid af skygger og lyde af væsner, hun ikke helt får øje på. 

Heldigvis kommer kammeraten og krigeren Lan (Daniel Henney) hende til undsætning, da hun omringes af Mørkeherrens bestialske håndlangere. 

Rosamund Pike er en fremragende skuespiller og blev Oscar-nomineret for præstationen i David Finchers Kvinden der forsvandt. 

Men hendes talent kommer ikke i spil i The Wheel of Time, hvor præstationer fra samtlige skuespillere strækker sig fra intetsigende til karikeret med udspilede øjne, grimasser og påtaget hviskende stemmer. 

Belejligt er magien anvendelig i næsten hvilken som helst situation. Det gør persongalleriets udfordringer mindre spændende, for de skal blot vifte med hånden, så flyder der grøn, glitrende røg rundt om dem og vupti: De har renset beskidt vand, afsløret skelsættende begivenheder fra fortiden eller afvæbnet en fjende efter behov. 

Det bliver ikke bedre i kostumeafdelingen, som i bedste fald er et sammensurium af middelalderdragter, futuristisk minimalisme og folkedragter fra alle verdens hjørner. Andre bærer plastiksmykker og mønstre, der ligner gardinestof fra Ikea og er besynderligt rene for et univers inspireret af middelalderen. 

Visuelt fremstår serien mere som en fastelavnsfest eller et rollespil. 

Første sæson blev sammenlignet med netop rollespil i Ekko, og det samme gælder fortsættelsen. Det er garanteret sjovt at deltage, men ikke medrivende at se på. 

Stilforvirringen er særligt frustrerende, fordi man indimellem aner godt håndværk, som desværre bliver overskygget. 

En del af handlingen foregår på borgens halvmørke bibliotek. Det er som taget ud af nederlandske renæssancemalerier med stilleben, vanitassymboler såsom kranier oven på bøger og et nøje kurateret rod af stearinlys, papir og fjerpenne. 

Men murværket i resten af borgen består øjensynligt af pap, mens dens indiske søjler er badet i lys, selv om rummet de står i er henlagt i mørke. 

Er man skeptiker af genren, forestiller man sig en tjekliste med monstre, magi og sværd, som fantasy-serier og film skal opfylde på bekostning af filmisk kvalitet. 

Det er en uretfærdig fordom, hvis man tænker på Game of Thrones eller Peter Jacksons højt elskede Ringenes herre-trilogi. Man kunne også fremhæve Guillermo del Toros Pans labyrint. 

Man skal altså ikke skue hunden på hårene, men The Wheel of Time kommer ikke på listen sammen med nævnte genreklassikere.