The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes

Bogserien The Hunger Games formåede at gribe læserne mere end nogen anden young adult-serie, og filmatiseringerne med Jennifer Lawrence blev langt mere vellykkede ungdomsfilm, end nogen turde håbe på.

Det brutale dødspil, hvor underklassens børn i det fiktive land Panem skal myrde hinanden i en ondsindet arena som underholdning for overklassen, er måske ikke subtil kapitalismekritik.

Men The Hunger Games viste sig at gemme på en sofistikeret historie om politisk performance. Om det omfattende skuespil, magthaverne må opføre for at holde på magten. Og om de mange løgne, der må fortælles for at realisere en revolution.

Derfor er det helt i universets ånd, at The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes nu springer 60 år tilbage i tiden og fortæller historien om, hvordan den oprindelige series tyranniske Præsident Snow blev, som vi kender ham.

Den unge Snow (Tom Blyth) bor i hovedstaden The Capitol og forsøger at forsørge sin familie, som er blevet ramt af fattigdom efter oprørskrigen ti år tidligere.

Som en del af overklassen får han mulighed for at klatre op ad den sociale rangstige, da de nyligt etablerede Hunger Games lader unge studerende agere mentorer for de stakkels gladiatorer. Med andre ord: De riges børn skal lære de fattiges børn at dræbe hinanden, så de riges børn kan blive endnu rigere.

Men undervejs forelsker Snow sig i sin smukke og velsyngende gladiatorkriger Lucy Gray (Rachel Zegler).

Overraskende nok føles det tiltrængt igen at dykke ned i Panems episke og dybt deprimerende univers.

Fortidsudgaven af Panem er fyldt med opstyltet 1960’er-æstetik, men samtidig befolket af flyvedroner og kompliceret genteknologi. Præcis så modsætningsfyldt som en fortidsdystopi skal være.

Især Rachel Zeglers mange sangindslag i blues- og country-stil gør landets historie levende og forbinder den til virkelighedens protestsangere.

Zeglers Lucy Gray som spejling af Jennifer Lawrences Katniss Everdeen fra de tidligere film fungerer glimrende, og Zegler tilfører sin helt mere karisma og uforudsigelighed, end Katniss nogensinde havde.

En af de stærkeste tråde i filmen er romancen mellem Snow og Lucy Gray. Zeglers diffuse spil tvinger publikum og Snow til konstant at tvivle på, om hun virkelig er forelsket, eller om hun bare – ganske forståeligt – bruger ham som sin eneste chance for overlevelse.

Ligesom de oprindelige film er der masser af bitter skønhed imellem brutaliteten og hormonerne. Især skal hængningstræet i Distrikt Tolv fremhæves. Her flyver sladredrosler over trækronen og gentager de henrettedes råb på mor, længe efter de er lagt i graven.

Desværre er The Ballad of Songbirds and Snakes ligesom mange andre prequal-film frustrerende uinteresseret i at udvide det fascinerende univers. Frem for at udforske de elleve andre distrikter befinder vi os kun i hovedstaden og Distrikt Tolv.

Værst af alt fejler filmen i sin primære mission: At pege den ungdomsromantiske, empatiske linse imod overklassen og forståeliggøre de blodsudgydelser, vi hidtil kun har set fra ofrenes side.

The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes tilbyder aldrig en bedre forklaring på de riges umættelige blodtørst end den førnævnte oprørskrig, som kortvarigt gjorde tilværelsen farlig i hovedstaden.

Alle autoritetspersoner i hovedstaden er grotesk onde. Godt nok er det underholdende at se Viola Davis gå all in som spillelederen Gaul, der vil ”kaste en regnbue af ødelæggelse” over de fattige kæmpende. Men det skaber ikke megen indsigt i undertrykkernes motivation.

Tom Blyth er overbevisende som en ung udgave af den mystiske Snow, vi lærte at kende i Donald Sutherlands opslugende skikkelse.

Men ligesom Sutherland gør Blythe aldrig noget for at lukke publikum ind i det plagede sind. Og det er der altså brug for, hvis vi skal kære os om en mand, som igennem fire film har slagtet adskillige børn med et smil på læben.

I princippet er det fint at lade monstre være monstre i så hårdkogt et univers som The Hunger Games. Men uden sjæl bag krybdyrøjnene kommer det tæt på tre timer lange karakterstudie til føles næsten lige så meningsløst som dødsspillet selv.