Serieanmeldelse
02. apr. 2026
Daredevil: Born Again – sæson 2

Charlie Cox er træfsikker som superhelten Daredevil, der uddeler blodige øretæver, mens han kæmper en indre kamp med sin katolske overbevisning om, at man skal tilgive skurkene deres synder.

Foto | Giovanni Rufino

Daredevil: Born Again – sæson 2

Med politisk bid og stærke præstationer af Charlie Cox og Vincent D’Onofrio løfter Daredevil: Born Again sig over det overfladisk allegoriske i superhelteformatet.

Af Anders Vedby Jørgensen

Lige fra begyndelsen har superheltetegneserier berørt det politiske. I slutningen af 1930’erne kæmpede Superman mod social uretfærdighed, Captain America tævede nazister under krigen, og i 1980’erne optrådte alternative versioner af Ronald Reagan og Richard Nixon i de kanoniserede værker The Dark Knight Returns og Watchmen.

Den nye sæson af Daredevil: Born Again fører traditionen videre med paralleller til den aktuelle politiske splittelse i USA.

Serien er Disneys egen fortsættelse af Netflix-serien Daredevil, der kørte over tre sæsoner (2015-18). Titlen er taget fra Frank Miller og David Mazzucchellis fremragende tegneserie af samme navn, selv om dennes historie om helten, der rammer bunden mentalt, allerede blev løst genfortalt i Netflix-seriens sidste sæson.

I serien Born Again ændrer trusselsbilledet sig ved, at den blinde advokat og selvtægtsmand Matt Murdock/Daredevil nu ikke kun skal kæmpe mod den kriminelle underverden, men også mod de folkevalgte.

Hans nemesis Wilson Fisk, der som forbryderboss går under navnet The Kingpin, er nemlig blevet udnævnt til New Yorks borgmester og indvarsler en ny æra af ”lov og orden” i kampen mod maskerede selvtægtsmænd. Embedet bruges til personlig berigelse, og politiske modstandere kaldes rask væk terrorister og smides i bure uden rettergang af en speciel politienhed, der tager imod ordrer direkte fra borgmesteren.

Daredevil bliver derfor et symbol på ulydighed og modstand, mens han forsøger at afsløre, hvordan Kingpin ingenlunde er reformeret, men blot bruger sin nye status som skalkeskjul for lyssky foretagender.

Med et så skarpt optegnet setup kunne serien nemt blive flad og moraliserende. Men skuespillet holder det vanlige høje niveau og løfter affæren op over det overfladisk allegoriske.

Særligt Vincent D’Onofrio brillerer i skurkerollen som den kæmpe, skaldede, hvidklædte Wilson Fisk, der mest af alt hungrer efter kærlighed. Hvad enten det er fra den kølige hustru og forbrydepartner Vanessa (Ayelet Zurer) eller byens samlede befolkning.

Som alle tyranner plages han af det universelle problem, at de ikke tåler latterliggørelse. D’Onofrio er fysisk imposant i rollen og veksler ubesværet mellem kalkuleret knurren og afstumpet raseri. Han rammer den vanskelige balance i at spille stort uden at overspille.

Charlie Cox er som altid træfsikker som superhelten Daredevil, der uddeler blodige øretæver, mens han kæmper en indre kamp med sin katolske overbevisning om at tilgive fortidens skurke deres synder. Karakteren har altid indtaget en interessant tvetydig position som udøver af retfærdighed både inden for og uden for systemet.

Også i den nye sæson foregår kampen mod Fisk og hans lakajer såvel på gaderne som i retsbygningen. Spørgsmålet om selvtægtsmandens moralske habitus har altid luret lige under overfladen, men tesen er stadig, at den selvbestaltede voldsudøvelse har sin berettigelse, når blot den tjener til at genoprette balancen i det retslige system.

Persongalleriet er stort, og undervejs dukker der flere velkendte ansigter op fra tidligere sæsoner samt andre serier i Marvels univers. De mest interessante biroller er dog ikke superpersonerne, men folkene i og omkring det politiske apparat.

Michael Gandolfini (søn af James Gandolfini fra The Sopranos) giver en afrundet og sympatisk præstation som ung spindoktor med ”grind”- og ”hustle”-plakater hængende på sit kontor. Han er lun på den uafhængige journalist BB Urich (Genneya Walton), hvis videoreportager fra New Yorks gader nu indgår i Fisk-administrationens propaganda-apparat.

Grebet med indklipning af mediekommentering kan også spores tilbage til førnævnte The Dark Knight Returns, hvor superheltenes moral og psykologi løbende bliver diskuteret af tv-værter og eksperter. I Daredevil: Born Again bruges teknikken til at tage pulsen på storbyen, der selv indtager en hovedrolle som stedet, der føder skurke og helte i evig kamp.

Titel:
Daredevil: Born Again

Sæson:
2

Land:
USA

År:
2026

Instruktør:
Justin Benson, Aaron Moorhead, Angela Barnes, Iain B. MacDonald, Solvan Naim

Manuskript:
Matt Corman, Chris Ord, Dario Scardapane, Devon Kliger, Jesse Wigutow, Heather Bellson, Chantelle Wells

Medvirkende:
Charlie Cox, Vincent D’Onofrio, Deborah Ann Woll, Genneya Walton, Ayelet Zurer, Michael Gandolfini

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 50 minutters varighed

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
25. marts på Disney+

Relevante artikler

Tv-anmeldelse
08. maj 2015
Daredevil

Daredevil

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
12. juli 2026
Klovn – sæson 11

Klovn – sæson 11

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro