Daredevil: Born Again – sæson 2

Lige fra begyndelsen har superheltetegneserier berørt det politiske. I slutningen af 1930’erne kæmpede Superman mod social uretfærdighed, Captain America tævede nazister under krigen, og i 1980’erne optrådte alternative versioner af Ronald Reagan og Richard Nixon i de kanoniserede værker The Dark Knight Returns og Watchmen.

Den nye sæson af Daredevil: Born Again fører traditionen videre med paralleller til den aktuelle politiske splittelse i USA.

Serien er Disneys egen fortsættelse af Netflix-serien Daredevil, der kørte over tre sæsoner (2015-18). Titlen er taget fra Frank Miller og David Mazzucchellis fremragende tegneserie af samme navn, selv om dennes historie om helten, der rammer bunden mentalt, allerede blev løst genfortalt i Netflix-seriens sidste sæson.

I serien Born Again ændrer trusselsbilledet sig ved, at den blinde advokat og selvtægtsmand Matt Murdock/Daredevil nu ikke kun skal kæmpe mod den kriminelle underverden, men også mod de folkevalgte.

Hans nemesis Wilson Fisk, der som forbryderboss går under navnet The Kingpin, er nemlig blevet udnævnt til New Yorks borgmester og indvarsler en ny æra af ”lov og orden” i kampen mod maskerede selvtægtsmænd. Embedet bruges til personlig berigelse, og politiske modstandere kaldes rask væk terrorister og smides i bure uden rettergang af en speciel politienhed, der tager imod ordrer direkte fra borgmesteren.

Daredevil bliver derfor et symbol på ulydighed og modstand, mens han forsøger at afsløre, hvordan Kingpin ingenlunde er reformeret, men blot bruger sin nye status som skalkeskjul for lyssky foretagender.

Med et så skarpt optegnet setup kunne serien nemt blive flad og moraliserende. Men skuespillet holder det vanlige høje niveau og løfter affæren op over det overfladisk allegoriske.

Særligt Vincent D’Onofrio brillerer i skurkerollen som den kæmpe, skaldede, hvidklædte Wilson Fisk, der mest af alt hungrer efter kærlighed. Hvad enten det er fra den kølige hustru og forbrydepartner Vanessa (Ayelet Zurer) eller byens samlede befolkning.

Som alle tyranner plages han af det universelle problem, at de ikke tåler latterliggørelse. D’Onofrio er fysisk imposant i rollen og veksler ubesværet mellem kalkuleret knurren og afstumpet raseri. Han rammer den vanskelige balance i at spille stort uden at overspille.

Charlie Cox er som altid træfsikker som superhelten Daredevil, der uddeler blodige øretæver, mens han kæmper en indre kamp med sin katolske overbevisning om at tilgive fortidens skurke deres synder. Karakteren har altid indtaget en interessant tvetydig position som udøver af retfærdighed både inden for og uden for systemet.

Også i den nye sæson foregår kampen mod Fisk og hans lakajer såvel på gaderne som i retsbygningen. Spørgsmålet om selvtægtsmandens moralske habitus har altid luret lige under overfladen, men tesen er stadig, at den selvbestaltede voldsudøvelse har sin berettigelse, når blot den tjener til at genoprette balancen i det retslige system.

Persongalleriet er stort, og undervejs dukker der flere velkendte ansigter op fra tidligere sæsoner samt andre serier i Marvels univers. De mest interessante biroller er dog ikke superpersonerne, men folkene i og omkring det politiske apparat.

Michael Gandolfini (søn af James Gandolfini fra The Sopranos) giver en afrundet og sympatisk præstation som ung spindoktor med ”grind”- og ”hustle”-plakater hængende på sit kontor. Han er lun på den uafhængige journalist BB Urich (Genneya Walton), hvis videoreportager fra New Yorks gader nu indgår i Fisk-administrationens propaganda-apparat.

Grebet med indklipning af mediekommentering kan også spores tilbage til førnævnte The Dark Knight Returns, hvor superheltenes moral og psykologi løbende bliver diskuteret af tv-værter og eksperter. I Daredevil: Born Again bruges teknikken til at tage pulsen på storbyen, der selv indtager en hovedrolle som stedet, der føder skurke og helte i evig kamp.