The Franchise

Daniel går med hastige skridt rundt bag kulisserne i filmstudiet under optagelserne til en superheltefilm. 

Han er stresset og har dårligt tid at svare kostumeafdelingen, kameramænd og andre filmfolk, der forstyrrer ham med alverdens spørgsmål. Med blikket rettet stift fremad og uden at sænke farten svarer han ikke desto mindre selvsikkert, som var det ham, der sad i instruktørstolen. 

I virkeligheden er han assisterende instruktør. Men med årelange erfaringer i branchen enten løser eller ignorerer han udfordringer bag kulisserne, mens instruktøren Eric tager æren for det. 

Imidlertid har filmselskabet ikke meget tilovers for samlebåndsproduktionen af franchise-film. Den præges af besparelser, product placement og biroller til fallerede skuespillere. 

Daniel allierer sig derfor med ekskæresten og produceren Anita (Aya Cash) og sin egen assistent Dag (Lolly Adefope) i håb om at kunne levere et produkt, som de kan være stolte af. 

Det lægger op til både forviklinger og misforståelser, der sammen med seriens satiriske behandling af filmbranchen er en guldgrube for morsomheder. 

Serien udspiller sig som en arbejdspladsbaseret komedie a la The Office, men spiller også på Hollywoods tradition for at hylde sig selv på film. Tænk blot på Singin’ in the Rain og La La Land, der inviterer publikum med om bag kulisserne. 

Persongalleriet optræder således med spandevis af kvikke kommentarer om branchen, men de er indimellem også ved at overskygge hinanden. 

Ikke desto mindre er de gentagne bemærkninger om Martin Scorseses hetz mod uoriginale og kommercielle franchise-film supersjove. 

Himesh Patel er fremragende som Daniel, og seeren er altid med ham – også når han træffer ufine beslutninger. 

Det er et klogt valg at gøre ham til en mere identificerbar end sjov karakter. Han er trods alt omgivet af komiske medspillere i mindre roller fra Jessica Hynes (Shaun of the Dead) til komikeren Nick Kroll. 

Ingen ringere end Oscar-vinderen Sam Mendes er seriens medforfatter og instruktør. Han er kendt for kunstneriske prestigefilm som American Beauty og 1917, men har også instrueret Bond-filmene Skyfall og Spectre. De sidstnævnte er en tydelig inspirationskilde til The Franchise, selv om han for god ordens skyld forklæder det med et genreskift til superheltefilmen. 

Ligesom en gravko af mærket CAT pludselig optræder i jagtscenen i begyndelsen af Skyfall, er kravet fra filmselskabet om product placement af en kinesisk gravko omdrejningspunkt for et af afsnittene. 

Enhver udfordring og forvikling når at blive forløst eller få katastrofale følger inden for afsnittets 30 minutter. Til sidst optræder de medvirkende på skift i et komisk, fiktivt presseklip ved siden af rulleteksterne. 

Særligt sjovt er det, når Richard E. Grants feterede skuespiller Peter irettesætter en journalist under et interview. Han insisterer på at tale om noget andet, og så må de selv finde ud af, om optagelserne kan bruges. 

Hvad der i virkeligheden foregår backstage, er immervæk filtreret gennem kameralinsen og krydret med lidt stjernestøv og filmmagi. 

Kulisserne er badet i lilla neonlys og omgivet af udstyr, kaffeboder og halvtomme buffeter. De befolkes af skuespillere iført spraglede kostumer, studiechefer med nedknappede, men nystrøgne skjorter og stressede filmfolk med lange arbejdsdage, der prøver at få enderne til at mødes. 

Labyrintiske studiegange prydet med filmplakater leder til rodede kontorer med tomme kaffebægere fra Starbucks og stakke af gamle, ulæste manuskripter. 

Filmbranchen er med andre ord uden glamour i The Franchise, hvor Sam Mendes kærligt spidder det Hollywood, han selv er en del af.