The Chair Company

Hvem kender ikke den frustrerende følelse af forgæves at prøve at nå igennem til kundeservice? Navigationen gennem begravede kontaktoplysninger, ubesvarede mails, uendelige telefonkøer og chatsamtaler med nogen, der måske ikke er et menneske.

I komedie-thriller-serien The Chair Company tages den følelse til nye højder. Tim Robinson spiller Ron, en nervøs projektleder i spidsen for byggeriet af et nyt indkøbscenter.

Efter en ydmygende hændelse med en kontorstol forsøger han med Larry David-agtig stædighed at kontakte møbelfirmaet Tecca for at komme til bunds i sagen. Men det viser sig at være nemmere sagt end gjort.

Snart kommer han ud på en gakket odyssé, som gradvist afslører konturerne af en absurd sammensværgelse. Alt sammen mens han stadig skal passe balancen mellem sit arbejds- og familieliv.

Serien er skabt af Tim Robinson sammen med kompagnonen Zach Kanin. De har før stået bag sitcom’en Detroiters og sketch-komedieserien I Think You Should Leave with Tim Robinson.

Denne gang er tonen dog mere dramatisk og fortællingen mindre episodisk. Netop den mere alvorlige stil klæder Tim Robinsons komik. I stedet for at høste grinene på opskruede situationer og råberi er det den vanvittige verden omkring Ron, der fremprovokerer hans akavede og skingre respons, i takt med at frustrationerne stiger.

Robinson veksler i sin præstation mellem varm familiefar og paranoid amatørdetektiv, og han ligner det meste af tiden én, der er lige på grænsen til at gå op i limningen. Det er den lille mands febrilske kamp mod fjendtlige og uigennemtrængelige omgivelser. Et perfekt billede på slet undertrykt vrede i et samfund, hvor man ikke længere kan få fat i nogen, når man vil klage.

Den monomaniske jagt på det fordækte møbelfirma udmunder i et kafkask virvar af trusselsopkald, forladte adresser og falske bestyrelsesmedlemmer. Det labyrintiske detektivplot er lige så kompliceret som Coen-brødrenes The Big Lebowski, og det afvikles med en urolig energi, der minder om Paul Thomas Andersons Punch-Drunk Love.

Samtidig er det en arbejdspladssatire, hvor de kvældende kontorlandskaber og uretfærdige HR-undersøgelser er med til at prikke til hovedpersonens i forvejen hårdtprøvede retfærdighedssans. Vi finder endda ud af, at han kun er vendt tilbage til firmaet, fordi hans egne iværksættedrømme er gået i vasken.

Serien er instrueret med en sikker sans for timing, og efterforskningen udfolder sig med en hæsblæsende uforudsigelighed. Man ved aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet, og humoren er både fysisk opfindsom og til tider overraskende eksistentiel. Der er nu engang noget urovækkende over tomme mødelokaler fyldt med ubrugte kontorstole.

Det hele krydres med små, akavede optrin, der kører efter deres egen surrealistiske logik. Der skal tørres sæbevand ud af håret med et A4-ark, og opkastet på gulvet dækkes til med fødselsdagslagkagen, for så kan man jo ikke længere se det.

Der er også flere mindeværdige bipersoner. For eksempel den mafioso-agtige Mike (Joseph Tudisco), der bor i en lejlighed med tynde vægge, hvor det konstant lyder, som om naboerne er ved at slå hinanden ihjel. Eller manden, der har et hul i pandeskallen og bliver ved med at dyppe sit ærme i en skål suppe.

Handlingen er med vilje rodet, men bliver aldrig usammenhængende. Det kan først og fremmest tilskrives manuskriptet, som er grundigt gennemarbejdet. Mange sidebemærkninger og rekvisitter tages op igen i en senere kontekst, og hovedplottet suppleres med en konstant forsyning af skæve baggrundsdetaljer. Samtidig går det så stærkt, at ingen af joksene når at miste brodden.

Rons mission er måske nok en storm i et glas vand, men som en af hans allierede siger: Det er det rette at gøre.