Biografanmeldelse
02. aug. 2023
Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem

De fire muterede skildpadder er skabt som typiske generation Z-teenagere, men når det virkelig gælder, er de klar til kamp.

Foto | Nickeloden Animation Studios

Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem

Animationskomedie giver de kampdygtige krybdyr en æstetisk overhaling, som vil gøre andre tegneseriefigurer grønne af misundelse.

Af Frederik Hoff

Teenage Mutant Ninja Turtles har, siden de kom til verden i en tegneserie i 1984, været de mest elskede, specialiserede smådyr i den tegnede verden. Også selv om vi var nogle stykker, der var mere til Motormus fra Mars, når der skulle ses højkonceptuelt børneanimation i 90’erne og 00’erne.

De blev skabt som en parodi på superhelte- og martial arts-genren. I folkemunde har de altid bare heddet Ninja Turtles, for mutant- og teenage-aspektet har altid været mindre vigtig end kampsporten.

Men i Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem springer krybdyrhormonerne endelig ud i fuldt flor, og filmen dykker dybere ned i vilkårene for en mutant i 2023.

Det hjertelige manuskript er skrevet af blandt andre Seth Rogen. Her er de fire muterede skildpadder Leonardo, Rafael, Donatello og Michelangelo, der er opkaldt efter italienske renæssancekunstnere, alle skabt som typiske generation Z-teenagere.

De er konstant på sociale medier. De elsker anime, og især deres sprogbrug – inklusive den evindelige brug af ordet ”bro”får dem til at virke som helt almindelige unge, der kæmper med kærligheden og er usikre på en meget menneskelig måde.

Skildpaddernes adoptivfar, rotten Mester Splinter, er forståeligt nok bange for mennesker, som altid har ønsket ham død. Derfor må de ellers kamptrænede krybdyr ikke forlade deres slimede bolig i New Yorks kloaker.

Men da Leonardo forelsker sig i menneskepigen April O’Neill, og de sammen opdager mutanten Superflys skumle planer, bliver de nødt til at begive sig ud i New Yorks mutantfjendtlige gader for at redde de hadefulde mennesker.

O’Neil i sit altid stramme, gule tøj er en af de mest feticherede tegneseriefigurer, der findes. I tegneserien og andre inkarnationer er hun som regel en voksen journalist, men her er hun gjort til teenagepige fra skolebladet.

Derfor er det en lettelse, at vi nu får en helt ny April, der ikke er den mindste smule seksualiseret. Hun er en klodset, men viljestærk og begavet ung kvinde med brunlig hud og en lille smule mave.

Og Leonardo synes, hun er det smukkeste menneske, han nogensinde har set. Ligesom det skal være.

April hader sin high school, hvor hun bliver kaldt ”bræk-pigen”. Men for skildpadderne lyder lidt mobning som en billig pris for en normal ungdom. Et rammende billede på, hvordan selv pubertetens spilleregler er formet af klasseskel.

Instruktør Jeff Rowe er sluppet afsted med en hjertevarm, uskyldig og afbalanceret historie om fordomme og det had, der nemt kan blomstre ud af lang tids undertrykkelse.

Ligesom i X-Men-universet er spørgsmålet, om man som mutant skal gemme sig for menneskene – som Splinter og Professor X gør. Eller om man skal gå til angreb på dem som Superfly og Magneto.

Et evigt aktuelt tema.

Dog er det åbenlyst mere humoren og æstetikken i Turtle-universet, der har gjort Jeff Rowe og Seth Rogen interesseret i projektet.

Filmen er spækket med hurtige popkulturelle vittigheder. Desværre så mange, at man kun kan opfange halvdelen af dem, fordi skildpadderne har det med at råbe i munden på hinanden!

De meget internt amerikanske replikker er en svær opgave for de danske stemmer, der lige nøjagtigt hænger på. Med undtagelse af Rasmus Hammerich, der som Superfly har fået den utaknemmelige opgave at gøre det ud for rapperen Ice Cube.

Han gør sit bedste, men ”Yo” lyder bare kikset, og han har ikke en chance, når han skal sige, at noget er ”bomben” (altså en fordanskning af ”the bomb”).

Til gengæld er der ikke en finger at sætte på æstetikken. Den lyser af kærlighed til de oprindelige tegneserier. Især i de Hong Kong-inspirerede, men ufarlige kampsekvenser, som mutanterne altid har været leveringsdygtige i.

I baggrunden ligger der konstant et glat lag af vintage-hiphop- og R’n’B-musik, som giver hele filmen en behageligt støvet fornemmelse.

CG-animationen leder tankerne hen på den lovpriste Spider-Man: Into the Spider-Verse. Den er skæv, todimensionel stop motion-agtig – taktil, grim og lækker på samme tid, og det er en fornøjelse at se skildpadderne i en så original og alligevel så loyal fortolkning.

Motormus fra Mars må være grønne af misundelse over den æstetiske overhaling, ninjaerne har fået.

Titel:
Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Jeff Rowe

Manuskript:
Seth Rogen, Evan Goldberg, Jeff Rowe, Dan Hernandez, Benji Samit

Medvirkende:
Sylvester Nye, Nikolaj Morild Marckmann, Sigurd Philip Dalgas, Adam Eiberg Kastaniegaard, Lars Ranthe, Rasmus Hammerich

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt børn fra 11 år

Premiere:
3. august

Relevante artikler

Streaminganmeldelse
17. aug. 2020
An American Pickle

An American Pickle

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. dec. 2025
Zootropolis 2

Zootropolis 2

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
Ingen kære mor

Ingen kære mor

Biografanmeldelse
05. nov. 2025
Musenes jul

Musenes jul

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten