An American Pickle

I USA er der udpræget både jødisk nostalgi og jødisk ironi.

Det første kender hele verden fra den folkekære amerikanske musical Spillemand på en tagryg.

Den handler om liv og flugt i 1900-tallets jødisk-slaviske landsby – shtetl – med jiddisch tale, jødisk folklore, Kretzschmermusik og kærligt lune, indtil den fæle pogrom anført af kristne kosakker sender de overlevende til Amerika.

Den jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth kaldte musicalen for ”shtetl kitsch”.

Lige præcis Roth er sammen med andre jødiske amerikanske kunstnere – Woody Allen, brødrene Coen og Jerry Seinfeld – eksempler på syrlig ironi om jødedom som andet end elegiske violiner og den klagende klarinet, mens alle overholder sabbatten med rituelle måltider inden for murene.

Hvad blev der i øvrigt af den smukke drøm om menneskeligt sammenhold og almen samhørighed fra dengang i Rusland og især tiden efter holocaust?

Alle disse træk er i den grad med i HBO-filmen An American Pickle.

Herschel og Sara Greenbaum emigrerer efter kosakoverfald i 1919 fra deres østeuropæiske hjem til newyorker-bydelen Brooklyn. Deres amerikanske drøm er rørende beskeden: et eget gravsted og vand med bobler.

I yderste fattigdom og i en virksomhed, som sylter agurker – en kendt spise i alle slaviske lande – falder Herschel ned i saltlagen.

Mirakuløst overlever han i præserveret tilstand, således at han 100 år efter – i vores nutid – kan hentes op af lagen så god som ny.

Det vil sige klædt i bondsk tøj, kasket med kort skygge og fuldskæg som borger for en rettroende jøde med alt, hvad dette indebærer af dit og dat.

Herschel bliver så hentet af sit tipoldebarn, Ben, der er en computernørd og noget af en taber. Men Ben er lige ved at få sit store gennembrud med en app, der kan fortælle om det, du spiser eller køber, er etisk og politisk korrekt!

Alt dette forkludrer Herschel, fordi han stadig er jaget af kosakker og drømmen om en pæn gravsten.

Så de to slægtninge bliver snart hinandens fjender. Begge styret fra hvert sit århundrede af den ærkejødiske drøm om partout at blive velhavende og succesfuld i Guds eget land.

Og det kan koste meget dyrt at kritisere kristendommen, erfarer vi.

An American Pickle er en satirisk og jødisk fabel, som kræver en del kendskab til den moderne jødisk-amerikanske kultur. Men har man det, er filmen spøjs, sjov og parodisk rammende.

På halvanden times tid uden romancer eller ramasjang leverer filmen intelligent og sofistikeret underholdning, som langer ud mod tidens trends.

Fra hipsterkulturens langskæggede hang til det åh så oprindelige og ægte, den emsige og entreprenante krænkelseskultur, Twitter som den nye retoriske (af)magt i et demokratisk samfund og Trump som de sociale mediers stortrold.

Jødedommen har naturligvis også sine lig i lasten af mandschauvinisme, intolerance, bigotteri og fordomme om andre mennesker.

Man skal helt tilbage til Coen-brødrenes A Serious Man fra 2009 for at finde en så veloplagt kærlig, men også kritisk og hudflettende udlevering af jødisk selvforståelse i USA.

Seth Rogen, der både spiller den metusalemgamle Herschel og den mislykkede ungersvend Ben, er smittende veloplagt, hvad enten det gælder tyk jiddisch-amerikansk accent eller at være senmoderne slave af sin computer.

I en lille rolle som hustruen Sarah ses Sarah Snook, som mange vil genkende som Brian Cox’ trodsige datter i kultserien Succession.

Instruktøren Brandon Trost har fermt og frisk iscenesat løjerne, som ikke er kosher, men komiske. Desværre kommer der mod slutningen for meget sirup i satiren og plaster på fodsåret efter dansen omkring guldkalven.