Familien Mitchell mod maskinerne

Det er et uomtvisteligt kvalitetsstempel, når ens første tanke efter at have set en film er: Den vil jeg se igen! 

Og det betyder ikke, at det er svært at følge med i den animerede familie- og dommedagskomedie Familien Mitchell mod maskinerne, der i sidste uge landede på Netflix efter at have sprunget biografleddet over. 

Nærmest tværtimod. 

Den opbyggelige historie om en kropumulig far og en flyvefærdig datter, der skal nærme sig hinanden, inden universitetslivet slår en kile mellem dem, er en gammel traver. Og filmens tech-satire er sjældent så skarp, at man skærer sig på den. 

Men hold dog op, hvor er her meget at komme efter. 

For hver en vittighed, man griner højlydt af, er der tre fnis i vente, hvis man pauser og spoler tilbage for at se, hvad animatorerne har smuglet ind i baggrunden. 

Michael Rianda og Jeff Rowes speedjokende animationsdebut er så hurtigt og vittigt klippet, at det nærmest føles som endnu en punchline, at filmen på Netflix indledes med en epilepsi-advarsel. 

Ankeret i fortællingen er den umage Mitchell-familie, der er lige akkurat så akavet og aparte, at de er lette at spejle sig i. 

Datteren Katie har lavet små, skæve komedier, siden hun var gammel nok til at holde et kamera. Lillebror Aaron er dino-besat, moren Linda cyberstalker den Instagram-perfekte nabofamilie, og far Rick er en handyman, der er skeptisk over for teknik, der ikke kan repareres med en flad skruetrækker. 

Katies forældre har aldrig forstået hendes filmbegejstring, og nu hvor hun er blevet optaget på drømmefilmskolen i Californien, øjner Rick en sidste chance for at blive klog på datteren ved at tvinge hende på en familiekøretur hele vejen fra døsige Michigan. 

Men knap nok er familien kommet ud på Route 66, før hele menneskeheden tages til fange af en ny generation af superrobotter anført af den kunstigt intelligente smartphone PAL. Hele menneskeheden på nær Mitchell-familien, som derfor er de eneste, der kan redde verden! 

Familien Mitchell mod maskinerne låner med arme og ben. Familiedynamikken føles som De utrolige, sci-fi-æstetikken leder tankerne over på WALL-E, og Katies metabevidste fortællerstemme er den mest morsomme i en animationsfilm siden Kejserens nye flip. 

Men filmens måske mest åbenlyse forbillede er snarere animationsfilm af makkerparret Phil Lord og Christopher Miller, som har produceret Familien Mitchell mod maskinerne. 

Filmen bruger den samme hyperhektiske måde at fortælle vittigheder på som i Cloudy With a Chance of Meatballs og The Lego Movie. Og den arbejder videre med de animationsteknikker, der blev udviklet til Spider-Man: Into the Spider-Verse, hvor bløde, håndtegnede kanter giver computeranimationens rene linjer og bastante teksturer et indbydende, menneskeligt præg. 

Instruktørerne Jeff Rowe og Mike Rianda er bedst kendt for den populære animationsserie Gravity Falls. Deres sans for visuel komik er uforlignelig, men det er deres forståelse for og kærlighed til den dysfunktionelle familie i robotapokalypsens midte, der får animationsfilmen til at ligne en klassiker. 

Mike Rianda har udtalt, at familien i filmen er en hyldest til hans egen, ligesom da Matt Groening opkaldte Simpsons-familien efter sin egen familie. Det er rørende, men det bliver også næsten for meget af det gode, når filmens rulletekster akkompagneres af barndomsbilleder af alle medvirkende. 

Stemmeskuespillerne er dygtige komikere som Danny McBride, Maya Rudolph og Fred Armisen – og Olivia Colman som den herligt kyniske og smålige skurk PAL – og de matcher den vilde energi, der ligger i billederne. 

Scenerne springer fra en vittighed og videre til den næste. Komikken spænder over alt fra filmreferencer til YouTube-videoer og Snapchat-kruseduller. 

Det giver et overgearet visuelt udtryk, som er nyskabende i en animationsfilm for hele familien, men samtidig letforståeligt for alle, der er vant til at kommunikere i reaktions-gif’er. 

Familien Mitchell mod maskinerne er et interessant skridt for den amerikanske animationsindustri, der er ved at vriste sig fri af Disney og Pixars generationslange kvalitetsmonopol.