Sygeplejeskolen

”Det er på tide, at vi tænker mere på kvalifikationer og mindre på køn.” 

Det siger en af lægerne i TV 2 Charlies Sygeplejeskolen, der følger den første årgang af mandlige sygeplejestuderende i Danmark. Men seriens ambition om ligestilling ender ironisk nok med at bide sig selv i halen.

Vi er på skolebænken med Morten Hee Andersen (Herrens veje). Han spiller den fattige studerende Erik, der starter som sygeplejestuderende. Morten og de andre mænd på studiet kommer snart til at føle, hvor kontroversielt deres studievalg er. 

Serien viser unge, velfriserede mennesker ryge indendørs og danse swingdans til jazzede melodier fra grammofonen. Så ved vi, at vi befinder os i 1950’ernes Danmark. 

Endnu befærdes kongeriget af tilknappede kvinder med opsat hår og en diskret læbestift. De er ledsaget af mænd med sportsjakker og anderumpe. De betagende kostumer giver indtryk af en regelret guldalder – stilheden før det kommende årtis storm. 

Men på sygeplejeskolens lyse stuegange med hvide gardiner og mintgrønne paneler er en skelsættende kulturkamp allerede i gang. 

Desværre kommer serien til at fremstille det som en kamp mellem køn og klasse i stedet for en kamp for et fælles mål. 

Rigmandsdatteren Anna (Molly Egelind) er en anden af de nye studerende. Men som privilegeret medlem af det bedre borgerskab ser hun det allerede som sin pligt at belære arbejderklassen om retfærdighed. Hun braser således ind på forstanderindens kontor for at redde stakkels Erik fra bortvisning. 

Det er også Anna – ikke hendes mindre bemidlede medstuderende – som siger fra over for mandlige patienters sexchikane. Imens har en af de andre studerende en affære med overlægen for at gøre sine hoser grønne. 

Serien prøver at fremhæve mænds nogle gange oversete rolle i ligestillingens historie. Men med det snævre fokus kommer Sygeplejeskolen uforvarende til at fremstille mænd i offerrollen og kvinder som letsindige. 

Flere gange bryder Erik med institutionens afprøvede rutiner og reglementer, mens han ”mansplainer” pleje og omsorg over for erfarne sygeplejersker, som serien vil have til at fremstå som forstokkede. 

For at imødekomme en patients ønske før en potentielt dødbringende operation bringer hovedpersonen vedkommendes nyfødte søn til sygelejet. Men serien nedtoner, at Erik ret beset kidnapper barnet fra fødegangen. 

Erik har selvfølgelig de bedste intentioner, når han stikker næsen frem og bryder reglerne. Men hans oprør mod tingenes tilstand på de sterile hospitalsgange virker alligevel sølle. 

Intet kostumedrama er fuldendt uden en Shakespeare’sk kærlighedshistorie. 

Kærligheden spirer mellem Erik og Anna, der ligesom Romeo og Julie mødes som to fordømte elskere. Vi skal hige efter at finde ud af, om de mod al sandsynlighed får hinanden til sidst. Men skuespillerne, som ellers gør det glimrende hver for sig, virker akavede i hinandens selskab. Det gør det mildest talt svært at tro på kærligheden mellem dem. 

Instruktør Roni Ezra (9. april) lader desværre heller ikke til at have synderligt megen tiltro til seriens publikum. Aldrig får historien om den første mandlige årgang på sygeplejestudiet lov til at tale for sig selv. 

End ikke den originale idé i seriens andet afsnit, hvor episodeforfatter Anne-Marie Olesen Thinghuus gør op myten om mænds manglende sans for hygiejne, kommer til sin ret. Her drukner pointen i mængden af letkøbte replikker om forgangne kønsnormer.

De midaldrende læger med hornbriller og kridhvide kitler håner jævnligt de studerende for frivilligt at påtage sig traditionelt kvindearbejde. De ryster grinende på hovedet bare ved tanken om at tage en opvask derhjemme. 

Man er ikke i tvivl om, at der ligger noble hensigter bag det æstetisk smukke tilbageblik til en skelsættende periode. Men historiens vingesus svækkes af en ujævn og bagstræberisk kønsfremstilling.