Swan Song

”Inspireret af et virkeligt ikon.” 

Ordene står på lærredet som en ironisk stikpille til ofte spektakulære fortællinger baseret på sande begivenheder. 

Så troner filmens ekstravagante, ædelstensbesatte hovedperson Pat frem på scenen under højlydt applaus. Han er som en diva iført hvid pels og pastelfarvet skjorte samt et kækt, nærmest selvhøjtideligt blik. 

Judy Garland synger The Man That Got Away, mens en noget mindre flamboyant klædt Pat vågner på plejehjemmet uden for lillebyen Sandusky i Ohio. 

Drømmen var et flashback til hans storhedstid som byens dyreste frisør. Dengang var han berømt for at klippe bedsteborgere og kendisser, mens han leverede overdådige optrædener på den lokale homobar Fruit and Nut. 

Nu er der få, der stadig husker ham. 

Men da en af hans rige, tidligere klienter dør med et sidste ønske om, at Pat skal stadse hende op til begravelsen, giver det anledning til at bearbejde smertefulde minder om at være bøsse, før det blev accepteret i provinsen. 

Den farverige, ældre herre frisker sig op til en svanesang som en væsentlig kulturskikkelse. Med alle de glitrende guldsmykker på møder han et samfund, der er meget forandret, siden han sidst oplevede det. 

Udo Kier (Riget) er fremragende som filmens kæderygende, affekterede og forfængelige hovedperson, hvis sammenstød med lokalbefolkningen i Sandusky er hylende morsomme. 

”Ja, hun elsker dem,” siger Pat sarkastisk og tænder en cerut, mens han blinker flirtende med det ene øje, når kioskmedarbejderen spørger, om hans kone stadig ryger den slags. 

Instruktør og forfatter Todd Stephens har dyrket et campagtigt udtryk i komedierne Gypsy 83 og Another Gay Movie. Hans film er båret af en kitsch-humor, der i generationer ikke blot blev brugt til underholdning, men også som kodesprog for homoseksuelle. 

Swan Song er således en hyldest til homokultur, hvis forsvinden instruktøren frygter, fordi bedre rettigheder i mange vestlige lande særligt begunstiger homoseksuelle, der vælger et heteronormativt liv med ægteskaber og børneopdragelse. 

Ligesom utallige udstødte særlinge, der har fundet trøst i det nu udrydningstruede miljø, spørger Pat sig selv, hvorfor ingen kan se ham, mens han sidder for sig selv. 

Han gentager sig selv flere gange undervejs, før spørgsmålet udvikler sig til et overdådigt dansenummer tilsat den svenske popprinsesse Robyns Dancing On My Own. Grænsen mellem den aldrende herres virkelighed, fantasi og erindring udviskes gradvist. 

Pat bearbejdede aldrig smerten over at miste sit livs kærlighed David under aids-krisen. Flashbacks viser deres lykkeligste øjeblikke. Men også kærestens pinefulde dødsleje. 

På vejen møder han sin tidligere protege, Dee Dee (Jennifer Coolidge), der knuste hans hjerte og karriere, da hun åbnede en billigere salon lige over for hans. 

Jennifer Coolidge fortsætter sit comeback med endnu en dramatisk rolle efter hitserien The White Lotus, der hylder hendes fortid som sjov bifigur i komedier som Legally Blonde og American Pie-serien. 

Ligesom i tidligere roller spiller hun en glamourøs, midaldrende kvinde, der har måttet kæmpet imod snævre kønsnormer for at opnå succes. 

Hvor hendes tidligere præstationer var komiske og udstillede den slags kvinder, er Dee Dee en forretningskvinde med ben i næsen. Hun er en værdig konkurrent til filmens hovedperson. 

Det er derfor ærgerligt, at deres konflikt ikke får en mere central plads i fortællingen. 

Swan Song er bedst, når instruktøren urkomisk udstiller kulturkløften mellem provinsbyens heteronormative befolkning og den aldrende frisør. Det er smukt og rørende at se en homoseksuel mands livshistorie med ensomhed og marginalisering.