Stranger Things: Tales from ’85

Hvis man prøver at se den efterhånden nærmest mytiske serieklassiker Stranger Things, som blev lanceret for præcis ti år siden i 2016, sammen med to drenge på knap ti år, kommer der meget tidligt i afsnit ét en scene, der er alt for klam til, at børnene tør se videre.

Rædslen står malet i deres ansigter, da to teenagere lige ud af det blå tungekysser på værelset. Det ér for meget. Og godt det samme. For kort tid efter eksploderer serien i både over- og underjordisk sci-fi-uhygge og grotesk splattervold, som kan hyle selv garvede voksne anmeldere ud af den.

Stranger Things er ikke for børn, og aldersgrænsen er da også helt rimeligt sat til publikummer på seksten år eller mere.

Derfor er den målrettede, børnevenlige animationsversion lavet som en slags Stranger Things-light. Hos producenten Netflix kategoriseres den som blot ”medrivende” og tillige ”nostalgisk”. Og således er den jo egnet for både børn og forældre, så man faktisk kan hygge sig sammen.

Man må sige, at det hele er elegant og vellykket lavet. Stort set alle hovedelementer er præcis de samme som i originalen, men alt det uhyggelige og skræmmende er virkelig tonet ned. De bagvedliggende, samfundskritiske tematikker er også skåret væk, og hele plottet er forenklet og fortalt langt mere integreret.

Man regner med, at børn bare æder, at der findes en blodrød ”fremtidsdimension” i en sprække i en klippe. Og selvfølgelig gør de det – de er jo vant til fabler, eventyr og Tom & Jerrysovernaturlige stegepandevold.

Omvendt er der altså stadig rigeligt med grøn slim og ramasjang og faktisk også temmelig uhyggelige monstre i serien. Men alle dele af historien er omfavnet af et stærkt fokus på, at forældre er nogen, man kan regne med, at de voksne altid passer på børn, og at redningen altid er på vej.

Serien er med ét ord tryg. Og selv om afsnittene ofte slutter i hårrejsende cliffhangere, ender det hele – i hvert fald til allersidst – godt.

At det er det samme som i originalen, skal forstås ret bogstaveligt. De animerede figurer i serien er visuelt genkendelige som de skuespillere, der medvirker i forlægget.

Vi må på lydsporet undvære Kate Bush’ Running Up That Hill, men får i stedet Cyndi Laupers Time After Time.

Vi følger også her Mike, Dustin, Lucas og deres ven Will, som er vendt tilbage fra den spejlvendte underverden i den amerikanske provinsby Hawkins.

På skolen møder de Max, der er noget så 80’er-agtigt som punker. Og pigen med superheltekræfterne og det sære navn Eleven bor stadig hos sin søde plejefar, panserbassen Jim Hopper.

Historien udfolder sig som i en klassisk krimi, hvor vi sådan set har alle brikkerne lagt ud fra begyndelsen – vi overser bare noget fundamentalt.

Og som sådan er den velegnet til børn og deres naturlige skepsis og nysgerrighed. For er der ikke noget sært ved den kioskekspedient, som hele tiden ser igennem fingrene med børnenes rapserier? Og er der ikke noget meget sejt ved Max’ mor, som er mellemskolelærer i Natur & Teknik?

Det hele viser sig at hænge sammen præcis sådan, som forældrene i sofaen regner ud en halv times tid før de flankerende og helt opslugte små.

Teknisk er serien ikke overvældende original. Som anmelderen skrev i The Guardian, undgår man heldigvis at falde i og lave en ”overdrevet retro, Scooby-Doo-agtig tegnefilm”, men serverer derimod ”en rimelig almindelig, moderne CGI-animation, som viser os én lang omgang sofahyggesnacks fra 1980’erne”.

Hvis man er hardcore Stranger Things-fan, kan man sikkert få lyst til at kappe roen af Jennifer Muro og Eric Robles, der har skabt denne blasfemiske spinoff.

Men både senior- og junioranmeldere var altså stærkt underholdt. Og allervigtigst: Der er ingen klamme kys!