Søskende for livet

Dokumentarfilm kan trækkes i flere retninger. Er det fortællingen, der fungerer? Personerne? Miljøet?

I Søskende for livet møder vi de to søskende Susie og Sune. De lider begge også som voksne under, at de er voldsomt omsorgssvigtede. 

De ender med at flytte sammen og leve i en slags familiekollektiv, bare de to. Og filmen om dem har flere fine facetter. 

Langsomt går det op for én, at filmen er usædvanligt visuel. Det kan lyde trivielt at skrive om en film, men mange af tidens dokumentarer er mere journalistiske – klippet sammen af arkivmateriale og interviews – end dokumentarisk filmkunst, sådan som Søskende for livet er. 

Det grundlæggende greb er taget fra Susies arbejde som konservator – altså af den type, som udstopper dyr. Filmens undertitel er ”revir”, der både betyder jagtområde og et dyrs hjemmeområde, hvor det ikke tillader andre at komme ind. 

Begge dele passer egentlig til det akavede liv, Susie og Sune lever. Og imens vi ser Susie skille de aflivede jagttrofæer eller afdøde kæledyr ad i alle deres bestanddele – døde øjne, blodigt skind, kranier med kød på, skeletdele og forkrampede fuglefødder – viser instruktøren Peter Hammer os nogenlunde den samme bevægelse i sin historie. 

Vi kommer under huden på Susie og Sune, vi søger livstegn i deres ansigter, vi kommer helt ind til benet i deres families tragedie. 

Hammer arbejder også smukt med tiden og med sin klipning. De få gamle hjemmevideooptagelser er usensationelle, men så meget desto stærkere. Den akavede teenagepige ved poolen i Grækenland vil ikke videofilmes, imens hendes bror leger interviewer og spørger, om det er hendes første gang på tv. 

Klippet lægges tæt ind til andre billeder af hendes ansigt. Samme ansigt, men modnet, mærket. 

Helt firkantet – og meget vellykket – bliver det, da instruktøren efter en stund inddrager den gamle victorianske kunstart, der kaldes et ”diorama”. 

Han viser Susies udstillede dyr i bizarre opstillinger i et kunstigt tableau med arrangerede grene, stubbe, sten, græs. Men pludselig viser han også to kufferter på samme måde. Og så viser han de to søskende, som indtager dyrenes plads i tableauet. 

Sune mediterer, mens Susie ikke aner, hvor hun skal gøre af sig selv. En kæmper og en ægte væren? En stiv mand og en naturlig kvinde? Eller en mand i hastig udvikling og en kvinde, der stadig sejler rundt og ikke kan være i sig selv? 

Tiden viser sig også i, at Susie og Sune – som vi i øvrigt følger over flere år, efter de er flyttet sammen – på et tidspunkt siger, at de to var alene hjemme i et misbrugsmiljø. Deres mor var på druk, mens deres far sad et eller andet sted og røg hash. 

”Vi klarede os selv som børn,” som Susie tørt siger. 

I næste nu er Sune og Susie børn. Susie gør rent som et barn. Sune reagerer følelsesmæssigt som et barn. De to skændes, som børn gør. 

Det er virkelig godt set. 

De udstoppede dyr bliver en metafor for hele filmen. Vi ser en vivisektion af to mennesker, deres forhold til hinanden, deres familie og barndom. Men det er hele tiden udtrykt visuelt. 

Et eksempel kunne være den ubærligt lange scene, hvor Sune krammer sin mor – med én arm. Imens har han den anden på ryggen. Og scenen bliver ved og ved, fordi moren har så meget kærligt at give, at hun uempatisk overser det rædselsslagne barn, der står voksen og stiv som en pind i hendes selvforelskede favntag. 

Det er på en gang sørgeligt, modigt, hårrejsende, tåkrummende og … smukt? 

Skønheden er ofte en markør i filmen. 

Smukke indstillinger. Smukke motiver. Smukke dyr. Smukke mennesker. Sune er en pæn mand. Susie er en attraktiv kvinde. Og Peter Hammer får det bedste frem i dem begge. 

Der er noget dragende ved udstoppede dyr. Noget både uhyggeligt og fascinerende. Og det er lidt det samme med denne films sarte, rørende og vigtige fortælling.