Smølferne – Filmen

Smølferne – eller Les Schtroumpfs, som de oprindeligt hed, da de blev skabt i Belgien af en tegneserietegner under pseudonym – så dagens lys i 1958. Bag navnet stod Pierre Culliford, hvis engelske fætter ikke kunne udtale hans fornavn, der derfor blev til signaturen Peyo. 

Brandet, som man vist roligt kan kalde et fænomen, har sejret sig igennem alt fra Johnny Reimar-hits om Hindbærsaft i 1970’erne til små, blå gummifigurer til spil, slik, serier og film. 

I nyere tid har vi set nyere smølfefilm i både 2011, 2013 og 2017 – alle med Katy Perry som universets eneste Smølfine. Hun blev tankevækkende nok opfundet af en troldmand som en ond kvinde, der skulle lokke en han-smølf i fordærv. Altså historien om Adam og Eva og æblet i Paradis, bare i blå. 

Gennem årene har den samme logik været gældende. En smølf har et såkaldt nomen agentis, et ”handlende navn”. Man kan således møde Bagersmølf, Dansesmølf og Kyssesmølf. Senere fulgte emotionelle identiteter funderet i følelser, såsom Ensomsmølf og Gnavensmølf. 

Af samme grund er det lidt af en genistreg, at hovedpersonen i dette tilsyneladende forsøg på at lave en definitiv udvidelse af universet er Ingensmølf (Jesper Groth). Det er en smølf, der ikke ved, hvem han er, fordi han ikke aner, hvad han er god til. Med andre ord en slags Gummi-Tarzan-fortælling, men i tryg småbørnshøjde. 

Og det fungerer faktisk moralsk og psykologisk opbyggeligt. Alle er gode til noget. Basta! 

En anden fast logik er sproget. 

Verbet ”at smølfe”, adjektivet ”smølfet” og substantivet ”smølf” kan betyde hvad som helst. Så mange af figurerne smølfer bare løs. Nogle er lidt smølfede, andre har en lille smølf i ærmet. 

Hvad det betyder, er op til publikum. Og det er på 67. år stadig sjovt. Især i en scene, hvor logikken udfoldes i et moderne teenageskænderi, som pludselig er stuerent, fordi modstanderen ”burde blive smølfet lige i smølfen!”, fordi han er ”helt vildt smølfet” og så videre. 

Alle ”uartige” ord – som altså ikke er der – bleep’es oven i købet ud af filmens nyskabelse, Lydeffektsmølf, der lægger sjove lyde på alt i en skøn birolle. 

Plottet er baseret på de gamle fortællinger om, hvordan troldmanden Gargamel (Jens Jacob Tychsen) mangler én af fire hellige bøger fulde af hekseri, som samlet giver ham magt over universet. Men Gammelsmølf (Kurt Ravn) har den fjerde, og Gargamel og hans sidekick Razamel vil have den tilbage. Men med hjælp fra Gammelsmølfs to brødre – som vi vist aldrig har hørt om før – klarer smølferne den som altid. 

Animationen er klassisk og glider sømløst over i realbilleder, da landsbysmølferne møder storbysmølfer i Paris. De små commando-smølfer i paramilitært outfit er ret nuser. 

Den største visuelle overraskelse er en række sekvenser, hvor filmen på forunderlig vis rækker ud mod sine fremtidige publikummer. Blandt andet optræder et skørt, men charmerende Bollywood-inspireret danseindslag og en overraskende elegant sekvens i japansk animé-stil, der begge føles forud for deres tid. 

Og da ”alt det gode” på et tidspunkt bliver suget ud af verden af de onde, følger en dydssignalerende regnbue med i faldet. Den kommer heldigvis tilbage, da verden igen bliver såre god. 

Den velkendte Hollywood-musicalformel er ved at udvikle sig til en trættende kliché. Især når vi hvert femte minut overdænges med overstyret, amerikansk glansbilledpop. 

Og det er altså bare ikke det samme, når de danske stemmer – om end de er fine nok – erstatter store og velkendte navne som John Goodman, James Corden og Sandra Oh, som figurererne tydeligvis er modelleret efter. Særligt sangene med Rihanna er mere storladne i originalen end de danske versioner med den ellers udmærkede Nabiha Bensouda i front som Smølfine. 

Alt i alt er det en god film, som mine medbragte børn nød at se. Men den kunne også være mere ambitiøs og original. Man sidder i hvert fald en anelse smølfet tilbage, da rulleteksterne kommer.