Sinners

Vampyrmusicals er ikke en stor genre i filmens verden, men på de skrå brædder har vampyrer siden 1820’erne optrådt i et uoverskueligt væld af musikalske værker, fra operaer og balletter til kabareter og musicals. 

Sinners klassificeres af IMDb som ”action, drama, horror, thriller”, men dens genremix er endnu rigere, og musikken fylder ikke så lidt. 

Ligesom Babes in Arms (1939) og Summer Stock (1950) – hvor stjerner som Mickey Rooney, Judy Garland og Gene Kelly skaber et sang- og danseshow langt fra Broadway – er også Sinners en blanding af backstage- og backyardmusical, idet den handler om at skabe et show langt fra storbyens neon. 

Hovedpersonen er den unge bluesguitarist (Miles Caton), der – ligesom andre lokale musikere i det afsides Nowheresville, Mississippi – shanghajes til at spille i en ny, lokal speakeasy: en bule med illegal spiritus indrettet i en stor lade. 

Filmens dynamiske drivkræft er dog Michael B. Jordan i en dobbeltrolle som to brødre, Smoke og Stack. Også de hidrører fra Lars Tyndskids bomuldsmark, men har været ude og se verden. I Chicago har de sågar arbejdet for Al Capone, og nu er de vendt hjem for at gøre brug af alt det, de har lært – fra hvordan man prutter om prisen til kunsten at håndtere en maskinpistol.

Året er 1932. Brødrenes spillebule skal være for deres egne, altså sorte børn af plantageslaver, og med deres egen musik, altså blues. 

Det problematiseres af en ekskæreste (Hailee Steinfeld), som er lyshudet mulat. Og sættes helt på spidsen, da også tre hvide musikanter med guitarer i hænderne og en sang på læben beder om adgang til etablissementet.

Er de velmenende åndsfæller, selv om deres musik lyder keltisk, medlemmer af den lokale Ku Klux Klan eller noget helt tredje og meget værre?

Filmen venter længe med at spille sidstnævnte kort, hvormed den skifter spor og bliver en afroamerikansk genvridning af Tarantino & Rodriguez’ latinamerikanske gangster/vampyr-hybrid From Dusk Till Dawn fra 1996.

Sidste halvdel er filmens mindst opfindsomme, men også dér, hvor den leverer varen i form af blodsprøjtende action-horror.

Hen mod slutningen hopper Sinners totalt af sporet i en skudveksling mellem mange hvide og en enkelt sort. En ekstatisk hævnfantasi, vi ikke har set magen til siden finalen i Rambo III fra 1988, hvor Stallone og Richard Crenna besejrer hele den russiske hær. 

Hvorefter filmen hopper tilbage på sporet, glad og tilfreds med dagens gode gerning. 

Tematisk er Sinners en rig film, og ikke nem at beskrive på den plads, der er til rådighed i en anmeldelse. Helt fra første billede kaster den fangarme ud til alle sider med mytologiske paralleller, og det fortsætter langt ind i slutteksterne.

Der opstod kaos ved premiereforestillingen i Fields, som ødelagde slutningen ved for tidligt at tænde lyset i salen, hvorefter halvdelen af tilskuerne så filmen færdig stående i sidegangen. Et godt råd: Bliv siddende og se filmen færdig, helt færdig!

Et filmisk højdepunkt leveres i en sekvens, hvor konventionel kronologi tilsidesættes og afro-musikkens kulturelle betydning illustreres med én lang, ubrudt kamerasvingom gennem et hav af dansende statister fra utallige epoker. 

Da slaveskibene ankom til Amerika, medbragte de også en spirituel ballast. Religiøse rødder smeltede sammen til voodoo, og afrikanske rytmer blev til blues og jazz. Blandt filmens tematiske forgængere må også nævnes Walter Hills Crossroads fra 1986, hvor en kontraktlig tvist mellem godt og ondt afgøres via en episk dyst på blues-guitar. 

Sinners efterfølger Fruitvale Station, Creed, Black Panther og Black Panther: Wakanda Forever som det femte samarbejde mellem instruktøren Ryan Coogler, skuespilleren Michael B. Jordan og komponisten Ludwig Göransson. 

Den er trioens hidtil største triumf.