Black Panther

Ligesom da lillepige Diana med julelys i øjnene så på, mens amazonerne trænede i Wonder Woman, er det umuligt ikke at blive varm om hjertet, når man tænker på, hvor meget glæde Black Panther vil bringe sorte børn og teenagere overalt.

Det tog da også atten film og næsten ti år, før Disney producerede en superheltefilm i deres Marvel Cinematic Universe, som ikke har en hvid mand i hovedrollen. Black Panther finder hverken sted i New Yorks travle gader eller i en anden galakse, men i det fiktive, afrikanske land Wakanda.

Efter begivenhederne i Captain America: Civil War, hvor faren tragisk omkom, overtager prins T’Challa tronen i sit hjemland, der er gemt væk fra andre nysgerrige nationers åsyn. Det ligner ethvert andet fattigt land fra den tredje verden, men er i virkeligheden en højtudviklet nation.

Det teknologiske kvantespring er muligt takket være en asteroide af det uforgængelige metal Vibranium – bedst kendt som metallet bag Captain Americas skjold – der landede på kontinentet i tidernes morgen.

Men den nykronede konge har knap nået at sætte sig tilrette, før problemerne tårner sig op. Under tilfangetagelsen af en illegal våbenhandler i Seouls metropol, støder T’Challa ind i den bitre lejesoldat Erik Killmonger. Han har tilset sig Wakandas trone, så han kan bruge landets teknologi til at vælte kolonimagternes jerngreb over verden.

For at stoppe Killmonger får T’Challa hjælp af ekskæresten Nakia, geniet og lillesøsteren Shuri og den kronragede elitekriger Okoye.

Det er utroligt forfriskende at se så meget plads blive givet til kvinderne, og de bruger deres tid foran kameraet fantastisk. Især T’Challas scener med søsteren er vidunderlige. Da hun som en anden Q skal vise sine nyeste opfindelser frem til storebroren, får hun ham til at falde på røven og filmer det hele på mobilen med et enormt grin.

Med udgangspunkt i Afrika får Black Panther en unik identitet, som skiller sig ud fra andre superheltefilm. Wakandas ritualistiske klædedragter er farverige og ekstravagante, den bombastiske musik akkompagneres af afrikansk slagtøj som djemper, og landets hovedstad er spillevende med graffiti, skolebørn og travle fodgængere.

Det mest markante er dog rollelisten, da næsten alle navnbare roller er spillet af sorte skuespillere. Instruktør Ryan Coogler har samlet en guldgruppe af talent.

Så snart Chadwick Boseman hoppede i den sorte panterdragt i Civil War som T’Challa, lugtede man en superstjerne. Det momentum bringer han til sin solofilm med en enorm humanisme.

Selv skuespillerne i de mindre roller som Daniel Kaluuya (Get Out), Angela Basset og den altid uforlignelige Forest Whitaker giver den hele armen.

De eneste hvide ansigter er den stoiske CIA-agent Everett Ross (Martin Freeman) og den skurkagtige våbenhandler Ulysses Klaue (Andy Serkis).

Freeman er som altid veloplagt og morsom, men det er Andy Serkis, der virkelig stråler i en af sine få roller, hvor han har fået lov til at smide den grønne sparkedragt.

Og selv om skurken sjældent er en døjt værd i Disneys gigantiske superheltefranchise, så stjæler Michael B. Jordans Killmonger showet med en ligeligt cool og frygtindgydende attitude. Og trods sit had til den hvide mand er lejesoldaten i den grad præget af Vesten.

Superheltefilm har før prikket til politiske debatter, men Black Panther er kompromisløs. Da Everett Ross kommer til Wakanda, bliver han hilst med tilnavnet ”kolonist”.

Ryan Coogler instruerede i 2015 boksefilmen Creed, en efterfølger til Rocky-serien, der mod alle odds var god, og i Black Panther viser han endnu engang sit enorme talent for at instruere en god kamp.

I en tvekamp mellem T’Challa og høvdingen M’Baku følger kameraet med lethed den ophedede kamps vilde, lynhurtige tempo. For hvert stød M’Baku lander med sin rungu, klippes der lynhurtigt til reaktionen fra T’Challa, som går i flæsket på sin gigantiske modstander med bare næver.

Selv om boksehandskerne fra Creed er skiftet ud med superheltekostumer, er Black Panther et knockout, der i den grad fortjener mesterskabsbæltet.