Creed

Rocky-serien har overlevet utallige sejre og nederlag, siden originalen fra 1976 højst overraskende vandt tre Oscars, blandt andet for bedste film.

Den blev efterfulgt af fire fortsættelser, hvoraf den sidste, Rocky V (1990), velsagtens er det kreative lavpunkt. Men karakteristisk for sin viljestærke hovedperson, Rocky Balboa, rejste filmserien sig som fugl føniks fra asken i comebacket Rocky Balboa (2006).

Her kunne man passende have stoppet, men det havde lignet Rocky-sagaen dårligt at lade sig sende til tælling i sjette runde. Det gennemløbende tema er netop den lille mands kamp mod sin egen skygge.

Derfor kommer nu det syvende opus, Creed, der har sønnen til The Italian Stallions hårdeste modstander og senere ven, Apollo Creed, i centrum.

Der går dog noget tid, før Adonis Johnson (Michael B. Jordan) skifter sin mors pigenavn ud med farens legendariske efternavn. Først skal han nemlig gøre sig fortjent til at bære det, og det skal farens overmand, en aldrende Rocky Balboa (Sylvester Stallone), naturligvis hjælpe ham med.

Mens Rocky er plaget af alderens trykken, er gode gamle Sly heldigvis i topform. Han er skarp som komisk bi-karakter, der ikke forstår sig på moderne teknologi, og som altid har en rap replik klar.

At Creed handler om mænd, som slås med deres egne skygge, er udmærket, men det er synd, at kvinderne bliver glemt i processen.

Filmen taber sin ellers interessante kvindelige hovedkarakter, Adonis’ kæreste Bianca (Tessa Thompson), på gulvet i sidste akt. Hun er noget så paradoksalt som en aspirerende musiker med fremskredent høretab, men hendes kamp bliver glemt, da Adonis går ind til sit endelige opgør.

Også hans stedmor Mary Anne Creed (Phylicia Rashad), som redder ham ud af fosterpleje-systemet og opfostrer ham som sin egen, til trods for at han er resultatet af Apollos utroskab, får en lidt ublid medfart. Hun bliver degraderet til heppende kommentator til sidst og må nyde resultatet af sit offer på behørig afstand.

Til gengæld har instruktør Ryan Coogler – der spillefilm-debuterede sidste år med Fruitvale Station, som ligeledes har Michael B. Jordan i hovedrollen – godt fat i selve boksekampene. Her er vi med kameraet helt nede mellem bokserne, hvor slagene fyger i en lind strøm.

Det fungerer godt, at man til tider helt mister pusten, som om man selv havde lagt mellemgulv til en ordentlig slagserie.

Det er iøjnefaldende, at Adonis’ første kamp midt i filmen visuelt overgår den afgørende kamp. Mens sidstnævnte filmes mere som en rigtig boksekamp, med klip til forskellige perspektiver, er førstnævnte en lyrisk skønsang. I en ubrudt bevægelse svæver kameraet rundt om Adonis og hans modstander, og på den måde ophøjer instruktøren et blodigt slagsmål til en teatralsk, men eksistentiel jagt på mening.

Det samme er tilfældet i en anden scene, hvor Adonis ligesom sin mentor 40 år tidligere løber rundt i Philadelphias gader. Han får følgeskab af gadens unge drenge på deres knallerter, musikken toner op, og han skriger lydløst sin ambition ud til hele verden. Her får det lyrisk ekspressive igen frit løb, og det havde været alt for meget, hvis altså ikke det var så medrivende.

Da traileren kom ud i sommer, lignede Creed en af årets bedste film. Desværre kommer vi ikke helt derop. Traileren er en maggi-terning af filmens bedste øjeblikke, og mens Creed især for fans er værd at se, kan filmensom helhed ikke leve op til sine stærkeste dele.

Inden gong-gong’en lyder og de tolv runder er ovre, har man dog haft en overvejende fornøjelig oplevelse, der tilmed er et glædeligt gensyn med en gammel ven. Det er drivende sentimentalt, men så længe, det virker, er alle glade.