Sig det’ løgn, Luis!

”Der er noget meget, meget galt her.”

Drengen Marcus’ replik er møntet på hans forældre, når de pludselig opfører sig anderledes. Men den kunne også være en kommentar til den europæiske Sig det’ løgn, Luis.

For ud over at være fjollet, tandløs og lettere homofobisk gør filmen grin med omsorgssvigt, pædofili og vold mod kvinder.

Skal man rose de tyske instruktør-brødre Wolfgang og Christoph Lauenstein for noget, må det være modet til at lave en grænseoverskridende parodi på Steven Spielberg-film.

Men mod er ikke lig med en god film.

Vi følger tolvårige Luis, hvis trivielle hverdag i forstæderne vendes på hovedet, da han bliver venner med tre gæster fra det ydre rum. Herfra kunne filmen på bedste E.T.-manér have udviklet sig til et spændende eventyr fyldt med hjertevarme, nostalgi og sikkert også en fornuftig moral.

Den slags er dog fraværende i den upersonlige fortælling, der mæsker sig i en sløj, moralsk forkvaklet humor, som får én til at se en ekstra gang på aldersgrænsen (frarådes under syv år). I det mindste er det rart at se væk fra lærredet.

Når den latinamerikanske hushjælp Valentina åbner døren til badeværelset, ser hun et af rumvæsnerne forklædt som naboen i badekarret sammen med Luis.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det skal ligne et seksuelt overgreb. Og trods umiskendelig forfærdelse gør Valentina intet. Hun stirrer tomt frem for sig, og man fornemmer, at situationen skal opfattes som sjov.

Gys.

Kort efter holder et af rumvæsnerne selvsamme hushjælp for munden og slæber hende af sted. Scenen lægger op til, at vi griner af bortførelsen, mens den stakkels kvinde panisk slår ud med armene. Hun bliver også ufrivilligt genstand for tilbagevendende, seksuelt betonede vittigheder, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

For det ikke skal være løgn degraderes filmens øvrige voksne til enten imbecile tåber eller ondskaben selv.

Luis’ far tilhører den første kategori. Mere end en gang løber han rundt som en landsbytosse på gaden med sit hjemmelavede skydevåben. Han sigter sågar på kvarterets børn, der leger rumvæsner.

Imens pynter Fru Diekendaker sig i ondskabens lånte fjer.

Vi ser hende klædt i sort, med en stram frisure og knaldrøde, små læber. Det har kendetegnet så forskellige filmskurke som Cruella de Vil og Julia Louis-Dreyfus’ Margo i Fars fede juleferie. Begges ondskab har en årsag i modsætning til Fru Diekendakers.

Hun arbejder for børneværnet, som i Sig det’ løgn, Luis fordrejes til en ond organisation. Og Luis, der har været misrøgtet siden morens død, skal være det næste offer. Men den nervøst anlagte hovedperson med den lyse stemme planlægger selv at løbe hjemmefra.

Historien udspiller sig i et univers, hvis grundtone består af udvandede rester fra fortidens børneunderholdning. Vi ser 90’ernes surrealistiske gøglerunivers i stil med Trofast, den frygtsomme hund reduceret til lilla tunger, skæve eller manglende tænder og karikerede frisurer.

Mødet med det ydre rum på toppen af et bjerg og børn, der vil hjælpe et rumvæsen hjem, er naturligvis en cadeau til henholdsvis Nærkontakt af tredje grad og E.T.

Men filmen er for farveløs til, at det gør noget indtryk.

Man undrer sig også over antydningen om, at Luis er homoseksuel. Drengene i klassen kalder ham for ”Louise”, og han har ingen venner. Uden at italesætte, hvad der foregår, kommer filmen til at blåstemple mobning såvel som homofobi.

Bagstræberisk vil filmen endda have os til at grine, når Luis præsenterer et lyserødt pigeværelse som sit eget.

Med manglende fantasi, tredjerangshumor og homofobiske og misogyne indslag får titlen Sig det’ løgn, Luis en ny betydning. Men desværre er det ikke løgn.