Rita – sæson 5

”Jeg vil bede om tyve pølsehorn og din pølse i mit horn.”

Sådan lyder en vovet knaldperle, som Rita kækt fyrer af til en ung kioskmand under en udflugt til Skåne.

Men det kan han ikke se det sjove i. Hun ender derfor på chefens kontor, hvor hun skal stå skoleret. Det er imidlertid hverken første eller sidste gang, at den frimodige hovedperson kommer galt afsted for en upassende bemærkning.

Den uheldige episode bruges til at udstille svenskerne som politisk korrekte og tilknappede i modsætning til Rita (Mille Dinesen), der på Danmarks vegne går på barrikaderne for ytringsfriheden eller måske snarere bramfriheden.

Sæsonen indledes anderledes harmonisk, mens solopgang og en sirlig guitarmelodi varsler starten på en ny dag. Rita stryger sine lange, lyse lokker til side og børster tænder foran spejlet, før hun ifører sig sin vante skovmandsskjorte og sorte læderstøvler og åbner hoveddøren.

Hun hverken henter posten eller går på arbejde, men ringer en skoleklokke. For siden sidst vi så dem, har hun og veninden Hjørdis åbnet deres egen skole, hvor Rita også har sin lejlighed.

Begge engagerer sig i lokalsamfundet og blander sig ivrigt i andres anliggender. Som når de tilbyder en elev logi, mens forældrene kortvarigt opholder sig i Grønland, eller hjælper en andens mor med at overvinde sin sceneskræk.

Men det er svært at stille alle tilfreds.

”Viktor står og siger, at holocaust er en løgn,” fortæller en elev på lærerværelset. Det tvinger det lille fakultet til at genoverveje deres pædagogiske slogan: ”Hvert barns historie er sand.”

Barnets historie optrappes til en stor konflikt mellem lærere, forældre og børn. Men seriens underfundige titelfigur finder som altid en løsning til sidst, så alle kan vende tilbage til deres mondæne forstadsidyl, hvor hvert parcelhus prydes med designerlamper.

Selv gæsteværelset på den ellers beskedne skole med sine flossede tapetrester og slidte gulvbrædder er udstyret med en sprød Poul Henningsen-lampe i sart lilla.

Serien er blevet kritiseret for at mangle karakterudvikling, let afviklede konflikter og sin nogle gange lidt for friske hovedperson. Nu og da kunne Rita måske tælle til ti, før hun afprøver en frisk bemærkning. Men det er snarere seriens charme end dens hæmsko.

I årtier har komedieserier benyttet sig af en simpel struktur. En konflikt eller misforståelse opstår og leder til konfrontation, og det skal alt sammen kunne afvikles i et enkelt afsnit.

Undervejs spædes løjerne op med et væld af rappe replikker, som vi kender det fra populære serier som Venner og Langt fra Las Vegas.

Men troskab mod genren kan ikke opvejre fraværet af overraskende fornyelse.

Rita er desuden fuld af mindre karakterer, hvis modus vivendi er uklar. Glimtvis overskygger de seriens bærende roller og reducerer for eksempel veninden Hjørdis til en blodfattig bænkevarmer.

To unge mænd, Alex og Maxim, kigger hinanden dybt i øjnene og smiler, da de mødes på et vandrehjem i London. Spontant stikker de af til Argentina. Tilbage efterlader de en seddel i receptionen til Ritas søn Jeppe (Nikolaj Groth), hvor Alex på to linjer slår op med ham.

I den anledning vender Peter Gantzlers Niels tilbage. Han er Jeppes fraværende far, der belejligt bor i London. Farmand er en præsentabel forretningsmand med slikhår og veltrimmet fuldskæg, der allerede er iført skjorte til morgenkaffen.

De har et anspændt forhold og kommer nemt op at toppes. Men når de synger Anne Linnets Forårsdag fordamper konflikten som dug for solen. Hvilket gør selv Rita paf.

Indimellem er serien for meget af det gode, men takket være Mille Dinesens præstation som Rita kommer den femte og sidste sæson godt fra start i de første tre afsnit.

Med et glimt i øjet slipper hun afsted med sjofelheder, små løgne og pinefulde sandheder. Uanset hvor groft hun udtrykker sig, er vi aldrig i tvivl om, hvor hun står. Det er i sig selv uimodståeligt og løfter serien op på et højere niveau.