Predator: Badlands

En tvekamp mellem to brødre. De taler et Klingon-agtigt kunstsprog og fægter med glødende krumsabler. Begge er yautjaer (predators), og kampen er både visuelt flot og emotionelt fængende. 

Den udmunder i en konfrontation med parrets far, som for klanens skyld ønsker at aflive den svageste af sine sønner: Dek. Men han undflyr sin skæbne og haster mod en planet befolket af et legendarisk monster, kalisken. 

Kan Dek besejre den, vil han have vist sit værd som kriger. 

Predator: Badlands er den niende film i franchisen og den tredje instrueret af Dan Trachtenberg. Han gav serien en frisk, ny stemme med Prey, der foregår i Amerika år 1719 og følger en ung Comanche-indianer. Ved at besejre et af seriens frygtindgydende yautjaer gør hun sig værdig til rangen som kriger. Her må læseren godt ane et mønster. 

Sammen udgør Trachtenbergs tre Predator-film en tematisk trilogi spredt over flere universer og medier. Prey fra 2022 er en primal præriewestern. Predator: Killer of Killers fra i sommers er derimod en multikulturel animationsantologi, hvor en skjoldmø fra vikingetiden, en samurai fra japansk feudaltid og en amerikansk pilot fra Anden Verdenskrig mødes i en gladiatorarena. 

Undervejs erfarer vi, at det danske monster Grendel var en predator. Konfronteret med en fæl yautja-kejser lærer de tre noget om, hvad det vil sige at være en god kriger. 

Også indianeren fra Prey dukker op, og selv om Killer of Killers herhjemme gik under radaren, er den grænseløst opfindsom, visuelt virtuos, narrativt elegant og bør huskes som en af årets bedste animationsfilm. Den kan ses på Disney+. 

Predator: Badlands er i sin essens et familiedrama om en ung mands desperate forsøg på at behage sin far a la James Dean i Øst for paradis (1955). Bare med monsterkampe i stedet for isblokke. En revisionistisk tilgang ikke ulig streamingserien Alien: Earth, der reducerer seriens ikoniske xenomorph-monster til heltindens lydige rottweiler, hvilket mange har kritiseret. 

At et monster omdefineres fra frådende mareridt til passioneret ung mand er et kunstgreb, Mary Shelley introducerede i romanen Frankenstein (1818), hvor skabningen pludselig kan tale og ønsker en kæreste. Selv om vi snydes for et iskoldt gys, udgør Trachtenbergs Predator-trilogi en begavet og gennemarbejdet symmetri, et velkomment mirakel i denne ellers noget rodede franchise. 

Historien er den samme som i Prey, bare omvendt, så nu rumvæsnet står over for at ”træde ind i de voksnes rækker” via en jagt. I Danmark har vi stadig den årlige Hubertusjagt, i dag dog uden levende bytte og uden afsluttende blodritual, men stadig en sport med stærk symbolik. 

I Predator: Badlands får Dek konkurrence fra Weyland-Yutani, det ækle firma fra Alien-franchisen. De to serier overlappede allerede i Predator 2 (1990), hvor yautja-predatoren i sit rumskib har et xenomorph-kranium hængende. 

Både Dimitrius Schuster-Koloamatangi og Elle Fanning spiller i Predator: Badlands dobbeltroller. De er næsten ene om at bære filmen, førstnævnte som far og søn, Fanning som identiske fembots. 

Den ene robot taler indledningsvis dansk og har mistet sin underkrop, idet planeten er endnu farligere end formodet. Render man ikke i favnen på en fælde af fangarme, venter der alt fra eksploderende larver til planter med paralyserende pile. 

Blandt filmens mange unikke indslag er en nærkamp, hvor Fannings underkrop runder af med en håndfri high-five. 

På et dybere plan er Fannings syntetiske søstre repræsentanter for modsatrettede ideologier, hvor helten for almenvellets skyld enten beskytter eller eliminerer samfundets svageste. Måske tænkt som en metafor for demokrater versus republikanere. 

Med Predator: Badlands har Dan Trachtenberg afsluttet en trilogi, der placerer ham blandt science fiction-genrens mest opfindsomme og tematisk begavede filmskabere. Det kan kun blive bedre ved at byde Arnold Schwarzenegger tilbage i arenaen og skrue op for uhyggen.