Pose

1980’erne var ikke et skønt årti for LGBT-personer.

Ud over den dødelige aids-epidemi, der i nogle kredse fik det hadfyldte kælenavn ”bøssepesten”, blev mange homoseksuelle udstødt af samfundet. Nogle så derfor ingen udvej end at ty til kriminalitet for at overleve.

Deraf opstod ball-kulturen i New Yorks undergrund. Her blandede homoseksuelle og transpersoner frivolitet med tilpasning til den forjættede, hvide og heteroseksuelle verden.

Det er her, Ryan Murphys tv-serie Pose udspiller sig.

Ligesom dansetrinene til Madonnas kæmpehit Vogue henter serien inspiration i Jennie Livingstons skelsættende dokumentar Paris is Burning (1990), der udødeliggjorde bevægelsen.

”O-P-U-L-E-N-T: Opulent! Du ejer alting. Alt er dit,” roser den storsnudede vært Junior Labeija en af deltagerne fra skønhedskonkurrencen i Paris is Burning.

Attituden lever videre i den nye series Pray Tell, der selvsikkert giver de medvirkende en spids kommentar med på vejen.

Ligeledes genskabes varmblodige optrædener med Vogue-dans og den dekadente påklædning, der opstod som modreaktion på Ronald Reagans mondæne USA. Og det er en sand fryd for øjet.

De fleste medvirkende fra Paris is Burning er siden enten blevet myrdet eller døde af aids.Det er derfor et mærkeligt valg, når Ryan Murphy hæfter sig mere ved 80’er-nostalgien end bagsiden af medaljen.

Serien udspiller sig i en kulturelt overfladisk tidslomme domineret af krigeriske, rige divaer fra Dollars, supermodeller og Wall Street, imens man fra politisk hold satte kikkerten for det blinde øje, hvad aids-krisen angik.

Men det er problematisk, at vi først får en mindre poleret udforskning af tidsånden med sygdom, fattigdom og vedvarende diskrimination at se et par afsnit inde i serien.

Pose er i sin essens en farvestrålende hyldest til en hedengangen kultur, omend den ikke fører sig ukritisk frem. Selv de mest sympatiske mennesker, vi møder, har nemlig begået tyveri eller prostitueret sig for ikke at sulte ihjel i en gyde.

Blandt dem er Dominique Jacksons Elektra. Med sin præstation som dekadent intrigemager, der stilmæssigt vækker minder om den fabelagtige sanger Grace Jones, stjæler hun opmærksomheden.

Hun er transkvinde og siger pralende til en rival, at hun kan sætte sig på hvilken som helst restaurant i byen og få betjening. Hun understreger derefter, at rivalen ikke kan regne med samme behandling og kalder hende for ”beast” – en nedladende betegnelse for transkvinder, som stadig ligner mænd.

Bag den skarpe tunge gemmer sig et blødende hjerte. Hjemme i herskabslejligheden afslører hun for en veninde, at hun overvejer en kønsskifteoperation. Men hendes velhavende kæreste, der betaler regningen, truer med at forlade hende, hvis hun fjerner de mandlige kønsdele.

Ryan Murphy har i årevis brugt homoseksuelle, transkønnede og handikappede skuespillere. Tykke såvel som tynde, brune såvel som hvide. Men med Pose overgår han sig selv ved at finde flere medvirkende i det miljø, hvor serien udspiller sig.

Med sit multiplot a la Glee og American Horror Story er der ikke en fremtrædende karakter, der samler trådene. Det gør miljøet, tidsånden og ball-kulturen derimod.

Pose skifter mellem de eventyrlige ballscener – med pomp, pragt og spydige kommentarer fra de konkurrerende – og skæve eksistenser. For eksempel den sorgmodige, sex-arbejdende transkvinde Angel, der forelsker sig i en af sine kunder, og den homoseksuelle danser Damon, hvis forældre slår hånden af ham.

Selv om det er svært at måle sig med den uforglemmelige Paris is Burning, formår Pose at iscenesætte et underholdende nostalgitrip og fortælle en uortodoks og pikant historie om det skrappe LGBT-miljø, som det så ud engang.