Tv-anmeldelse
14. jan. 2022
Pia
Hun har været en magtfigur i dansk politik i mange år, men i dokumentaren Pia kommer man tættere på mennesket Pia Kjærsgaard. Foto | Lotta Lemche

Pia

Pia Kjærsgaard fremstilles ofte som et monster, men i Katrine W. Kjærs formidable portræt bliver hun et menneske.

Af Kristian Ditlev Jensen

Helt i begyndelsen af TV 2-dokumentaren Pia, som handler om politikeren og mennesket Pia Kjærsgaard, lægger instruktøren Katrine W. Kjær kortene på bordet.

”Jeg har nogle helt andre politiske holdninger end dig, men derfor vil jeg jo rigtigt gerne forstå dig som menneske,” siger hun.

Ud over distanceringen til ære for den kreative klasse, instruktøren sikkert omgiver sig med til daglig, får Kjær dermed også skabt en kraftig forventning: Nu skal vi se en udlevering af Pia Kjærsgaard, et skamportræt, en – formentlig subtil og symbolsk – nedgørelse af Folketingets tidligere formand.

For hvorfor ellers lægge afstand? Eller overhovedet melde en politisk holdning ud?

Oven på den noget malplacerede åbning bliver man imidlertid overrasket. For Katrine W. Kjær har lavet et formidabelt portræt af Kjærsgaard. Hverken en hyldest eller en underminering, men slet og ret et portræt.

Dokumentaren er ganske rigtigt fuld af detaljer, som i grunden udstiller politikeren – som da hun bortforklarer sine tårer ved brorens grav som vind i øjnene og siger, at det ”ikke er gråd i den forstand”.

Men filmen er lige så fuld af overraskende sider af Pia Kjærsgaard. Et eksempel er hendes forbløffende slagfærdighed ved årsmødet, hvor hun går direkte i flæsket på politiske modstandere ved nabobordet med både tilråb og fagter.

Billedet, der tegnes i Pia – titlen i sig selv peger på det intime – viser en landspolitiker på dybt vand.

Dansk Folkeparti er allerede under nedsmeltning, da optagelserne begynder. Det bliver kun værre. Og Kjærsgaards forvaltning af rollen som partiets tilbagetrukne nestor nedsunket i rå frustration skildres enestående.

Det ligger i hele den overordnede historie, men det ligger også i at fange hendes slidte mobilomslag af læder, eller hendes timemanager, der bliver smækket sammen på sofabordet.

Det ligger i at fange ægtefællen Henriks lynhurtige blik i det sekund, dommen over Messerschmidt fældes. Det ligger i scenerne, hvor hun får lagt makeup – siddende med ryggen til modstanderen Sikandar Siddique i sminken.

Det ligger i at se politikeren lidt på afstand hele tiden, så man får mere kontekst med. Når Pia Kjærsgaard accepterer at tale politik med DR midt i Poul Schlüters begravelse, får man indblik i, hvor strategisk der skal tænkes.

Man er ikke langt inde i filmen, før Kjærs billede af Kjærsgaard bliver trukket i en meget personlig og privat retning. Og det er godt, at instruktøren insisterer på det.

For alle kender karikaturtegningerne med en hønserøv som mund eller den ophidsede gestik i Debatten. Men hvem er hun egentlig, hende Pia?

Hun er den løse sommerkjole på stranden på Santorini i Grækenland. Hun er den aldrende krop under badekåben inden dagens slag. Hun er den forfængelige dame hos frisøren. Hun er hænderne, der sætter bånd på barnebarnets lyserøde fødselsdagsgave. Hun er den kærlige stemme i ægteskabet – selv når hun faktisk er i chok. Hun er verdensdamen, værtinden, veninden.

Og på et tidspunkt tilføjes hun sågar et element af liderlighed, da hun og veninden Dorthe Kollo råber #MeToo-agtigt efter en yngre mand, der skifter tøj på stranden.

Katrine W. Kjær har sammen med tre fotografer filmet sit portræt ualmindeligt flot.

Der er en klarhed som glas i billederne. Farverne er accentuerede, optrukne, så man flere steder overraskes over styrken. Samtidig arbejdes der klogt med afstande, indstillinger, lys og især med en tålmodig vedholdenhed, der ofte betaler sig.

Og æstetiseringen af bagsiderne – også de svære, private, hårde – bevirker tankevækkende nok ikke, at det hele bliver grimmere. I stedet fuldendes billedet bare mere og mere.

Et eksempel er rynkerne og morgenhåret. Et andet er følsomheden, da prisen for hendes politiske liv kommer frem som en tilbageholdt bitterhed i en samtale om PET-overvågning midt i forberedelserne til en børnefødselsdag.

Men det bedste eksempel er historien om hendes afdøde bror Henrik. Han var både kriminel, hjemløs og alkoholiker. I stedet for at skæmme hende – som politiker – gør den historie hende nærmest enestående på de bonede gulve.

Den gør politikeren, der ofte fremstilles som et monster, til et menneske.

Titel:
Pia – Jeg fortryder intet

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Katrine W. Kjær

Medvirkende:
Pia Kjærsgaard

Spilletid:
50 minutter

Premiere:
16. januar på TV 2 og TV 2 Play

Relevante artikler

Cph:Dox 2019
27. mar. 2019
Afrikansk heltinde på trods

Afrikansk heltinde på trods

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
25. juni 2026
In the Hand of Dante

In the Hand of Dante

Serieanmeldelse
22. juni 2026
Widow’s Bay

Widow’s Bay

Tv-anmeldelse
11. juni 2026
Operation X: Flået af Skat

Operation X: Flået af Skat

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro