Peter Kanin

Bag indhegningen til hr. Suhrs køkkenhave ligger det forjættede land.

Der vokser gulerødder, tomater og alverdens andre lækkerier, som en lille kanins hjerte begærer. Så når gamle Suhr omkommer af et hjerteslag, er der fri bane. Hurtigt bliver landstedet overrendt af Peter Kanin og de andre dyr i omegnen.

Mens de nyder et festmåltid på den nu tomme ejendom, møder vi Domhnall Gleeson (Ex Machina), der spiller hr. Suhrs pedantiske arving, Thomas Suhr. I en fart rejser han fra London og ud på landet, hvor han vil istandsætte huset og sælge det.

Langsomt, men sikkert udvikler landstedet sig fra sin pittoreske idyl til en regulær kamplads mellem Thomas og kaninerne.

Den delvist animerede eventyrfilm Peter Kanin er stærkest, når fantasien løber løbsk med muntre og henførende episoder i den landlige idyl. Her pirres vi af dyrenes menneskelige egenskaber, som langsomt viser sig i grænselandet mellem menneskelig civilisation og dyreriget.

Vi ser blandt andre grisen Grisse Artig, der fører sig frem som en engelsk gentleman med næsen i vejret og vinrødt overtøj. Men hans raffinerede manerer forsvinder, når han ser mad. Han er jo først og fremmest en gris.

Så når handlingen afspores til London, langt væk fra det mystiske grænseland, bliver sødmen og fantasifuldheden efterladt på perronen. Udflugten til storbyen forbliver filmens største svaghed. Byen er for stor og velkendt til at kunne rumme de antropomorfe kaniners fantasifulde univers.

Det er også her, vi får en hektisk og gakket scene, hvor selv den dygtige Domhnall Gleeson fortaber sig i en teatralsk præstation, når han skal jage Peter gennem stormagasinet Harrods.

Gleeson er ellers ualmindelig godt castet som den pertentlige Thomas, der med sit rengøringsvanvid vil demonstrere, at hans toiletter er rene nok til at drikke af. Han balancerer den tegnefilmsagtige ansigtsmimik med rollen som storsnudet småborger til perfektion, så selv hans mest excentriske indfald virker troværdige.

Peter Kanin er en munter og tankevækkende fornøjelse, når den er bedst. Der er nemlig noget lærerigt i, at Thomas og kaninerne skal lære at leve side om side.

Som Thomas’ nabo Bea (Rose Byrne) fortæller, var dyrene der jo, før landstedet blev opført. Og så ligger det midt i den frugtbare jord, hvor kaninerne altid har hentet deres mad.

I en tragikomisk, men nedtonet scene, som vil få gang i de voksnes lattermuskler, lærer filmen sågar et yngre publikum om fødekæden. I et flashback betragter vi den afdøde hr. Suhr igennem vinduet og ser ham spise kanintærte lige efter, at han har fanget Peters far i køkkenhaven.

Filmen emmer af sødme og fantasifuld humor, som gennemtrænger selv den lidt voldsomme scene, når Thomas i desperation vælger at bekæmpe kaninerne med dynamit! Der er fut i fejemøget, når Peter og de andre kravler rundt i bedet, som var det skyttegrave under Første Verdenskrig, mens Thomas ser rødt og smider sprængstof til højre og venstre.

Kampscenen er på den ene side hæsblæsende, men på den anden også urkomisk og surrealistisk. Hvem havde dog forventet at se de tuttenuttede kaniner i krig?

Som et sjovt metalag gør Peter Kanin kærligt grin med sit forlæg. Den er nemlig baseret på de klassiske, engelske børnebøger om den nysgerrige kanin af samme navn, der går iført en blå sportsjakke.

Efter et skænderi med de andre kaniner lister Peter sig ind i Thomas’ stue. På væggen ser han et billede af sine afdøde forældre malet af Bea. Vi hører en fortællerstemme sige, at hvis det nu var en børnebog, ville billedet på væggen blive vækket til live og give ham et godt råd.

Det sker dog ikke, så den handlekraftige kanin må selv finde den rigtige løsning. Og det gør han.

Den hjertevarme fortælling om dyrenes uvelkomne leben i køkkenhaven overdøves nogle gange af arbitrære spektakler. Men når Peter Kanin holder sig til fantasifulde og sjove fortællinger fra den landlige, engelske idyl, er filmen immervæk en vittig og tankevækkende fornøjelse.