Oxana

Hvordan ser friheden ud?

På Eugène Delacroix’ berømte maleri, Friheden fører folket på barrikaderne, er det en barbrystet kvinde, der skrider frem over barrikaderne med en musket i den ene hånd og trikoloren i den anden.

Billedet er ganske vist en fremstilling af en revolution i sommeren 1830 i Frankrig, men symbolet er bestandigt og genstand for videre brug og fortolkning.

En sådan fortolkning ser vi i Oxana. Filmen er et biografisk drama, der er inspireret af den ukrainske kunstner og aktivist Oksana Shachkos liv og virke.

Oksana var medstifter af den feministiske gruppe FEMEN, som blev kendt for at arrangere happenings og demonstrationer mod blandt andet sexturisme og religiøs og patriarkalsk kvindeundertrykkelse. Og så var hun det medlem, der opfandt gruppens kendetegn ved at protestere topløs.

Det blev hurtigt FEMEN’s konfrontatoriske modus operandi. Militant kønsaktivisme med kvindekroppen som kampvogn og bare bryster som skyts.

Filmen veksler mellem to handlingsspor.

Det ene følger Oksana gennem en enkelt dag i Paris, hvor hun lever som politisk flygtning og forbereder sig på ferniseringen af en udstilling med sine provokerende fortolkninger af klassiske ikoner.

Det andet spor udspiller sig i tiden, der leder frem til Oksanas eksil. Hun bliver født i 1987 og vokser op i fattigdom med en mor, der må kæmpe med en far, som efter fabrikkens lukning er blevet arbejdsløs og alkoholiseret. Allerede som barn viser Oksana et bemærkelsesværdigt kunstnerisk talent, når hun maler ikoner for den ortodokse kirke. I en periode overvejer hun endda at gå i kloster.

I ungdommen tager hendes rebelske og frihedshungrende side dog over i indignation mod kvindernes vilkår i landet, hvor der ifølge hende kun er udsigt til to valgmuligheder: ægteskab eller prostitution.

Da hun og medsøstrene også begynder at demonstrere mod Putin og Lukasjenko i de autoritære lederes respektive lande, bliver arrestationerne og truslerne voldsommere, og kvinderne ender med at søge tilflugt i Vesteuropa.

Oksana Shachko er tidligere blevet portrætteret i flere dokumentarer om FEMEN-bevægelsen. Hun har også en prominent rolle i danske Lea Globs Apolonia, Apolonia, der skildrer ukrainerens tid i Paris’ kunstnermiljø op mod hendes tidlige og tragiske død.

Oksanas historie er oplagt biopic-materiale – en stærk karakter med klare overbevisninger og en brutal opposition. Desværre lider filmens første halvdel en smule under nogle af genrens klichéer.

Der skal nås meget på kort tid, og nogle steder bliver replikkerne lige lovligt forklarende. Som da Oksanas ukrainske kæreste opremser det meste af hendes forhistorie til hende efter et tidsspring. Det kunne have været løst mere elegant.

Vi skal også se hende rive en side med Delacroix-maleriet ud af en kunstbog for at understrege den direkte inspiration, og senere brainstormes gruppens navn frem i et euforisk øjeblik.

Heldigvis løftes det lidt stive format af en stærk præstation fra hovedrolleindehaveren, Albina Korzh, som virkelig brænder igennem. Hun indfanger dygtigt den smittende idealisme og kunstneriske følsomhed, men også antydninger af en destruktiv dødsdrift.

Dramaet bliver mest interessant i sidste halvdel, da der efter flytningen til Paris kommer internt opbrud i bevægelsen. Oksana begynder at se de vestlige afdelinger som et modefænomen, der har langt mindre at kæmpe for end den oprindelige gruppe. Det bliver derfor til et portræt af en stækket kriger, der mangler en kamp, og Albina Korzh spiller den stille desperation forbilledligt.

Filmen er også flot fotograferet med poetiske slowmotion-billeder af dans om midnatsbålet på den traditionsrige Kupala-nat. Der er sekvenser, som genkalder et af kapitlerne fra en anden film om en ikonmaler, Andrej Tarkovskijs Den yderste dom.

I den film var den løsslupne, hedenske fejring en fristelse, som den fromme hovedperson skulle modstå. Men i Oxana bliver det til symbolet på den pulserende livsgnist, som brænder stærkt, indtil den brænder ud.