Efterår i Bourgogne

Franske François Ozon, kendt for 8 kvinder og Swimming Pool, kan sin filmhistorie præcis som de gamle mestre i den franske nybølge fra 1960’erne.

Han er på en gang genretro og grænseoverskridende. Men hvor Truffaut og Godard mest var til amerikansk film noir og b-film, er Ozons forbilleder de store instruktører fra Hollywoods guldalder: humorvirtuosen Ernst Lubitsch, melodramaets mester Douglas Sirk og senere europæiske dramatikere som provokatøren Rainer Werner Fassbinder, som Ozon direkte citerer med Peter von Kant.

Ozons film er gerne komedier og twistede melodramaer, ofte med indviklede plots, elegant humor og toner af thriller. Hans nærmeste franske forbillede er Claude Chabrol, hvis sardoniske syn på den franske provins Ozon ofte overtager.

Det gælder i den grad Efterår i Bourgogne.

Ligesom Chabrol har François Ozon en faible for den engelske krimiforfatter Ruth Rendell. Chabrol filmatiserede hende med Ceremonien i 1995, Ozon med Min nye veninde i 2014. Begge film er gennemsyret af Rendells sælsomme spænding, hvor psykologiske antydninger vejer tungere end logiske argumenter.

Det gælder også Efterår i Bourgogne, hvor mormoren Michelle læser en krimi af netop samme engelske forfatter – et vink om, at ikke alt ånder burgundisk provinsidyl.

Michelle venter besøg af sin datter, netop fraskilte Valérie, og hendes barnebarn Lucas. Indtil da dyrker hun omgang med hjerteveninden Marie-Claude.

Da Valérie ankommer, mærker man en dirrende anspændthed mellem mor og datter. Michelle serverer en svamperet til frokost. Hun og barnebarnet spiser ikke noget, men det gør datteren og bliver forgiftet. Udskrevet fra hospitalet tager Valérie afsted med Lucas og lover forbitret sin mor, at hun aldrig mere skal få hende og barnebarnet at se.

Lidt senere henter Michelle sammen med Marie-Claude sidstnævntes søn Vincent i fængslet. Ham har Michelle et særligt kærligt forhold til. Med sin personlige tese om, at alle har krav på en chance til i livet, investerer hun bag venindens ryg i hans nye bar.

I mellemtiden er Valérie død under dunkle omstændigheder, og Lucas skal bo hos sin mormor.

Bortset fra, at der genrebrydende optræder et spøgelse i handlingens forklarende afvikling, er Efterår i Bourgogne en vaskeægte thriller i den del af genren, hvor der er flere ugler i mosen end i et middelstort fuglereservat.

Man må således selv trække linjer mellem plottets punkter og brudstykker for at skabe et nogenlunde rationelt og kausalt mønster.

Michelle er praktiserende katolik og en sinister bedstemor med slag i, mens hun for omverdenen spiller rollen som den enfoldige mormor.

Den 82-årige Hélène Vincent er formidabel som manipulatoren, der nærmest synes erotisk besat af Vincent. Han spilles overbevisende af Pierre Lottin, som med sit stærkt pomadiserede hår og en skovsnegl af et overskæg er en parodi på en gangster, men samtidig provinsielt godmodig.

Ludivine Sagnier er datteren, som har regnet sin mor ud, mens Josiane Balasko er den gode veninde Marie-Claude, der har samme fatale fortid som Michelle.

Vi får meget lidt at vide om, hvad Vincent egentlig har siddet inde for, men bag hans ydre som småkriminel gemmer sig en langt farligere mand. Han bliver drengen Lucas’ beskytter. I hvert fald indtil sandheden går op for drengen, og tingene falder på plads. Sådan nogenlunde.

Efterår i Bourgogne er en fransk simrefilm, som tager sig god tid med at udfolde plottet og dets sammenhænge mellem mennesker, der alle er misrøgtede af melankolske omstændigheder.

Den handler på det sæt også om menneskets efterår, hvor det er tid til at gøre regnskabet op, før døden banker på. Med sin spegede fortælling vækker Efterår i Bourgogne mindelser om Ozons ironiske gådefilm Selv i de bedste hjem. Spændende på sin helt egen måde.