Cph:Dox 2026
15. mar. 2026
Dry Leaf

Billederne af fodboldbaner er diffuse og pixelerede, men efter den første tilvænning af øjnene er effekten drømmeagtig og smuk på en sært nostalgisk måde.

Foto | New Matter Films

Dry Leaf

Eksperimenterende georgisk roadmovie optaget på en gammel Sony Ericsson-telefon byder på momentvis fængslende billedpoesi, men er alt for lang.

Af Anders Vedby Jørgensen

En far tager ud for at lede efter sin forsvundne datter. Datteren er sportsfotograf, og hendes seneste opgave var at tage billeder af fodboldbaner i georgiske landsbyer.

I håbet om at finde hende beslutter faren sig for at besøge de selvsamme fodboldbaner. Med sig på turen har han hendes gode ven og kollega Levani, som tilfældigvis er usynlig.

Det er stort set omfanget af handlingen i georgiske Alexandre Koberidzes eksperimenterende roadmovie Dry Leaf, hvor rejsen traditionen tro vægtes højere end destinationen. Hvis destinationen da overhovedet kan siges at eksistere.

Som noget helt specielt er filmen udelukkende optaget på en Sony Ericsson-telefon fra 2008. Billederne er diffuse og pixelerede, som hvis man så en internetvideo for tyve år siden.

Med den lave opløsning og bitrate er der hele tiden bevægelse i selv de mest stillestående kompositioner med pixelblokke, der justerer sig og flimrer omkring personernes omrids. Efter den første tilvænning af øjnene er effekten drømmeagtig og smuk på en sært nostalgisk måde.

I en tid, hvor de fleste render rundt med 4K-kameraer i deres lommer, er det værd at bemærke, hvordan disse kameraer trods deres skarphed ofte automatisk efterarbejder billeder og videoer til de sociale mediers retoucherede virkelighed. Derfor er der noget fedt ved at se den ”forældede” teknologi blive brugt som kunstnerisk værktøj.

Filmens titel refererer til den brasilianske fodboldspiller Didis sparketeknik, hvor boldens bane blev uforudsigelig ligesom et vissent løv i vinden. Rejsen fra landsby til landsby foretages tilsyneladende også uden den store retningssans.

”Jeg er faret helt vild,” siger faren på et tidspunkt, og replikken lyder som en invitation til at fortabe sig i vandringen gennem billeduniverset.

Alexandre Koberidze har sans for kompositioner, lys og farve. Mange scener er optaget i den gyldne time lige inden skumringen, hvor skyggerne er lange, og de rødbrune nuancer glødende. Mennesker og dyr optræder ofte som silhuetter, og nogle steder får man først øje på skikkelserne, når de bevæger sig og træder frem fra den utydelige pixelsuppe.

Teksturen minder i passager om en mere grynet udgave af David Lynch’ ligeledes retningsløse Inland Empire.

Temaet om fravær underbygges yderligere ved, at det ikke kun er Levani, der er usynlig. Faren udspørger også flere personer, der på uforklarlig vis ikke kan ses. Grebet virker som en Dogville-lignende opfordring til, at fantasien må udfylde, hvad den lave opløsning ikke formår.

Der dvæles i ekstrem grad ved detaljer i naturen og miljøet i de fattige, nedslidte landsbyer mellem bjergerne og skovene. Alt ses utydeligt, som var det noget, man halvt genkalder sig fra et barndomsminde.

De forladte fodboldmål, der ofte bare er flikket sammen af tre pinde uden noget net, står som uforklarlige portaler på de vildtvoksende plæner. Og i en af filmens mest mindeværdige optagelser zoomes der helt ind på rummet mellem stolperne, så det flimrer i farveprikker, som den lille kamerasensor febrilsk har forsøgt at indfange.

Det er dog svært at komme udenom, at tempoet ofte bliver adstadigt på den forkerte måde. Der er en hårfin grænse mellem det meditative og det søvndyssende, og med en spilletid på mere end tre timer glider indlevelsen flere steder over i kedsomhed. Efter flere lange sekvenser med stemningsbilleder af fritgående heste og hunde ville selv Terrence Malick sige: ”Så kom dog op i gear!”

Filmen er et helt familieforetagende. Faren Irakli spilles af instruktørens egen far David Koberidze, og lydsiden, inklusive musikken, er lavet af broren Giorgi. Keyboards og træblæsere bidrager med at opbygge en mystisk og eventyragtig stemning.

For fans af slow cinema er der masser af flot-grimme billeder at komme efter i Dry Leaf. Men der er desværre ikke nok idéer i spil til at udfylde spilletiden. Filmen kunne have været kortet markant ned uden at miste det langsomme og visuelt søgende, som er dens hovedærinde og styrke.

Titel:
Dry Leaf

Originaltitel:
Khmeli potoli

Land:
Tyskland, Georgien

År:
2025

Instruktør:
Alexandre Koberidze

Manuskript:
Alexandre Koberidze

Medvirkende:
David Koberidze, Otar Nijaradze, Giorgi Bochorishvili, Irina Chelidze

Spilletid:
186 minutter

Premiere:
13. marts på Cph:Dox

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
12. juli 2026
Klovn – sæson 11

Klovn – sæson 11

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro