Cph:Dox 2023
07. mar. 2023
Apolonia, Apolonia

Den franske kunstner Apolonia Sokol har ladet den danske dokumentarist Lea Glob følge sig i løbet af tretten år, hvor de begge har udviklet sig som kvinder og kunstnere.

Foto | Lea Glob

Apolonia, Apolonia

Lea Globs dokumentariske pendant til Boyhood er et mesterligt fortalt dobbeltportræt om to kvinder, som skal omsætte potentiale til erfaring.

Af Rikke Bjørnholt Fink

Apolonia, Apolonia er et dobbelt kunstnerportræt, hvor dokumentaristen Lea Glob gennem sit studie af maleren Apolonia Sokol også ender med at undersøge sig selv og sin fascination af Apolonias verden.

Optagelserne er foregået mellem 2009, hvor de to kvinder mødtes for at lave et kortere projekt til Den Danske Filmskole, og 2022, hvor Glob endelig føler sig klar til at slukke kameraet.

Apolonia er vokset op i Paris’ bohememiljø på et teater. Hvis man kan forestille sig en fransk kunstnerkliché, har Apolonia og hendes forældre udlevet den med allerstørste naturlighed.

Teatret vrimler også med aktivister såsom Oksana Shachko, politisk flygtning og grundlægger af den feministiske gruppe Femen. Hun bliver Apolonias gode veninde og en spejlkarakter i filmen.

Ved historiens begyndelse er Apolonia i midt-tyverne og i gang med at uddanne sig på en af de mest prestigefyldte kunstskoler i Paris.

Altid med en cigaret i hånden, tykt mørkt hår og mellemrum mellem fortænderne er hun uden tvivl en dragende kvinde.

Men det er instruktøren Lea Glob, der er filmens store stjerne. Tretten års optagelser – hvis formål, omfang og udfald har været ukendt – er organiseret til et plot med spændingsopbygning, sidehistorier og en forløsende slutning.

Undervejs bliver man investeret i Apolonias kamp for at redde teatret fra konkurs og hendes søgen efter anerkendelse som kunstner. Ikke fordi man nødvendigvis interesserer sig for hverken kunst eller den kreative elites kvaler, men fordi Lea Glob er god til at formidle det som en indre rejse og identitetssøgen.

Glob lægger ikke skjul på, at hun er en provinspige fra Danmark, der synes, at Apolonias liv er eksotisk. Man fornemmer dog også en dyb respekt den anden vej, og Apolonia lukker kameraet ind, når det gør ondt.

I en af dokumentarens første scener slår Apolonias kæreste op med hende, mens Glob sidder og filmer.

Ud over optagelserne af Apolonia og hendes liv består filmen af en række rekonstruktioner af alt fra barndomsminder til, hvad der sker, når man ligger i koma.

Apolonias forskellige bopæle er genskabt med en slags papirdukkehuse, der hjælper publikum med at holde styr på teater, kunstskole, Paris, Polen, Europa og USA.

Desuden har Apolonias forældre efterladt hende et imponerende arkivmateriale fra deres liv sammen på gamle Betamax-bånd. Det bidrager til fortællingen om teatret og Apolonias opvækst. De har sågar foræret deres datter en video af hendes undfangelse!

Den visuelle stil føles organisk og sammenhængende, på trods af at den er sammensat af så mange forskellige elementer. Lea Glob binder det hele sammen med en fortællerstemme, der rummer alt fra små, opklarende oplysninger til vidtløftige betragtninger om evigheden og den arv, en kunstner efterlader sig.

Apolonia og Lea følger hinanden fra deres tidlige tyvere, til de ved filmens afslutning er voksne kvinder med hver deres etablerede tilværelse.

Apolonia, Apolonia er muligvis startet som et karakterstudie af kunstneren, men ender som en coming of age-historie om de år i livet, hvor potentiale skal omsættes til evner og erfaring. På den måde bliver den også medrivende, selv hvis man ikke kan kende forskel på akryl- og oliemaling.

Filmen rummer både det intime og storladne – og lykkes med at fortælle om hele livet i portrættet af to unge kvinder.

Med tretten års materiale leder den tankerne hen på en ekstrem udgave af Richard Linklaters mangeårige filmprojekt Boyhood. Lea Globs film er optaget uden manuskript, men på mesterlig vis samlet til en velorganiseret og fængslende fortælling.

Titel:
Apolonia, Apolonia

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Lea Glob

Manuskript:
Lea Glob

Medvirkende:
Apolonia Sokol, Oksana Shachko, Aleksandra Tlolka, Hervé Breuil

Spilletid:
115 minutter

Premiere:
17. marts på Cph:Dox, 23. marts i resten af landet

Relevante artikler

Biografanmeldelse
28. feb. 2017
Venus – Let’s Talk About Sex

Venus – Let’s Talk About Sex

Biografanmeldelse
08. sep. 2015
Olmo & the Seagull

Olmo & the Seagull

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
30. apr. 2026
Aftenvagt

Aftenvagt

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro