Ondt i røven

”Stikker I noget op? Det troede jeg I gjorde.”

Over for to unge kvinder sidder den lesbiske Tessa, der ikke just er begejstret for at besvare så intime spørgsmål. Ville man spørge et heteroseksuelt par, om de bruger legetøj i sengen?

Men Ondt i røven gør netop meget ud af at besvare den slags nærgående spørgsmål, som persongalleriet af lesbiske og transkønnede helst ville være fri for. Serien er heller ikke bange for at vise menstruationsblod og kvinder med fuld kønsbehåring.

Vi følger Tessa (Tessa Hoder), der flytter fra forældrenes minkfarm til København, hvor hun lærer at begå sig i byens mangfoldige og til tider labyrintiske LGBT-miljø.

Det er en oplevelse, som Ondt i røven delikat serverer for os med en god portion ironi. Som når en af seriens karakterer smager på ordene, når han fremsiger den efterhånden lange bogstavrække ”LGBTQIA”, der omfatter samtlige seksuelle minoriteter.

Hører man godt efter, finder man den samme humor på seriens lydspor med sangtekster som ”Der kommer en cisfyr, han tænder mig af”.

Tessa fortæller velmenende en transperson, at hun ligner ”en rigtig kvinde”, og senere spørger hun interesseret sin brune bofælle, hvor hun kommer fra. Med bestemte svar bliver det tydeligt for hende, at man godt kan få lidt ondt i røven over at blive mindet om, at man er anderledes.

Deraf seriens titel.

Historien starter med en symbolsk scene, der foregår i nattens mulm og mørke på forældrenes minkfarm. Tessa løber rundt på gården og kigger ind i laden til de små dyr i bur, før hun retter blikket mod kameraet og skriger af al sin kraft.

Abrupt slutter den drømmeagtige sekvens fra en fortid, før hun flytter sammen en veninde, der bor i et kollektiv på Nørrebro. Serien vender aldrig tilbage til dens mystiske start, og det er op til seeren selv at fortolke forbindelsen til handlingen.

Måske føler hun sig fanget og sat i bås, ligesom minkene?

Instruktør Rikke Kolding, der har lavet reklamefilm for Mikeller og sundhedsorganisationen Våd.nu, viser et ægte København filmet med håndholdt kamera. Hun tager os med ind i almindelige lejligheder med små badeværelser, genbrugsmøbler og lidt hverdagsrod.

Den realistiske stil styrkes af seriens persongalleri bestående af amatørskuespillere med tilknytning til det miljø, som Ondt i røven tager udgangspunkt i. Og de medvirkende bruger deres eget navn.

Lidenskabelige scener set fra Tessas perspektiv viser, hvordan sultne blikke mødes på dansegulvet. Roligt glider to mennesker hen mod hinanden og danser ryg mod ryg. De aer blidt hinandens hænder uden at kigge på hinanden.

Hun bliver snarere vores guide i en subkultur end en klassisk hovedperson. Det er et greb, der især er interessant, fordi det er sådan, hun føler sig, når heteroseksuelle stiller indgående spørgsmål til hendes sexliv.

”Er det ægte pels?” spørger Tessas politisk korrekte bofælle Ronja (Ronja Mannov Olesen) afvisende og med væmmelse, når bofællen ser pelshalen i hendes nøglering.

Efterfølgende lyser frygten i Tessas øjne, hver gang hun har noget på hjerte. Kommer hun igen til at støde nogen ved sin blotte tilstedeværelse?

Man kan se hendes usikkerhed som en udstrakt hånd til andre, der måtte føle sig som en elefant i en glasbutik, når de omtaler minoriteter. Men serien kommer utilsigtet til at udstille Københavns LGBT-miljø som koldt og ekskluderende. Også for dets egne medlemmer.

Med miljøets konstante irettesættelse af Tessa, der ligesom mange i den bredere befolkning til tider siger noget forkert, risikerer Ondt i røven at blive hovmodig.

Men den vinder med sin selvironi og raffinerede afmystificering af en til tider labyrintisk kultur af seksuelle minoriteter.