Cph:Dox 2024
12. mar. 2024
No Other Land

Dokumentar viser de menneskelige konsekvenser, når palæstinensiske hjem på Vestbredden bliver revet ned for at gøre plads til de israelske bosættere.

Foto | Antipode Film

No Other Land

Det er svært ikke at være partisk efter at have set hjerteskærende og chokerende dokumentar om fordrivelsen af palæstinensere på Vestbredden.

Af Kristian Ditlev Jensen

Hvis der er noget, som kan ødelægge en god historie, er det research. Og hvis der er noget, som gør det vanskeligt at tage stilling til en væbnet konflikt, er det et menneskeligt ansigt. 

Derfor er normaliseringen af deltagerne i krigens gru også propropaganda-trick nummer ét. At vise, at de stridende parter skam består af familier, børn, oldinge, gør det umuligt at hade. Og måske endda at kritisere. 

Men No Other Land, som for nylig vandt publikums- og dokumentarprisen på Berlinalen, er en undtagelse fra de normale mekanismer. Den handler om, hvordan israelske bosættere med vold fordriver palæstinensiske landsbyer på Vestbredden.

Dokumentaren er instrueret af et helgarderende firkløver bestående af Rachel Szor, Hamdan Ballal, Yuval Abraham og Basel Adra – med de to sidstnævnte i en slags hovedroller. 

Basels familie skal muges ud af Vestbredden, hvis det står til de israelske magthavere. Yuval, som er arabisk jøde med palæstinensiske rødder, arbejder som israelsk journalist. 

Titlen skyldes en sigende replik. 

Da en mor i filmen, som handler om striden mellem jøder og muslimer på den besatte Vestbred i Israel, bliver spurgt om, hvad der egentlig sker, hvis soldaterne river hendes hjem ned, slår hun opgivende ud med armene: ”Jeg har jo ikke et andet land.” 

Med andre ord bliver befolkningen i området Masafer Yatta, som består af nitten landsbyer, presset ud i intetheden. For hvor skal de være? 

Filmen er lavet af gamle optagelser af Basels far, der ligesom Basel var aktivist og i egen optik modstandsmand. 

Vi ser Basel deltage i protester og slagsmål allerede som barn på grynede hjemmevideoer. Indimellem er der smukke landskabsbilleder eller spontane opstillinger med kvinder i spraglede kjoler og tørklæder set bagfra, så de næsten bare er en diversitet af farver. 

Der er også nyhedsindslag, så de rydninger af landsbyer, som vises, sættes ind i en national eller international kontekst. 

Man fornemmer den gennemslagskraft, som aktivisme kan have. Det nytter faktisk noget, når de unge mænd i bar mave står og skriger ind i hovedet på jævnaldrende israelske kvinder og mænd. Og som alle ved, er stemningen for længst vendt imod Israel – i hvert fald i hele den kreative klasse. 

Man kan ikke undgå at blive berørt, når man ser No Other Land. Ikke så meget på grund af det politiske, men af at se den regulære menneskelighed. 

Der er alle de hverdagsagtige situationer, som man kender selv. Børnene spiller på mobiler og vil have mere skærmtid. Deres mor siger nej. Og i næste billede er hun på Facebook på sin mobil. 

En omsorgsfuld mor siger til en ung mand, at han skal tage en jakke på, for det er jo koldt. En far prøver at drive en benzintank med kun én stander. Børnene er ligeglade med krigen, de vil bare i skole og lege med deres kammerater. 

Sine steder bliver billederne for meget. En lille håndfuld balloner, der flyver bort som en tabt barndom. Omvendt kan enkelte billedmetaforer berøre én dybt. Faren, der skærer i en alt for lille fødselsdagskage til alle de forsamlede mennesker, bliver et næsten ædelt øjebliksbillede af armod. 

Mange scener i filmen er traumatiserende at bevidne. Ikke mindst to skudepisoder, hvor man råt for usødet ser folk blive skudt. En af dem bliver lam. Og senere dør han. 

I en af de allersidste scener skyder en israelsk bosætter en araber, der protesterer imod en udsættelse. Det er en meget voldsom scene – især fordi de omkringstående, de nærmeste, synligt rammes af decideret rædsel.

Og netop ofrene, de nærmeste, de levende mennesker i konflikten, er filmens force. 

De gør det nemlig umuligt at tage stilling til den storpolitiske konflikt. Men de gør det endnu mere umuligt at lade være. 

Det er og bliver de store – alle medlemmerne af det internationale samfund – som skal passe på de små. Og aktivistiske film som denne er forhåbentlig med til at flytte politikere.

Titel:
No Other Land

Land:
Palæstina, Norge

Årstal:
2024

Instruktør:
Yuval Abraham, Basel Adra, Hamdan Ballal, Rachel Szor

Medvirkende:
Yuval Abraham, Basel Adra

Spilletid:
95 minutter

Premiere:
16. marts på Cph:Dox og 21. november i danske biografer

Relevante artikler

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
25. juni 2026
In the Hand of Dante

In the Hand of Dante

Serieanmeldelse
22. juni 2026
Widow’s Bay

Widow’s Bay

Tv-anmeldelse
11. juni 2026
Operation X: Flået af Skat

Operation X: Flået af Skat

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro