Nat i dyreparken

Børnefilmen Nat i dyreparken – med den lidt dybere og mere opfindsomme originaltitel: Night of the Zoopocalypse – er perfekt timet til halloween den 31. oktober. 

For det her er lidt af en gyser med zombiedyr. Filmen er faktisk ret uhyggelig, men alligevel samtidig så sød, at den er til at håndtere for de i hvert fald lidt større børn (den frarådes børn under syv år af Medierådet). 

Det er en fin indgang til hele gysergenren – bare i børnehøjde. 

En kæmpemeteor brænder næsten helt op på sin vej gennem rummet, før den styrter ned i en zoologisk have og springer som en kugle gennem hele menageriet. Til sidst lander den i en lade, hvor den ender i en bunke cashewnødder – skinnende lyserød og så indbydende, at den ligner en særligt forførende nød. 

Og den falder i de forkerte poter – nemlig hos en sød lille kanin. 

Så snart den bliver smittet af meteorens virus, begynder forvandlingen. Som en puppe i Alien-filmene udvikler den sig til en superklam, ondsindet zombie-udgave af sig selv. Når den bider andre, bliver de smittet på samme måde – præcis som vampyrer. 

Som man fornemmer, er filmen fuld af kærlige nik til genrefilm og klassikere, og referencerne er udført med både humor og overskud. 

Historien handler om, at resten af parkens dyr må kæmpe for livet – og for at redde hele zoologisk have, som den stadigt voksende zombiehær er ved at lægge øde. 

Plottet er tæt pakket, måske lidt for tæt. Der sker ustyrligt meget, og filmen bugner af små sidehistorier og indskudte fortællinger, der alle vil have deres forløsning. Ikke ti vilde heste har kunnet holde manuskriptforfatterne i tøjler – men det gør ikke så meget. For børnene fungerer det forrygende, og der bliver hujet og heppet fra første bid. 

Monstrene er ret fantastiske – i ordets egentlige forstand. De er rendyrket fantasy, fordi deres kroppe kan mikses og forvrides, så arme, ben og hoveder dukker op de mest uventede steder.

De kan smelte ned til pytter eller smelte sammen. 

I finalescenen, det store showdown mellem natur og overtro, dyr og zombie, kulminerer det hele i et kæmpemæssigt meta-monster: en muteret, Godzilla-agtig slimklat, sammensat af alle parkens zombiedyr og deres mest frastødende træk. 

Ud af dette halloween-mareridt kryber små, klamme væsener, der spreder sig som levende snotbobler. Det er imponerende lavet og faktisk ret ulækkert. 

Der er mange skønne figurer, børnene vil elske. Lærke, som er en teenage-ulv, har fået stemme af Malaika Berenth Mosedane, mens hendes aparte ven, rovdyret Dan, får liv af Mads M. Nielsen. Og de to er i front. 

Men det sødeste af alle dyrene er Stump – en supernuttet dværgflodhesteunge, der bliver endnu mere uimodståelig takket være Tone Suvi Ellegaard Ebbes über-cute stemmespil. 

Instruktørerne er Ricardo Curtis, der tidligere har arbejdet på De Utrolige, Monsters, Inc. og Angry Birds, og Rodrigo Perez-Castro, som blandt andet har arbejdet på den forrygende Rio 2. 

Resultatet er efter bogen – klare farver, rene streger og tempo hele vejen. 

Midt i alt det sprælske er der dog også plads til et par humanistiske budskaber. Ulven Lærke forlader sin egen flok og finder lykken i en broget bande af dyr fra alle verdenshjørner. 

Hvis man vil, kan man læse filmen som en kommentar til debatten om nationalstaten versus det multikulturelle samfund. Måske endda se dværgflodhesten som en lille, malplaceret transperson. 

Men først og fremmest er det en børnefilm, der vil underholde. Og det gør den, samtidig med at den minder sine tilskuere om værdier som sammenhold, hjælpsomhed og næstekærlighed. 

I hvert fald, hvis de skal lære ikke at opføre sig som vilde dyr.