Naboen fra helvede

En almindelig misforståelse i konflikter er, at der altid skal to til en tango. Ganske ofte passer det faktisk ikke. Der findes nemlig også regulære bøller.

Mekanismen kan man se ved selvsyn, når en borger i den lille by Højby i Vestsjælland får ”naboen fra helvede”, som dokumentaren i to afsnit om sagen også hedder. 

Fra det ene øjeblik til det andet er en sagesløs mand – og alle hans naboer – fanget i en regn af chikanøse angreb fra en nabo, der tilsyneladende er helt og aldeles ude af kontrol.

Den lokale iværksætter Simon køber en tom nabogrund, som ligger mellem hans og tilflytteren Markus’ hus. Her anlægger han en minigolfbane. Den er anlagt lovligt og drives inden for alle regler og bestemmelser. Og det går godt for den folkelige forlystelse, som kører stegt flæsk ad libitum med fadbamser og serverer happeningagtige burgere på tre kilo.

Den gode forretning betyder, at dagligdagen ændres lidt for alle i landsbyen. Der kommer mere trafik, og der kommer en del lyde fra gæsterne, når bildøre smækkes, og folk griner. Når der helsteges pattegrise eller koges hundredvis af kilo pommes frites, så kan man også lugte det.

Men sådan er det jo også at have en svinefarm eller en småkagefabrik som nabo. Det må man leve med – eller flytte.

Naboen Markus vil imidlertid ikke finde sig i det. Han synes, at det er egoistisk og dårlig smag, og han går derfor amok på en nærmest systematisk og kalkuleret måde, der i dokumentaren fremstår decideret karakterafvigende.

Han spiller sygt højt heavy metal i en kæmpehøjtaler og kører motorsav i timevis uden grund. Han klager alle vegne i kommunen. Han brænder vådt halm af, så røgen ryger over på den anden side af gaden. Eller også råber han skældsord i en megafon dagen lang eller afspiller frygtelige menneskeskrig på en boombox i hele åbningstiden.

Dokumentaren – produceret for TV 2 af Aberdabei Film – viser i grunden meget tiltrængt, hvor magtesløs en borger står, når vedkommende udsættes for chikane. For selv om politi og brandvæsen aktiveres af den hæmningsløst chikanerende nabo, og selv om han ender med at få et polititilhold, har det i realiteten ingen konsekvenser.

Han hærger videre, indtil Simons nerver er i laser.

Den todelte dokumentar er underholdende. Man tager sig i at sidde på sidelinjen med popcorn og gnægge ad løjerne eller udbryde et ”nej, nej, nej”, når Markus skejer endnu mere ud og kalder det tililende politi for en ”rockerbande”. Og i det hele taget modsætter sig og skaber sig, så han til sidst må anholdes, efter hans hoveddør er blevet sparket ind af ordensmagten.

Dagen efter er han i gang igen – med en afsindigt høj mur af rustent jern ...

Som en slags fortæller står naboen – gamle Jens – hovedrystende fanget imellem den sagesløse mand og hans chikanerende nabo. På sit djærve vestsjællandske – en lokal sprogdragt, vi i øvrigt hører alt for lidt i tv – kommenterer han slagets gang og tysser på sin hund. 

Visuelt låner serien taktikker og greb fra Gintberg på kanten – for eksempel med personer, der tavst kører igennem billedet fra venstre til højre – og fra Balladen om kolonihaven, som den minder meget om i tonefald og form.

Akilleshælen er det oplagte etiske spørgsmål, som melder sig, når man skildrer en så åbenlyst galt afmarcheret person som Markus på tv. 

Forskellen på de to naboer ligger i intentionen. Minigolfbanen er anlagt for at glæde andre mennesker. Chikanen er iværksat for at udøve psykisk og økonomisk vold imod en enkelt person.

Den ene part har altså en vrangforestilling. Det er ret vildt at se på – også ufrivilligt morsomt. Men kan man være bekendt at udstille dét?